Kommentar: Riskærs fængslende fondseventyr

KOMMENTAR: Den offentlige hukommelse er kort, og de centrale mellemregninger bliver tit glemt i strømmen af nye begivenheder. Derfor kan det forhåbentlig være nyttigt at få genopfrisket historien bag Klaus Riskær Pedersens fondseventyr, skriver Birgitte Boesen.

Det er ikke gået sporløst hen over hverken medier eller mennesker i dette land, at en person ved navn Klaus Riskær Pedersen gerne vil i Folketinget og i sidste uge præsenterede et nyt parti.

I søndagens Presselogen på TV 2 News diskuterede man, om den enorme mediedækning er berettiget eller ikke. Mandag Morgens chefredaktør gjorde sig til talskvinde for synspunktet, at mandens spektakulære forhistorie berettiger til interessen.

Her refererer Lisbeth Knudsen ikke kun til Riskærs karriere som idérig erhvervsmand eller hans politiske fortid som medlem af Europa-Parlamentet, men også – og i denne sammenhæng nok så væsentligt – på hans fortid som bedrageridømt finansmand med flere fængselsdomme bag sig.

Den længste, på seks års fængsel, fik han i 2007 for bedrageri og skyldnersvig over for Fonden af 1. december 1997.

Misrøgt og snyd
Forinden havde hovedpersonen forsøgt at trække et trecifret millionbeløb ud af fonden til eget brug. Hvilket ville være i modstrid med lovgivernes noget-for-noget-princip om, at når først pengene er overgået til fondseje – og dermed underlagt fondsbeskatningsloven, kan man ikke bagefter trække pengene ud til egen vinding.

Anklagen lød, at fonden risikerede at miste 240 millioner kroner, hvis ikke bedrageriet var blevet opdaget. Sagen endte med at koste ham seks år i fængsel.

I tilfældet Klaus Riskær Pedersen var løsladelsen i 2013 kulminationen på et ekstraordinært langt forløb, der tog sin begyndelse seksten år tidligere, hvor Riskærs daværende svigerfar, bogbinder Niels Fløjstrup, stiftede Fonden af 1. december 1997.

Bestyrelsen holdt dog kun fire år, hvorefter fondsmyndighederne afsatte såvel formanden som resten af bestyrelsen og anklagede dem for at have misrøgtet deres ansvar og forsøgt at lade Riskær berige sig på fondens bekostning.

Herefter indsatte fondsmyndighederne en professionel bestyrelse med advokat Axel Kierkegaard som formand – en post, han i øvrigt stadig har.

Tilsyn med rummelig fondslovgivning
Nogle steder bliver fonden stadig kaldt ”Riskærs familiefond”, hvilket har sin logik i, at formuen i stor udstrækning er skabt på basis af penge fra Cybercity, som Riskær i sin tid etablerede med stor succes.

Idéen om at skabe en internetvirksomhed af den karakter var i sin tid yderst fremsynet. Det samme kan med ironisk distance siges at være tilfældet med fondens stiftelsesformål, der leder tanken hen på personen Klaus Riskær Pedersen.

Ud over fondens erhvervsformål som ejer af selskabet CC Holding 2000 A/S, kan den også give legater til personer, som er familiært relateret til fondens stifter, og støtte økonomisk trængte nuværende eller forhenværende deltagere i parlamentarisk arbejde − samt støtte personer, som ikke længere kan opretholde deres hidtidige levestandard.

Set i bakspejlet må fondsmyndighederne ærgre sig over, at de i sin tid godkendte uddelingsformålet, men omvendt er godkendelsen vel udtryk for, at der er vide regler på området.

Samtidig understreger denne rummelighed, at vi som samfund har brug for fondsmyndigheder, der fører et stærkt og aktivt tilsyn og kan skride ind over for bestyrelser, der ikke passer deres arbejde. Akkurat som det skete i føromtalte tilfælde fra 2001.

Mere konkret drejer det sig om det såkaldte legalitetstilsyn, der giver myndighederne mulighed for at kritisere beslutninger, give påbud, udstede bøder og i yderste konsekvens afsætte hele eller dele af bestyrelsen.

