Debat

Sociale civilaktører: Skattelettelser i toppen gør ondt i bunden

DEBAT: Der er (desværre) hårdt brug for sociale civilsamfundstilbud som Mødrehjælpen og Kirkens Korshær. Derfor lyder opfordringen fra organisationerne til regeringen: Tag ikke penge fra tilbud som vores, som også det offentlige og borgere i nød nyder godt af. 

Mens andre bliver rigere og rigere, får de udsatte det sværere og sværere, skriver Mødrehjælpen og Kirkens Korshær.
Mens andre bliver rigere og rigere, får de udsatte det sværere og sværere, skriver Mødrehjælpen og Kirkens Korshær.Foto: /ritzau/Rasmus Flindt Pedersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mads Roke Clausen og Helle Christiansen
Hhv. direktør i Mødrehjælpen og chef for Kirkens Korshær

På listen over de 1038 foreninger, der er godkendt som almennyttige, fylder vi som organisationer ikke andet end 27 tegn. Men for de mennesker, Mødrehjælpen og Kirkens Korshær hjælper i Danmark, betyder vi så meget mere. Vi giver håb. Vi giver støtte. Vi giver respekt, omsorg, råd og vejledning til udsatte borgere i vores land. Store som små.

Når man tænker på den afsindige rigdom, vi omgiver os med i Danmark, kan det måske være svært at forstå, at behovet er der. Men det er det. Når vi giver skattelettelser i toppen, er det måske svært at forstå, at det gør ondt i bunden. Men det gør det. 

Vi ser dem hver dag; unge og familier, der ikke kan få enderne til at mødes. Mens andre bliver rigere og rigere, får de det sværere og sværere. Der er borgere i det her land, der mangler penge og overskud til at sikre børn basale fornødenheder som madpakker og vinterjakker. Det er nogle af dem, vi hjælper.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Der er brug for sociale tilbud i civilsamfundet
Og det er nogle af dem, der vil kunne mærke konsekvenserne af, at adgangen til kompensation af købsmoms indskrænkes. Som ordningen er skruet sammen nu, budgetterer Kirkens Korshær med at få kompensation for cirka 30 procent af købsmomsen. I år regner vi med et beløb på omkring 4,5 millioner kroner. Det svarer til det familiestøttende arbejde, Kirkens Korshær udfører på seks, snart syv, lokationer i Danmark.

Det er trist at måtte meddele, at det familiestøttende arbejde desværre er i vækst. Det samme gælder i Mødrehjælpen, der løbende udvider sine tilbud til gravide og sårbare familier. Alene sidste år imødekom Mødrehjælpen 16.205 henvendelser om støtte og rådgivning. Hvis de 800.000 kroner falder bort, vil også det have mærkbare konsekvenser for op til 900 sårbare og udsatte familier.

I den bedste af alle verdener var organisationer som Mødrehjælpen og Kirkens Korshær overflødige. Med tilsammen 139 års erfaring må vi se i øjnene, at den verden ikke indtræffer lige med det samme. 

Mads Roke Clausen og Helle Christiansen
Hhv. direktør i Mødrehjælpen og chef for Kirkens Korshær

Samtidig er vi – på tærsklen til en ny civilsamfundsstrategi – til stadighed en større og større ressource for det offentlige. Vi bliver tænkt ind på kryds og på tværs i konkret opgaveløsning og som en integreret del af vores samfundsmodel. Det er vi, vores brugere og frivillige glade for. For det er en anerkendelse af, at der er brug for vores tilbud, og at vi kan noget særligt. Og at vi er bedst i fællesskab.

I bedste fald var vi overflødige
Mødrehjælpen og Kirkens Korshær yder humanitær bistand på hjemmefronten. Vi hjælper folk i nød. Det er konstant og insisterende arbejde, der kræver ressourcer. De kommer ikke af sig selv. Hver dag er en kamp for at sikre økonomi og hænder. Udvikle partnerskaber med erhvervsliv og fonde. Søge puljer og midler, skabe opmærksomhed, tiltrække og fastholde frivillige og støttemedlemmer. Ingen donationer er for små, for presset er massivt.

I den bedste af alle verdener var organisationer som Mødrehjælpen og Kirkens Korshær overflødige. Med tilsammen 139 års erfaring må vi se i øjnene, at den verden ikke indtræffer lige med det samme. 

Derfor er det vores håb, at de 67,1 millioner kroner, der er afsat i reserve til almennyttige foreninger for at opfylde ’ordningens oprindelige hensigt’, som det hedder i forslaget til næste års finanslov, lever op til netop det. At det ikke bliver et figenblad til at tage midler fra organisationer som vores, hvor brugerne har så hårdt brug for, at vi er der. At det bliver en ordning uden administrativt bøvl. En ordning, der gør vores bekymring for, om der er plads til de nødvendige initiativer og den vækst i vores tilbud, som politikerne efterspørger hos os, til skamme.

Vi stiller os – naturligvis – til rådighed for Slotsholmen, så vi sammen kan finde en god model, der fremadrettet kan sikre et godt udgangspunkt for de almennyttige, humanitære organisationer. Og i sidste ende for de mange tusinder af mennesker i Danmark, der har brug for vores hjælp.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Christiansen

Fhv. chef, Kirkens Korshær
cand.theol. (1984)

Mads Roke Clausen

Direktør, Landsorganisationen for sociale tilbud, bestyrelsesmedlem, Bikubenfonden og Liljeborgfonden
cand.scient.adm. (RUC 1997), Diploma in Organisational Leadership (University of Oxford 2017)

0:000:00