Nyt videnscenter skal rydde ud i misforståelserne om fonde

FOND FACTS: Danskerne ved for lidt om, hvordan fonde arbejder. Og det er fondenes egen skyld, mener Lars Hansen og Jesper Nygård. Om to-tre år skal der være færre misforståelser i debatten om fonde, bebuder formanden og næstformanden for Fondenes Videnscenter.

”Vi er måske som sektor lidt misforstået. Og det er selvforskyldt.”

Der er hverken klynk i tonen eller pegende fingre hos Lars Hansen, direktør i Villum Fonden og formand for det kommende Fondenes Videnscenter.

”Folk kan ikke kende forskel på almennyttige fonde, erhvervsdrivende fonde og kapitalfonde. Og det er på grund af dårlig kommunikation fra os,” siger han.

Lars Hansen og videnscentrets næstformand Jesper Nygård, som også er direktør i Realdania, har indvilget i at kridte banen op for det videnscenter, de forventer er i drift om et lille halvt år.

34 fonde og fondslignende foreninger stiftede i midten af december foreningen bag videnscentret. Planen er nu, at der hen over sommeren skal være ansat to-tre sekretariatsmedarbejdere, som med hjælp fra studentermedarbejdere skal kaste sig over arbejdet med at indsamle og formidle valide data om fondssektoren.

Og justeringen af danskernes fondsbillede er en af de mere påtrængende opgaver. En anden lige så højt vægtet opgave er at skabe en platform for netværk og vidensdeling mellem fondene. Den vender vi tilbage til.

"Der er ikke et klart samfundsmæssigt billede af den filantropiske nytteværdi, fondene skaber," siger Jesper Nygård, direktør i Realdania. [Foto: Leif Tuxen]

 

Fondene må tage deres egen eksistens alvorligt
For vi er slet ikke færdige med fondenes eksterne kommunikation. Der er simpelthen behov for mere – og mere præcis – information om, hvad fondene foretager sig, mener Jesper Nygård.

”Der er ikke et klart samfundsmæssigt billede af den filantropiske nytteværdi, fondene skaber, men heller ikke af den arbejdsmæssige nytteværdi af at holde tidligere privatejede danske virksomheder på fondseje,” siger han.

Det er de færreste, der ved, hvor mange fonde der findes, hvad de deler ud til, og hvilke områder der får flest penge, pointerer Lars Hansen.

”Der florerer en opfattelse af, at fondene ikke betaler skat, men det gør vi. Vi betaler i bund og grund 100 procent i skat, fordi de penge, der kommer ind, ryger ud igen og bliver til almennytte. Så hele sektoren er underbelyst,” siger han.

Jesper Nygård og Lars Hansen påpeger, at fondenes uddelinger er steget markant over de senere år. Og med det voksende uddelingsbehov er der fulgt en erkendelse af, at fondene må skrue op for informationen om aktiviteterne.

”Vi plejer at sige, at der bliver forhandlet om et sted mellem tre og fire milliarder kroner ved finanslovforhandlingerne. Og i 2016 år delte vi godt og vel 16 milliarder ud. Det betyder, at vi er nødt til at fortælle, hvem vi er,” siger Lars Hansen:

”Der er kommet en erkendelse i sektoren af, at vi bliver nødt til at tage vores egen eksistens mere alvorligt, og at vi anerkender os selv som en stor magtfaktor.”

Jesper Nygård tilføjer, at det famøse lovforslag, L71, om at afskaffe to af fondenes skattefradrag, var et wakeup-call.

”Da politikerne over night – i et fuldt legitimt ønske om at finde nogle penge – gik i gang med det indgreb, afslørede det meget stor mangel på viden om, hvad virkningerne i virkeligheden var. Det kan man jo ikke med rette klandre politikerne for. Vi har også selv et ansvar for at orientere og gøre tingene synlige,” siger han.

Fondene arbejder helt anderledes end før
Jesper Nygård påpeger, at fondenes måde at arbejde på er under hastig forandring. Da han selv kom til Realdania i 2013, blev han jævnligt mødt med et overbærende smil fra folk, der spurgte ham, hvorfor han overhovedet gad at være direktør i sådan en fondslignende størrelse.

”'Det er sådan et sted, hvor man møder sent; I sidder fem-ti mand; der er kommet syv ansøgninger, og du har en til at åbne dem; du kigger på dem, siger ja til tre og nej til fire. Så spiser du en frokost, så du kan holde kampvægten og går hjem kvart over et. Det gider du sgu da ikke',” fortæller Jesper Nygård. Men billedet holder ikke, påpeger han.

”Det er muligt, at der engang var fonde, der arbejdede sådan, men det gør en moderne fond jo slet ikke. Her handler det om at skabe effekt af det, vi laver. Det er lige så krævende at lave filantropisk arbejde, som det er at lave alt muligt andet i vores samfund. Og den viden, vi bidrager med, er oftest lige så vigtig som de penge, vi bidrager med,” siger Jesper Nygård og tilføjer:

”Der er virkelig nogle fortællinger, som vi rigtig gerne vil længere ud med.”

