Debat

Kommentar: Sociale ngo'er fanges i en udmarvende cirkel

KOMMENTAR: Sociale organisationer har hatten i hånden og klarer dagen og vejen med almisser fra stat og fonde, og der er for lidt gennemsigtighed i puljer og støtteordninger. Bag det ligger fire sociale hovedbrud og en ond cirkel, som Jon Kiellberg forklarer her.

Sociale organisationer skulle gerne hjælpe udsatte mennesker. Men ifølge Jon Kiellberg er små sociale ngo'er selv økonomisk udsatte i det store ræs efter fonds- og puljemidler.
Sociale organisationer skulle gerne hjælpe udsatte mennesker. Men ifølge Jon Kiellberg er små sociale ngo'er selv økonomisk udsatte i det store ræs efter fonds- og puljemidler.Foto: Björn Lindgren/Ritzau Scanpix
Jon Kiellberg
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der går ikke en uge, hvor jeg ikke møder sociale foreninger eller interesseorganisationer, som klager deres nød:

De lever på lånt tid, får ikke grundfinansiering, der tænkes alt for kortsigtet på socialområdet, og deres vitale sociale indsatser hverken værdsættes eller prioriteres af partier, fonde eller andre finansieringskilder. 

Med hatten i hånden
Jeg får af og til billedet af en social organisation som en gårdsanger, der i gamle dage gik fra gård til til gård med hatten i hånden for at samle småmønter til dagen og vejen. Mange bække små – som altid er små! Og ja, det minder ofte om almisse, når organisationer render fonde, politikere og andre donorer på dørene.

For de sociale ngo’er er helt og holdent afhængige af donorernes nåde og barmhjertelighed i bedste hattedamestil for at forsætte næste års projekter og tiltag, der gør en forskel for mennesker, som lever i udenforskab. Det er en kamp om midler og medieopmærksomhed.

For mange organisationer er det en ren overlevelseskamp, og de balancerer på en knivsæg for at finde finansiering i bestræbelserne på at udvikle sig som organisation eller styrke det frivillige arbejde. 

Her ville de 111 millioner, som er blevet røvet af en ansat og brugt til dyre heste og biler, være kærkomne, når hver en krone må vendes i dag i den sociale organisationsverden.

Nok er nok
Det er ganske enkelt uholdbart. Men få råber op. For de, som får penge og er støttet i årevis, går stille med dørene for ikke selv at blive ramt. Og de, som for alvor står med manglende grundfinansiering og støtte, er bange for, at hvis de råber op, saver de selv grenen, de sidder på, over.

Det er fint, at civilsamfundet og sociale organisationer hyldes og hædres af politikere til folkemøder, i festlige skåltaler og til arrangementer i civilsamfundet, men når der ikke følger hverken penge eller handlinger med, så klinger det noget hult.

Men jeg vil gerne slå et slag for, at vi er nødt til at se på den måde, som vi støtter sociale organisationer på i dag, hvis ikke vi skal ende som England, hvor de største organisationer får 86 procent af den samlede støtte, på trods af at de kun udgør tre procent af alle organisationer. Den samme udvikling ser vi herhjemme, hvor de store spiser de små. Og de små bliver som sultne piratfisk, der skal kæmpe om en meget lille luns, når først de store puljer er fordelt.

Vi bliver nødt til at skabe et nyt finansieringssystem, som tager et opgør med puljehelvedet og de fattiges finanslov.

Her er fire hovedårsager til, at vi er endt, hvor vi er:

1. Udsatte grupper som modefænomen
Der går ofte mode og dermed inflation i at hjælpe og støtte bestemte målgrupper og sociale indsatser, der er oppe i tiden. Det interessante er, at der ofte er en sammenhæng mellem mediernes dækning, politikernes interesse og fondenes støtte til bestemte grupper af udsatte.

I disse år er det især børn og unge, anbringelser, skoleområdet, læringsforløb for børn i udsatte boligområder og handicappede, der har fået bevågenhed. Bare læs det nye satspuljeudspil. For et par år siden var det unge hjemløse, som toppede listen. Det er der intet galt med. Det er uhyre vigtige sociale emner.

Men hvad med de sociale indsatser, der ikke har den samme politiske bevågenhed og interesse for dem, som giver pengene? Hvem støtter asylbørn, de prostituerede, de mange udfordringer med selvmord og ensomhed blandt mænd eller hatecrimes?

De mærkesager og indsatser lever et alt for stille liv. For den slags projekter er fondskasserne og offentlige puljer alt for ofte lukkede, og disse sociale indsatser ses ikke som investeringselementer for banker og pensionsselskaber. Så er der lidt spredte donationer fra private, som dog ikke batter for alvor i det samlede regnskab.

Svaret fra politisk side er ofte, at der jo er et hav af puljer at søge i Socialstyrelsen. Og det er der. Men i ni ud af ti tilfælde går de indsatser til kommunerne og ikke til samarbejdsprojekter med organisationer eller frivillige foreninger. Det til trods for, at vi ved, at de løfter en markant velfærdsopgave 365 dage om året.

2. Pulje- og projekthelvedet
Tankevirksomhed foregår i et hamsterhjul af projektfinansiering, hvor organisationen aldrig når at opbygge knowhow, kapacitet og dokumentation for, at organisationens indsats faktisk virker. Det er desværre en offentlig hemmelighed, at man bliver ved med at støtte projekter, som egentlig ikke fungerer, i håb om at de viser resultater på et tidspunkt, mens indsatser, der virker, ikke modtager støtte, fordi de ses som selvkørende.

