Organisation: Foreningslivet risikerer at blive en skillelinje for ulighed mellem børn og unge

Adgangen er ulige

Foreningslivet har historisk været en af de stærkeste motorer i det danske fællesskab, men adgangen er ikke længere lige. Flere analyser viser, at børn og unge i udsatte positioner deltager mindre i organiserede fritidsaktiviteter, selvom mange gerne vil.

Deltagelse hænger tæt sammen med sociale og økonomiske ressourcer, men også med om man er vokset op med foreningslivet som en naturlig del af livet. 

Foreningslivet er ikke bare fritid. Det er de vigtigste træningsbaner for demokrati.

Claes Horne Kjældgaard
Sekretariatschef, DUI Leg og VIrke

Hvis man ikke er det, er vejen ind langt sværere. Dermed risikerer foreningslivet at gå fra at være en løftestang til at blive en skillelinje. Ikke fordi det er intentionen, men fordi adgangen er ulige.

Foreningslivet er ikke bare fritid. Det er de vigtigste træningsbaner for demokrati. Her lærer børn og unge at samarbejde, tage ansvar og håndtere uenighed.

I DUI Leg og Virke møder vi mange børn og familier, som ikke har erfaring med at være en del af de fællesskaber, hvor man deltager, tager ansvar og får en stemme. Når de bliver en del af foreningslivet, kan vi se, hvordan både børn og voksne vokser ind i fællesskabet – og i det demokrati, der følger med. 

Når færre får adgang til de erfaringer, får det konsekvenser. Det svækker tilliden og sammenhængskraften i samfundet. 

Samtidig møder mange unge i dag verden gennem algoritmer frem for fællesskaber. Det gør ikke foreningslivet mindre vigtigt – tværtimod mere afgørende.

Samtidig er foreningslivet under pres. Mange foreninger bæres af generationer, der snart træder tilbage. Kravene til dokumentation og administration vokser. Og samarbejdet med det offentlige bliver mere komplekst.

Resultatet er en dobbelt udfordring: Flere står udenfor – og færre fællesskaber har ressourcerne til at invitere dem ind.

Kræver klare prioriteringer i politik

I disse uger lægges retningen for Danmark. Det er her, prioriteringerne formes – og her, risikoen er størst for, at ulighed reduceres til et spørgsmål om økonomi alene.

Debatten om ulighed fyldte meget under valgkampen, men hvis politikerne mener det alvorligt, når de taler om ulighed, er de nødt til at se på adgang til fællesskaber.

Foreningslivet er ikke en parentes i velfærdssamfundet. Det er en del af dets kritiske infrastruktur – og i praksis den vigtigste indgang til fællesskaber for børn og unge. 

Det handler ikke kun om fritid. Det handler om, hvilket samfund vi ønsker at være – og hvem der får lov til at være en del af det.

Claes Horne Kjældgaard
Sekretariatschef, DUI Leg og VIrke

Hvis vi vil mindske ulighed, kræver det, at flere børn og unge får en reel mulighed for at være med i fællesskaberne – i idrætsforeninger, fritidsfællesskaber og ungdomsorganisationer.

Det kræver klare prioriteringer i den politik, der formes nu. Hvis foreningslivet skal være en del af løsningen på ulighed, skal det behandles som en politisk prioritet.

Det kan for eksempel indebære en folkeoplysningslov, der målretter indsatsen mod børn uden for fællesskaber, stabile driftsmidler til organisationer, der reelt når udsatte børn – ikke kun kortsigtede projekter – og et forpligtende samarbejde mellem skoler, fritidsklubber og foreningsliv.

Danmark er et af verdens mest tillidsfulde samfund. Den tillid er bygget gennem generationer – blandt andet i foreningslivet.

Når flere står udenfor, svækkes tilliden. Og når tilliden svækkes, svækkes det, der binder samfundet sammen. Det handler ikke kun om fritid. Det handler om, hvilket samfund vi ønsker at være – og hvem der får lov til at være en del af det.

Når uligheden vokser, bliver fællesskabet mindre. Og når fællesskabet bliver mindre, bliver Danmark svagere.