"Det er helt oplagt, at vi ikke er i gang med at blive en brancheforening," siger Lars Hansen, direktør i Villum Fonden. [Foto: Villum Fonden]

 

Især til gavn for de små
Og så er der det interne behov. Nemlig det, der handler om at dele viden på tværs af sektoren – og undgå at gå rundt og parallelt opfinde en hel stabel af dybe tallerkener.

”Hvis videnscentret var stiftet for to-tre år siden, kunne vi så have forberedt os på EU's dataforordning i fællesskab? Eller når amerikansk forskning giver bud på fondes samskabelsesteori; kunne vi så i fællesskab overveje, hvordan det skulle tolkes i en dansk kontekst?” spørger Jesper Nygård.

Lars Hansen mener, at videnscentret kan være til stor gavn for ikke mindst for de mindre fonde. ”Det er måske her, man kan gå hen og lære noget om effekten af et projekt inden for socialområdet, eller hvordan de lidt større fonde håndterer fondsmomsen,” siger han og tilføjer:

”Vi plejer at smile af, at vi laver mange rapporter alle sammen – impact studies og evalueringsrapporter. Og jeg kan love dig, at de ryger direkte ind på reolen. Derfor er det godt at have et sted, hvor man kan se, hvem der ellers har gjort noget på det ene eller det andet område.”

Jesper Nygård peger på, at det ikke mindst kan lette processen med at finde relevante samarbejdspartnere.

”Centret giver overblik over, hvad der ligger af viden, som man kan tappe direkte ind i og arbejde videre på eller bygge ovenpå – og hvem der er den fødte samarbejdspartner. Det at finde de rigtige parter er ikke altid lige oplagt og lige let,” siger han og tilføjer:

”Hvis viden er lige så vigtig som penge, så opnår vi jo størst mulig effekt ved, at den viden kommer ud til flest mulige. Og at facilitere det via et samarbejde, der gør det nemmere at sprede den viden, er der i sig selv et gigantpotentiale i.”

En brancheforening er ikke i støbeskeen
Hvad ser I det her udvikle sig til, hvis I skal kigge lidt ud i fremtiden?

”Et supergodt videnscenter for Danmarks fonde. Det udvikler sig ikke til andet end det,” siger Lars Hansen – med slet skjult henvisning til diskussionerne om, hvorvidt centret er starten på en brancheorganisation for fonde.

”Fondsverdenen er jo alt fra små lokale fonde op til kæmpestore erhvervsdrivende fonde, hvis primære opgave er jo at være ejere af industrikoncerner. Så vi er 14.000 potentielle medlemmer, og vi spænder godt nok vidt. Og det er også derfor, det er helt oplagt, at vi ikke er i gang med at blive en brancheforening. Man kan ikke favne det her felt,” siger Lars Hansen.

Derimod skal videnscentret om to-tre år være den førende autoritet på viden om fonde. Den kilde, enhver kontakter som den første, når man søger viden om fondes virke.

”En succes for mig vil være, at om to eller tre år er det sekretariatschefen, du ringer til, når du skal have noget at vide om fonde. Og det er også det sted, vi selv kontakter. Centret skal være en kvalificeret stemme om data. Og det er en kæmpestor opgave,” siger Lars Hansen:

”Og så vil det være en succes for mig, hvis der er færre usikkerhedsmomenter i debatten om fonde, fordi vi til den tid har forklaret vores positioner bedre.”

Forrige artikel Danmarks første borgerforslag skal i Folketinget Danmarks første borgerforslag skal i Folketinget Næste artikel SF-profil ny direktør i Mødrehjælpen: Der sker spændende ting i den civile sektor SF-profil ny direktør i Mødrehjælpen: Der sker spændende ting i den civile sektor
  • Anmeld

    Vibeke Molin · Fondssekretariatsleder

    Godt for de små fonde

    Jeg er administrator for en lille fond: Idéer for livet Fonden, stiftet af pensionsselskabet Skandia i 1998. Jeg ser frem til dette videnscenter, og håber, at der også blive fokus på de små fonde, der mangler netværk og inspiration til håndtering af ansøgere.

  • Anmeld

    Raymond Hills

    donation til dig

    God dag,
    Jeg hedder Mavis Wanczyk, vinder af jackpotten på $ 758.7 millioner i august 2017. Jeg og min familie har besluttet at uddele 5 millioner dollars hver for få heldige personer over hele verden. Kontakt mig via
    Email: maviswanczyk12345@gmail.com for info / krav.

    Fortsæt med at læse:
    http://Money.cnn.com/2017/08/23/News/Powerball-700-Million-Jackpot/Index.html

    Alt det bedste,
    Mavis Wanczyk.