Socialområdet er desværre baseret på fonde, kommuner, partier og sociale investeringsmodellers kortsigtede målsætninger. Hvad har en effekt her og nu? Hvad er afkastet? Hvad kan vi vise og dokumentere inden for en ramme på tre til fem år? Vi halser videre til næste projekt.

Ved vi om det virker? Nej, det ved vi ikke, men find på et nyt projekt, lyder mantraet ofte. Vi tænker ganske enkelt ikke langsigtet, sætter pandelampen på det lange lys i forhold til længerevarende, opbyggende indsatser for forebyggelse og mere helhedsorienterede indsatser.

3. Udsultningscirklen
Der er ganske enkelt et alt for lille og ringe administrationsbidrag til, at organisationer kan opbygge og udvikle den fornødne viden og organisering. Og mange fonde har ganske enkelt urealistiske forventninger til, hvad det koster at have en social organisation kørende. Et eksempel er, at fonde typisk kun giver seks til otte procent af deres fondsstøtte til administration.

Det kan de færreste organisationer leve af. Alt bliver målt og vejet. Ideen er jo grundlæggende rigtig; ngo'er skal hverken have en bugnende pengekiste, store flotte domiciler eller kaste rundt med penge til fede administrative lønninger.

Virkeligheden er dog en ganske anden. Der spinkes og spares på selv de mest basale ting i organisationen. Det er det, som kaldes the nonprofit starvation cycle, hvor en organisation halser efter penge hvert kvartal og hele tiden skal genopfinde sig selv for blot at modtage en smule støtte, så organisationen kan holde skindet på næsen.

I et kapløb om tid og penge hæmmes mange organisationer, fordi de ikke har ro til at styrke deres sociale indsatser. Der mangler ganske enkelt en fælles forståelse og anerkendelse af sociale organisationers levevilkår og effektivitet, både fra fondenes og det offentliges side.

4. Alles kamp mod alle snarere end fælles løsninger
Resultatet bliver en rovbegærlig kamp om de samme midler. Organisationer skræmmes fra at dele viden og metoder med andre, fordi de frygter, at andre vil udnytte dem.

Det betyder, at alle organisationer kommer til at løbe efter den samme bold, og at de ikke sætter sig sammen for at udvikle fælles løsninger på morgendagens udfordringer, fordi der hverken er overskud til det i en presset hverdag, eller fordi de frygter, at hvis mange organisationer går sammen om en fælles indsats betyder færre penge til ens egen organisation.

Derudover findes en tendens til, at de store nødhjælpsorganisationer og mastodonter på området får bevillinger i kraft af deres navn og mange års legitimitet, fremfor i visse tilfælde at se på, hvem der udfører opgaven bedst. Det er en problemstilling, som især fondene bør adressere de kommende år.

Men problemerne kan løses. Her er fem forslag til, hvordan betingelserne kan forbedres:

1. Fonde og offentlige puljer bør koordinere deres indsats, så hullerne i de udsattes danmarkskort dækkes. Der er gemen rod i statslige støttepuljer og tilskudssystemer herhjemme. Vi bruger blandt andet 45 milliarder kroner på socialområdet hvert år. Under ti procent af indsatserne er dokumenterede, og det betyder, at vi kun i få tilfælde reelt ved, om indsatsen virker. Man bør overveje at erstatte satspuljemidlerne med en helhedsorienteret socialpolitik, som bliver langt bedre koordineret og gennemsigtig, end tilfældet er i dag.

2. Mindre sociale organisationer bør have langt bedre mulighed for at synliggøre værdien af deres indsats for samfundet og for deres målgruppe. Der findes fonde, som har programmer, der hjælper sociale organisationer godt på vej til at styrke kapaciteten, og der er en række læringstrin til at opbygge viden og dokumentationsevnen. Men omfanget er ganske enkelt for småt, og behovet er tilsvarende stort.

3. Bedre muligheder for, at mindre organisationer kan få hjælp til at styrke deres dokumentation af deres praksis og formidling af den.

4. At civilsamfundsorganisationer i højere grad end i dag indskrives i offentlige puljer som de offentlige velfærdsinstitutioners ligeværdige partnere. I disse år er der et stigende behov for mere komplekse løsninger, og for at indsatser bygger på relationsvelfærd og nye inkluderende fællesskaber for at få de mest udsatte med i samfundet. Blandt andet udfylder de frivillige et tomrum i velfærdssamfundet, fordi de ikke er en del af ”systemet” og ses som en ligeværdig aktør i forholdet til borgeren. Her spiller sociale ngo'er en afgørende rolle som det offentliges samarbejdspartner.

5. At organisationerne også ser indad. Hvordan kan de samarbejde med andre ngo'er, virksomheder og kommuner og skabe partnerskaber og alliancer, så de får større trækkraft og gennemslagskraft for en sag og dermed kommer de udsatte målgrupper bedst muligt til gode. Alle aktører på det sociale område bør være med til at nedbryde silotænkningen.

Der er ingen entydige svar eller udtømmende løsninger på de ovenstående benspænd og hovedbrud for sociale organisationer. Men der er brug for at synliggøre, at ngo'er og frivillige foreninger står med alvorlige udfordringer i at opbygge deres egen infrastruktur og skabe de bedste betingelser for deres sociale projekter, som i sidste ende har stor betydning for indsatsen for udsatte og sårbare mennesker.

---

Jon Kiellberg er rådgiver og direktør i Re-Mind, som er et specialiseret kommunikationsbureau, der arbejder med organisationers sociale, bæredygtige og økonomiske bundlinjer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jon Kiellberg

Direktør, ledelsesrådgiver, Re-Mind
cand.scient.adm. (RUC 2006)

0:000:00