TrygFonden donerer tre millioner til Gigtforeningen
TrygFonden har givet tre millioner kroner til Gigtforeningen, som skal bruges til at udvikle naturtræning for mennesker med sygdom i led, ryg og muskler.
Det skriver Gigtforeningen i en pressemeddelelse.
Projektet sker i partnerskab med SDU og DGI. Projektet kommer som følge af, at mange danskere er begyndt at bruge det fri til at mødes og træne. Ved at oprette 50 naturtræningsfællesskaber håber Gigtforeningen på at kunne opfordre endnu flere til at bruge naturen.
"Vi ser nu et kæmpe behov for at få skabt nye udendørs fællesskaber, der kan inspirere og motivere til fysisk aktivitet og samtidig bekæmpe ensomhed. Derfor er jeg meget glad for, at vi har fået DGI og SDU ombord, og at TrygFonden støtter med flotte tre millioner,” siger Mette Bryde Lind, direktør i Gigtforeningen, i pressemeddelelsen.
Der bliver oprettet 50 forskellige naturtræningsfællesskaber som del af projektet, der alle vil være frivilligdrevne. Oprettelsen af de forskellige fællesskaber sker i samarbejde med DGI og er målrettet personer, der lever med gigt.
”Det er helt centralt, at træningen er for alle og foregår ude i naturen og i fællesskab med andre. Forskning har nemlig vist, hvor stor betydning både naturen og fællesskabet har for menneskers fysiske og psykiske velbefindende," siger projektleder Louise Horne Brok fra DGI i pressemeddelelsen.
Naturfællesskaberne er finansieret de næste to et halvt år.
- Altingets stifter: Efter 26 år har jeg solgt Altinget. Her er min næste plan
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Røde Kors startede som en bragende fiasko på Dybbøls slagmark, men kom til at forme det danske velfærdssamfund
- Giver det magt at have statsministerens nummer i sin mobil? Ikke nok, hvis man spørger Anders Ladekarl
- Generalsekretær: Foreningslivet er ikke nostalgi og kulturarv. Det er samfundskritisk infrastruktur
























