Konsulent: Foreningerne bløder, fordi de frivillige holdes udenfor

Af Rami Panduro Zouzou
Konsulent, Tell2change

Kampvalget til det nye frivilligråd giver tid til refleksioner om, hvad vi vil med de frivillige. For det er uden tvivl kompetente, professionelle kræfter, der er opstillet. De eneste, der glimrer ved deres fravær, når fremtidens civilsamfund skal tegnes er: De frivillige.

Danskerne er stolte af foreningslivet, som er en hjørnesten i den danske kulturarv, der hylder den særlige danske, demokratiske tradition. I skåltaler lovpriser politikere og embedsmænd den frivillige indsats, som bidrager til at fastholde og udvikle foreningsidrætten.

Foreninger er mere end bare frivilligt arbejde
Det er jo smukt. Men mange danske foreninger oplever imidlertid et markant fald i antallet af frivillige.  For når man taler om foreningslivet i dag, er det som om, at man har glemt, hvad der historisk set fik foreningerne til at vokse og skabe mening.

For foreningstanken byggede i sin vorden aldrig på frivillighed alene; men et incitament hvilende på en fælles vision, der sikrede alle involverede indflydelse på målindfrielsen.  

Arbejderbevægelsen ønskede bedre arbejdsvilkår og andelsbevægelsen nye og mere konkurrencedygtige produktionsformer. Blot for at nævne nogle få.

Når man taler om foreningslivet i dag, er det som om, at man har glemt, hvad der historisk set fik foreningerne til at vokse og skabe mening.

Rami Panduro Zouzou
Konsulent, Tell2change

Kendetegnet for bevægelserne var, at de var folkelige og demokratiske, og medlemmerne havde konkret indflydelse på politik, strategi og implementering. Derfor engagerede man sig, og man var villig til at yde en ekstraordinær og frivillig indsats, for at foreningen kunne vækste.

Af-demokratisering
Det er langt fra tilfældet i dag, hvor foreningernes aktører er reduceret til nyttige idioter, der sjældent involveres, når de store linjer skal tegnes. I stedet svinger de professionelle aktører taktstokken med den sædvanlige retorik om, at det er de frivillige, praktikerne med fingeren på pulsen, som forstår, hvordan virkeligheden ser ud.

De frivillige har dog ikke megen forstand på teorien, der ligger til grund for strategisk og innovativ tænkning omkring udviklingen af civilsamfundet og foreningslivet, hvorfor deres kompetencer helst kun skal i spil ved de evindelige seminarer og workshops.

På den måde fjerner man mere og mere ansvar fra foreningerne. Det ansvar, der i 1800-tallet bidrog til, at andelsbevægelsen og arbejderbevægelsen skabte resultater.

Man har af-demokratiseret processerne og deponeret ansvaret for udvikling og innovation hos nogle professionelle aktører i politisk definerede enheder, hvilket står i skarp kontrast til, hvad der historisk har bidraget til innovation og udvikling.

Skåltaler er ikke nok
Resultatet er desværre, at de frivillige ikke længere kan se en mening med deres indsats, da man har skabt så mange faste definitioner for det frivillige arbejde, at man har kvalt de frivilliges motivation for at gøre netop dét, de altid har gjort; ydet en ekstra indsats, for at sikre, at deres mål blev indfriet.

Derfor bløder foreningerne frivilligt blod, da de frivillige helt naturligt søger derhen, hvor de anerkendes som andet end praktikere. Der hvor de kan præge udviklingen. For det sker desværre alt for sjældent, når fremtiden for civilsamfundet skal politisk defineres. Her har de professionelle aktører taget patent på magten.

Fra tid til anden bydes de frivillige dog indenfor til middag og skåltaler. Bare de husker at finde døren igen, når strategien skal lægges. Der skal nemlig fagfolk til.