"Finansjongløren"
Når Riskær trods overstået straf må finde sig i at få sagen hevet frem, skyldes det i høj grad hovedpersonen selv. Dommen betød nemlig ikke, at ’finansjongløren’, som dagbladet Børsen på et tidspunkt kaldte ham, har givet op.

Således prøvede han flere gange i perioden 2010-2016 at få fingre i fondens formue for at kunne betale sine personlige kreditorer.

På Twitter gav han i marts 2016 udtryk for sin frustration med tweets som ”Best.form. i Riskær Fond ...  nægter at hjælpe mig og kreditorer” og kritik af bestyrelsen for ”Skandaleforvaltning i Riskær Fond ... ”.

En abe ville have større succes end den siddende bestyrelse, sagde han til medierne og klagede herefter til erhvervsministeren. Men det kom der ikke noget ud af.

Både fondsbestyrelsen og Erhvervsstyrelsen afviste anklagerne, og til Børsen sagde fondens direktør, at man i de kommende år vil øge bevillingerne i et sådant omfang, at fonden på et tidspunkt vil forventes at afvikle sig selv.

Status på fonden i dag
I dag har Fonden af 1. december 1997 fortsat bestemmende indflydelse i selskabet CC Holding 2000 A/S, som der også står i vedtægten. Desuden ejer man aktier i forskellige selskaber og har købt fast ejendom til beboelses- og erhvervsformål.

Dog er Riskærs nuværende bolig ikke i fondens eje. Den ligger derimod i en ejendom ejet af anpartsselskabet Reboot – der tilhører tre Riskær-sønner.

På uddelingssiden samarbejder fonden med en række hospitaler, Frelsens Hær, Hjerneforeningen og Soldaterlegatet om at formidle legater til enkeltpersoner.

I 2016 blev det til 550 legater for i alt fire millioner kroner. Dertil kommer forskellige samarbejder blandt andet med virksomheden IoT Danmark om at etablere et mastesystem, der kan modtage signaler fra sensorer til måling af varme, vandflow med videre, og med Region Sjælland om et nyt koncept for fødeklinikker, der måske bliver udvidet til andre dele af landet.

Kollektiv forglemmelse
Venstres Søren Pind har fået ørerne i twittermaskinen efter i et debatindlæg i Berlingske at have luftet sin opfattelse af, at Riskærs svindel og bedrageri gør ham uværdig til at sidde i Folketinget.

Mens Søren Espersen fra DF svarer igen med argumentet om, at det er op til vælgerne, om de vil stemme på Riskær – og andre tidligere straffede personer.

Uanset om man hælder mest til Pinds eller Espersens synspunkt, så er den offentlige hukommelse kort, og de centrale mellemregninger bliver tit glemt i strømmen af nye begivenheder.

Derfor kan det forhåbentlig være nyttigt at få genopfrisket historien bag Klaus Riskær Pedersens fondseventyr.

Evnen til kollektiv forglemmelse gavner forførende opportunister, der er ferme til at spotte selv de mindste sprækker i vores stormaskede lovgivning – og hvis motiv først og fremmest er at optimere egen vinding.

Hvor en liberal lovgivning kan kendes på, at myndighedskontrol er godt, men at man ikke behøver at lovgive ned i mindste detalje, ser opportunister ofte deres chance heri. Det er præcis den disciplin, Riskær gennem årene har mestret til perfektion. Hvilket ikke er ment som en ros.

---

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Kommentaren er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Tarek Hussein: Et forbud mod LTF løser ingenting Tarek Hussein: Et forbud mod LTF løser ingenting
Civilt overblik: Døsige døgn i det civile Danmark

Civilt overblik: Døsige døgn i det civile Danmark

UGEREVY: Pengetørke kan koste sociale organisationer livet, frygter Frivilligrådet. Og et hemmelighedsfuldt netværk vil ruske op i ngo-sektoren. Velkommen til et civilt overblik fra en uge af de mere stilfærdige.