Skal vi overlade kulturpolitikken til kommunerne og de private fonde?

KLUMME: Hvor er det ærgerligt, at kulturens egen minister accepterer en finansministeriel grundpræmis, der reducerer kunst og kultur til en udgift, skriver Birgitte Boesen.

For nylig varslede Nationalmuseet besparelser på 30,6 millioner kroner. Udmeldingen kom ikke uventet, for der har længe været økonomiske udfordringer hos både statslige og statsanerkendte kulturinstitutioner. De er pressede af regeringens omprioriteringsbidrag, hvor kravet om årlige reduktioner på to procent i de statslige bevillinger langsomt udhuler fundamentet.

Da ordningen blev indført i 2016, forlød det, at grønthøsteren skulle snitte toppen af det statslige kulturbudget frem til og med 2019. På det tidspunkt ville kulturlivet have sendt mere end 600 millioner kroner retur til statskassen, men nu er der udsigt til, at ’høsten’ bliver endnu større, for i mellemtiden er de årlige besparelser forlænget frem til 2021. Foreløbigt. Og netop den usikkerhed, der kommer af det lille ord ’foreløbig’, er med til at presse institutionerne yderligere.

Situationen fik allerede for et par år siden Ny Carlsbergfondets bestyrelsesformand, Karsten Ohrt, til at kritisere Finansministeriets automatiske omprioriteringsbidrag, som han i Politiken kaldte for en ”ukrudtsbrænder, som tager alt grønt, der pibler op”.

Fondet er i sin tid stiftet på et fundament af engagement og lidenskab og en tro på, at kunsten kan berige menneskers liv. I international sammenhæng er fondet blandt de mest toneangivende på kunstområdet og har siden begyndelsen af 1900-tallet været en institution i dansk kunstliv.

Ligesom med andre fonde, der støtter kunsten og kulturen, arbejder Ny Carlsbergfondet ud fra en klar holdning til, at kunst spiller en rolle for den måde, vi er som mennesker, og at det derfor er vigtigt, at borgerne har mulighed for at møde kunst af høj kvalitet i dagliglivet – på institutioner og i offentlige rum.

Skal museerne sættes fri?
Nu kunne man tro, at der i begrebet statslig omprioritering ligger en vis valgfrihed i forhold til, hvor institutionerne vil spare. Men sådan hænger logikken ikke sammen, og der er langtfra frit valg på alle hylder. Det stod klart, da tre museumschefer på Folkemødet mødtes til en diskussion med DF’s kulturordfører, Alex Ahrendtsen, over emnet ”Skal museerne sættes fri” – underforstået: Skal staten slække på kravene til de statsstøttede museer?

Blandt panelets deltagere var Mikkel Bogh, der er direktør på Statens Museum for Kunst, SMK. Bogh var i april aktuel i medierne med en udmelding om, at det statslige museum kan se frem til at lukke i 2034, hvis besparelserne fortsætter i den nuværende takt. Ligesom Nationalmuseet skal leve op til sit særlige ansvar som kulturhistorisk hovedmuseum, har SMK en særlig opgave i at være hovedmuseum for billedkunst. Begge skal de yde faglig bistand til alle de andre statslige og statsanerkendte museer på områder, hvor der er brug for særlig viden og indsigt.

De to statslige museer er ikke alene om at advare mod udviklingen. Tilsvarende toner lyder også fra Nationalbiblioteket, hvis direktør Svend Larsen allerede i 2016 måtte gennemføre besparelsesrunder på det dengang netop fusionerede Nationalbibliotek. Konkret betød det, at man nedlagde henholdsvis 43 ud af 322 stillinger på Det Kongelige Bibliotek og 27 ud af 220 stillinger på Statsbiblioteket i Aarhus. I april i år kaldte han de fortsatte to-procentsbesparelser for ødelæggende for varetagelsen af nationalbibliotekets kerneopgaver.

Kunsten at skabe en sund økonomi
For en moderne kulturinstitution er det således en kunst i sig selv at skabe en sund økonomi. For alle kulturinstitutioner gælder det indlysende krav, at deres samlinger skal være tilgængelige for publikum og tilbyde nye oplevelser. Hele grundforudsætningen for at være en relevant kulturinstitution for den brede offentlighed bygger på brugervenlige åbningstider, attraktive cafétilbud, velassorterede museumsbutikker og spektakulære formidlingsinitiativer.

