Debat

Socialborgmester: Lad os aflive myten om, at ngo’er bliver straffet for at udtale sig kritisk

Kritiske opråb fra civilsamfundsorganisationer kan sætte fokus på blinde vinkler i kommunerne. Derfor findes der selvfølgelig ikke en sortliste med navne på organisationer, der har udtalt sig kritisk, skriver socialborgmester i København, Karina Vestergård Madsen (EL).

Jeg kunne godt tænke mig at få aflivet myten om, at ngo’er risikerer at miste deres støtte, hvis de udtaler sig kritisk om en kommune eller de politiske beslutninger, vi tager på Rådhuset, skriver Karina Vestergård Madsen (EL). 
Jeg kunne godt tænke mig at få aflivet myten om, at ngo’er risikerer at miste deres støtte, hvis de udtaler sig kritisk om en kommune eller de politiske beslutninger, vi tager på Rådhuset, skriver Karina Vestergård Madsen (EL). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Karina Vestergård Madsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Civilsamfundet spiller en uvurderlig rolle i det sociale arbejde i Københavns Kommune.

Ngo’er og de tusindvis af frivillige har nemlig en helt særlig evne til at skabe en god kontakt til socialt udsatte mennesker, som offentlige myndigheder, kommuner og staten kan have svært ved.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at vores samfund ganske enkelt ikke ville hænge sammen, hvis ikke det var for civilsamfundet og de frivilliges store arbejde.

Finansieringen af civilsamfundet er i høj grad bundet op på støtte fra private aktører og offentlige midler fra både staten og kommunerne.

Vi sidder på ingen måde med en sortliste med navne på organisationer, der har udtalt sig kritisk om kommunen.

Karina Vestergård Madsen (EL)
Socialborgmester, Københavns Kommune

Det er derfor også helt legitimt at undersøge, om der er organisationer, som afholder sig fra at kritisere for eksempel kommuner af frygt for at blive forbigået næste gang, der skal uddeles penge.

Vi bør spørge os selv, om der er organisationer, som udøver selvcensur for ikke at bide den hånd, der fodrer dem.

Jeg håber det virkelig ikke, og det er da også langt fra min oplevelse.

Gennem mine mere end ti år som medlem af Borgerrepræsentationen og siden som socialborgmester har jeg samarbejdet med mange forskellige civilsamfundsorganisationer, og det har blandt andet vist mig to ting:

For det første er ngo’er i København flittige kritikere af kommunen – en kritik, jeg byder velkommen.

Og for det andet skader det på ingen måde organisationerne at komme med kritik. Nærmest tværtimod.

Ingen sortliste over organisationer

Jeg kunne faktisk godt tænke mig at få aflivet myten om, at ngo’er risikerer at miste deres støtte, hvis de udtaler sig kritisk om en kommune eller de politiske beslutninger, vi tager på Rådhuset.

Der er ikke noget at frygte, når det gælder Socialudvalget i Københavns Kommune – og heldigvis for det.

Når Socialudvalget uddeler støtte til organisationer, der laver socialt arbejde, ser vi samlet på de indsatser, som organisationerne kan tilbyde byens mest udsatte borgere.

For os er det væsentlige, at vi når alle målgrupperne og kommer bredt omkring deres behov. Vi sidder på ingen måde med en sortliste med navne på organisationer, der har udtalt sig kritisk om kommunen.

Temadebat

Udøver det danske civilsamfund selvcensur?

Er det uklogt som organisation at erklære sig uenig med en konkret politiker eller gå til kamp mod en ført politik? Og er det bedst ikke at kritisere fondene for deres prioriteringer?

Altinget har sat selvcensur i civilsamfundet til debat. 

Vil du deltage i debatten? Så er du mere end velkommen til at henvende dig til debatredaktør Katja Gregers Brock på [email protected].

Og lad mig med et glimt i øjet tilføje, at hvis vi vitterligt sad med en liste over ngo’er, der skulle fratages muligheden for at få støtte, fordi de havde sagt noget kritisk om os, så ville der være uendeligt få organisationer, som kunne få penge.

Jeg oplever faktisk uhyre sjældent, at civilsamfundet holder sig tilbage med kritiske opråb, hvad enten det er kommuner, politiske beslutninger eller kritisable forhold i samfundet generelt, der er omdrejningspunktet.

For mig er organisationernes kritik en stor styrke for udviklingen af det sociale arbejde. For kritikken er med til at udpege de blinde vinkler, der kan være i kommunens arbejde, og når kritikken er bedst, kommer den med konkrete bud på alternative og kloge løsninger.

De input gør, at vi i kommunen kan skabe endnu bedre indsatser for hjemløse, børn og voksne med handicap, udsatte børn og unge og københavnere med brug af stoffer og alkohol.I Socialudvalget er vi faktisk også særligt opmærksomme på de organisationer, der ikke råber højest. For der er en risiko for, at de bliver overset, og det må ikke ske.

Læs også

Debatten om risikoen for selvcensur i civilsamfundet hænger uløseligt sammen med finansieringsmodellen på socialområdet, der består af mange kortvarige bevillinger, og som skaber stor usikkerhed for mange organisationer.

Den finansieringsmodel vil jeg helst væk fra, og jeg arbejder derfor også for, at vi i Socialudvalget laver flere varige bevillinger.

Det giver mere kontinuitet og bedre indsatser for udsatte borgere, og samtidig bliver det nemmere for ngo’er at beholde deres medarbejdere såvel som frivillige.

Flere forpligtende samarbejder

Socialforvaltningen i Københavns Kommune har rigtig god erfaring med at samarbejde med civilsamfundet, og jeg er meget opsat på at inddrage ngo’ernes erfaringer og input i mit politiske arbejde.

Jeg er samtidig af den overbevisning, at vi kan få endnu mere ud af samarbejdet med civilsamfundsorganisationerne i København.

Særligt kunne jeg godt tænke mig, at vi får mere fokus på forpligtende partnerskaber.

Risikoen for selvcensur i civilsamfundet hænger uløseligt sammen med finansieringsmodellen på socialområdet, der består af mange kortvarige bevillinger.

Karina Vestergård Madsen (EL)
Socialborgmester, Københavns Kommune

Med det mener jeg, at kommunen og civilsamfundet i fællesskab skal blive bedre til at se på – og løse – de udfordringer, vi oplever både på socialområdet og i velfærdssamfundet generelt.

Det kan også åbne for, at civilsamfundet helt overtager nogle af de opgaver, som på nuværende tidspunkt ligger i Socialforvaltningen. I så fald skal pengene selvfølgelig følge med.

Kommuner og civilsamfundsorganisationer har hver især nogle ganske klare styrker, som vi skal bruge bedst muligt.

Det gør vi ved at skrue op for samarbejdet og tage fælles ansvar – både på tværs af civilsamfundsorganisationerne og mellem civilsamfundet og kommunerne.

Vi skal spille hinanden bedre, så vores store vifte af tilbud og indsatser skaber mest mulig værdi for de udsatte mennesker, som vi har et kæmpe ansvar for at give hjælp og støtte.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Karina Vestergård Madsen

Socialborgmester (EL), Københavns Kommune
cand.com.

0:000:00