Kunne nogen i civilsamfundet være så venlig at give Borgen et skud vitaminer?

Tænk, hvis politikere var mere optaget af at finde løsninger på samfundets problemer frem for gang på gang at fokusere på problemer, symbolpolitik og hovsa-panik-løsningsforslag – som ikke rækker længere end til den næste valgperiode.

Af og til virker det nærmest, som om mange ministre og politikere – inden for Borgens tykke mure – er mere optaget af at finde mørkelygten frem og spotte politiske skyggeområder. I stedet burde de komme med konkrete initiativer til at løse udfordringer i forhold til integration, forebygge bandekriminalitet eller for alvor bryde den negative sociale arv, som stort set er uændret de sidste fire årtier.  

Men hvis ministre og politikere ikke bruger tiden på at udvikle politik – hvad bruger de den så på?

Tja. Måske har mange politikere og ministre for travlt med at grave grøfter, føre politiske skyttegravskrige eller lege pege-fingre-ad-politik. Som den franske præsident Macron skriver i sin bog ’Revolution’:

Politikudviklingen kører ikke alene i tomgang på Borgen. Motoren er ved at løbe tør for brændstof.

Jon Kiellberg
Direktør, Re-Mind

”Hvis bare vi politikere tog vores afsæt i ’for noget’ frem for altid ’mod noget’”.

I samme boldgade udtalte den tidligere direktør i Socialstyrelsen Knud Aarup på Folkemødet i sommer:

"Jeg kunne godt tænke mig, at politikere fokuserede på at løse sociale problemer frem for at vedligeholde dem."

Det kan ikke være meget bedre formuleret, hvis vi ser på en række store politiske emner, som i årevis ikke er blevet løst eller har rykket sig ud af flækken i forhold til nytænkning og idéudvikling. Viljen til handling, til at udforme nye progressive politiske ideer og til at ændre tingenes tilstand findes i stigende grad udenfor Slotsholmen. Initiativretten overlades til civilsamfundets aktører, som skaber nye velfærdsløsninger på kryds og tværs af sektorer. En tidligere chefredaktør på Politiken sagde engang til mig:

"De bedste politiske journalister sidder udenfor Borgen"

Det var hans vurdering. Måske er dette i højere grad gældende for politikere.

Lad mig give tre eksempler:  

1. Integrationspakker i stakkevis
Skiftende regeringer har siden 1999 lanceret ikke mindre end 21 integrationspakker. Og mon ikke den næste er på vej. Den ene plan har afløst den anden, mens eneste ændring i integrationsdebatten er, at tonen er skruet op til højeste decibel. På trods af de ufattelig mange pakkeløsninger er resultaterne forsvindende små og udbyttet sparsomt. Det gælder også Lars Løkkes stort anlagte topmøde ’Sammen om integration’ på Marienborg i 2015.

Her to år efter er det så om så med effekterne af topmødet på trods af de gode intentioner. Jo, antallet af flygtninge og nydanskere på beskæftigelse er da stærkt stigende. Men det er først og fremmest nydanskerne selv og virksomhedernes fortjeneste. Ligesom vi så det i 00'erne, hvor nydanskerne strømmede ud på arbejdsmarkedet – ikke mindst på grund af konjunkturerne. Det vi dengang kaldte den stille revolution på arbejdsmarkedet.

Politikudviklingen og nye værktøjer, der bruges til integration af indvandrere og efterkommere, kommer ganske enkelt fra brancheorganisationer, virksomheder og NGO'er, som hver dag arbejder benhårdt for at styrke integrationen på arbejdsmarkedet. Den ene politikers stemme efter den andens bliver mere højtråbende og skinger. Mens politikerne ene og alene er optagede af at finde symbolske hår i suppen. Det er alliancerne mellem parterne udenfor Borgen, der skaber og skubber politikudviklingen i den rigtige retning.

2. Ghettoideologi
Når politikerne gang på gang problematiserer ghettoerne og de socialt udsatte boligområder, så er det hverken boligministeren eller udlændinge- og integrationsordførerne, som skaber bedre rammer for beboerne i udsatte boligområdet. Det er fonde, lokalsamfundet, almene boligselskaber og frivillige, som hver dag gør en forskel i udsatte boligområder. De bygger bro mellem beboerne, skaber områdefornyelser og er med til at styrke integrationen mellem bykvarterer og karreer.