Dertil kommer så de særlige forpligtelser, som skaber værdi på den lange bane, men som også koster på budgettet. Det kan for eksempel være at indsamle og registrere værker, digitalisere samlingerne og sikre en forsvarlig opmagasinering og en forsvarlig opbevaring af de værdier, man har ansvaret for.

Læg dertil aflønning af forskere, ph.d.er, kommunikatører og faglige formidlere. Uden ny viden er der intet potentiale for at udvikle en moderne museumsprofil, der er i stand til at skabe nye spændende oplevelser som supplement til det eksisterende. Kulturinstitutionerne forvalter vores fælles kulturarv, vores kunst- og kulturhistorie, og giver os adgang til nye strømninger fra ind- og udland, som uden disse institutioner ville være svært tilgængelige.

Hus forbi hos kulturministeren
Men tilbage til nedskæringerne på Nationalmuseet. Hvordan de helt præcist kommer til at foregå, må vi vente til oktober med at få mere at vide om, men det står allerede nu klart, at besparelserne får konsekvenser for både aktiviteter og personale. Rane Willerslev, der for et år siden overtog direktørstolen, siger i en kommentar, at han ”har brugt enhver anledning til at forsøge at råbe politikerne op. Men der er desværre ingen tegn på, at nedskæringerne bliver taget af plakaten”.

Kulturministeren melder hus forbi, med henvisning til at det er nødvendigt at fortsætte de statslige besparelser på kunst- og kulturbudgetterne i de kommende år, for ”hvis der skal være råd til en opprioritering af vores kernevelfærd, så koster det andre steder,” som Mette Bock i april skrev til Politiken, da det stod klart, at regeringen ønsker at forlænge omprioriteringsbidraget foreløbig til og med 2021.

Hvor er visionen?
Det er svært at se det visionære i dét forsvar for en fortsættelse af to-procentsbesparelserne på kunst og kultur. Og hvor er det ærgerligt, at kulturens egen minister accepterer en finansministeriel grundpræmis, der reducerer kunst og kultur til en udgift.

Her kunne ministeren lade sig inspirere af landets kommuner, der – måske noget overset – bidrager til kulturens institutioner med cirka samme beløbsstørrelse, som staten gør – og i stort omfang gør det i anerkendelse af, at et aktivt kulturliv har værdi som lokal markør og er attraktivt for både borgere og besøgende.

Det er samtidig tankevækkende, at flere af landets toneangivende kunst- og kulturfonde i disse år udvikler og styrker deres visioner for, hvordan de bedst muligt kan opfylde deres kulturformål. Med nye uddelingsstrategier skabes i disse år grundlaget for et langsigtet engagement i kulturens ve og vel. Med 2,5 milliarder kroner i årlige tilskud er kulturlivet i øvrigt den andenstørste modtagergruppe af private fondsmidler – kun overgået af videnskab og forskning.

Folkelig museumstradition
Herhjemme kan vi være stolte af vores folkelige museumstradition. Det afspejler sig blandt andet i de mange tusinde frivillige, der lægger masser af timer i at skabe gode rammer – og som er en naturlig del af enhver moderne kulturinstitution. Og netop vores fælles kunst- og kulturhistorie, inklusive samtidskunsten – der jo på et tidspunkt også vil blive en del af vores fælles historie – er med til at skabe identitet og retning – ikke mindst i et fragmenteret samfund.

Set fra en Christiansborgvinkel kan grønthøsterens automatik nok være ganske bekvem i sit fravær af kulturpolitisk retning. Dermed undgår man værdipolitiske til- og fravalg, men man overlader også en væsentlig del af ansvaret til kommunerne og fondene.

I min optik burde kunst og kultur have potentiale til at være en del af kernevelfærden af netop de bevæggrunde, som nu har inspireret Ny Carlsbergfondet i snart 120 år. Men en sådan prioritering forudsætter naturligvis, at man er klar til at stå på mål for de kulturpolitiske prioriteringer i det store som i det små. 

 

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Klumme: Når filantropien bliver politisk Klumme: Når filantropien bliver politisk Næste artikel  Birgitte Boesen: Fondene skal være brobyggere for et kulturliv i opbrud Birgitte Boesen: Fondene skal være brobyggere for et kulturliv i opbrud