Tidligere OL-atlet: Grønt lys til russiske atleter svækker Vestens pres på Putin

Samtidig rejser IOC's beslutning et mere grundlæggende principielt problem.

Organisationen har gentagne gange understreget, at særbehandling af russiske og belarusiske atleter kun kan forsvares, hvis den er nødvendig og proportional.

Når begrænsningerne nu lempes, uden at krigen i Ukraine er ophørt, eller menneskerettighedssituationen i Belarus er forbedret, fremstår det som en politisk og juridisk slingrekurs.

Det svækker IOC's troværdighed som værdibåret aktør og efterlader indtrykket af, at sanktionerne ikke var udtryk for et principfast opgør med aggression og undertrykkelse, men midlertidig krisestyring, der nu gradvist rulles tilbage.

Boykot rammer de forkerte atleter

I den debat dukker ideen om boykot hurtigt op.

Hvis Rusland og Belarus er til stede, må andre lande blive væk. Men en bred boykot af legene vil i praksis først og fremmest ramme hjemmehørende atleter, der har trænet i årevis for at kvalificere sig. De risikerer at miste deres karrieres højdepunkt, indtægtsmuligheder gennem sponsorer og i nogle lande også retten til livslange ordninger og pensioner, som er knyttet til olympiske meritter.​

IOC’s linje betyder i praksis, at spørgsmålet om boykot skubbes ned til nationale forbund og atleter, som dermed skal betale prisen for beslutninger, de ikke selv har truffet.

Tobias Thune Jacobsen
Tidligere OL-deltager

Det er svært at forsvare, at netop de atleter, der ikke har nogen indflydelse på IOC's beslutninger, skal betale den højeste pris for en politisk konflikt, som IOC selv har valgt at eskalere ved at invitere russiske og belarusiske delegationer tilbage.​

IOC's linje betyder i praksis, at spørgsmålet om boykot skubbes ned til nationale forbund og atleter, som dermed skal betale prisen for beslutninger, de ikke selv har truffet.

Der er også perspektivet for de atleter og forbund, som faktisk har båret omkostningerne ved sanktionerne. Ukrainske atleter må aflyse sæsoner, flygte til andre lande for at træne og konkurrere mod modstandere, der kommer fra den nation, der har bombet deres idrætsfaciliteter i stykker.​

De nationale og internationale forbund, der loyalt har fulgt IOC's linje, står nu tilbage med et indtryk af, at deres solidaritet var midlertidig og betinget. Indtrykket er, at sportens øverste ledelse er mere optaget af hurtigt at genoprette en normal hverdag end af at fastholde et klart og konsekvent ansvar over for krigens egentlige ofre.

Sporten kan ikke være neutral i krig

Sporten kan ikke alene stoppe en krig.

Men når store organisationer beslutter, hvem der må konkurrere, hvem der må være værter, og hvilke flag der må vaje til internationale mesterskaber, tager de uundgåeligt politiske valg.

IOC's nye anbefaling er et sådant valg, og det er i den nuværende situation et forkert valg.​

Hvis international sport skal bevare sin troværdighed som værdibåret fællesskab, bør nationale forbund, regeringer og aktører i idrætten tydeligt sige fra. Ungdomsidræt og olympiske arenaer skal ikke bruges til at dække over krig, besættelse og undertrykkelse, og de atleter, der faktisk har fortjent deres plads ved de olympiske lege, skal ikke tvinges til at vælge mellem boykot og medansvar.