Faktisk er der alene i København siden 2004 sket en enorm social udligning i udsatte boligområder. Men de gode nyheder bliver alt for ofte overdøvet af politikernes brandtale om, hvor slemt det står til. Brandtalen om, at alting bliver værre og at problemerne skaleres op i bredformat. Alt imens civilsamfundet koncentrerer sig om rent faktisk at løse problemerne og udvikle nye metoder til at mindske ghettoiseringen.

3. Hjemløse-højhus af guld
Endnu værre står det til på hjemløseområdet. År efter år er der lanceret den ene hjemløsestrategi efter den anden fra politisk hold – uanset partifarve. Og på trods af, at der er blevet afsat tocifrede millionbeløb af til hjemløseområdet, er antallet af unge hjemløse fordoblet på otte år. Og uanset alder er antallet af hjemløse stødt stigende, uden at politikerne har fundet kimen til løsningen.

Nu lanceres så en ny hjemløseplan fra børne- og socialminister Mai Mercado (C) med udgangspunkt i den samme strategi, som vi har set de sidste 10 år: ’Housing first’. Det er på trods af, at det ikke har hjulpet synderligt, da hjemløse har langt større udfordringer end det at have tag over hovedet. Som en ordfører fra Venstre på et tidspunkt pointerede: For de mange millioner af kroner, som den ene hjemløsestrategi efter den anden har kostet, kunne vi have bygget et højhus med butler og guldhåndvask til samtlige hjemløse i Danmark.

Igen: Den politiske pickup er kørt fast i den samme rille, fordi den samme skive af uopfindsomhed er blevet sat på år efter år. Det er i høj grad embedsmandsværket, der har ansvar for det. Men ser vi ud mod civilsamfundet er der derimod alliancer, gadeprojekter, frivillige og nytænkende NGO'er, som tager skeen i den anden hånd og skaber nye og vedvarende løsninger for de hjemløse.

Spørgsmålet er, om ministre og embedsmænd helt grundlæggende er ved at gøre sig overflødige i samfunds- og politikudviklingen?

Hvis svaret er ja, hvem skal så overhovedet innovere den offentlige sektor og skabe nye bæredygtige løsninger – hvis politikerne ikke vil, og embedsmændene ikke kan – fordi de hænger fast i institutionelle dydsmønstre?

Frisætning af Folketinget: Nyt ilt til Slotsholmen
Ligesom vi har frikommuner, bør vi overveje at have et ’fri-folketing’, hvor organisationer, NGO'er og civilsamfundet får et par år på Slotsholmen for at inspirere både ministre, politikere og embedsmænd til at skabe nye samfundsideer, forebyggende fremskridt og nye protyper på løsninger.

Så kunne vi for en stund sende embedsmænd ud i virkeligheden, hvor de kunne få jord under neglene og være med til at skabe lovgivende praksisser for indsatser, som borgerne er optaget af. Vi har med andre ord brug for en frisættelse af forvaltningen og større inddragelse af foreningsfællesskaber.

Som den tidligere departementschef Jørgen Rosted udtalte til JP sidste år:

"Udviklingen af ny original politik, der kan takle tidens største udfordringer, er gået i stå i Danmark"

Både Borgen og Slotsholmen trænger til en kraftig politisk vitaminindsprøjtning – frem for vanetænkning, klassiske økonomiske rygmarvsreaktioner og evindelige politiske trækasserier mellem politikerne. Politikudviklingen kører ikke alene i tomgang på Borgen. Motoren er er ved løbe tør for brændstof. Alt imens organisations- og foreningsdanmark hver dag skaber konkrete forandringer og nye politiske løsninger på samfundets udfordringer.

Jon Kiellberg er rådgiver og direktør i Re-Mind, som er et specialiseret kommunikationsbureau, der arbejder med organisationers sociale, bæredygtige og økonomiske bundlinjer.