Få mest ud af dit frivillige arbejde på CV'et

LYNGUIDE: Ny forskning viser, at frivilligt arbejde har begrænset effekt på CV’et. Men det handler ifølge en rekrutteringskonsulent om, hvordan man præsenterer det. Få hans gode råd her.

Frivilligt arbejde på CV'et synliggør, hvad der motiverer og driver en ansøger, siger rekrutteringskonsulent Bjarke Lindemann Jepsen. 
Frivilligt arbejde på CV'et synliggør, hvad der motiverer og driver en ansøger, siger rekrutteringskonsulent Bjarke Lindemann Jepsen. Foto: Colourbox
Julie Hjerl Hansen

Det vakte opsigt, da ny forskning i april kunne afsløre, at det er skønne spildte kræfter at arbejde frivilligt. I hvert fald, hvis man håber, at det frivillige arbejde bonner ud på CV’et og skaber en genvej til drømmejobbet. Et register-studie fra Roskilde Universitet med data fra 1800 danskere, som arbejder frivilligt, viste således, at det ikke fremmer ens jobmuligheder at lave frivilligt arbejde (læs mere om undersøgelsen her).

Ifølge konsulent og ledelsesrådgiver hos Mercuri Urval Bjarke Lindemann Jepsen, som til daglig arbejder med at hjælpe virksomheder og organisationer med at rekruttere de rigtige medarbejdere, handler det dog om, hvordan man præsenterer sit frivillige arbejde på CV’et. Og han mener bestemt, at det kan give én en fordel i ansøgerbunken, hvis man har lavet relevant frivilligt arbejde og forstår at kommunikere, hvordan det har styrket ens kompetencer.  

“Især hvis man er på vej til at få sit første job. Når der er rift om jobbene til nyuddannede, er det måske lige netop det ekstra engagement, man har udvist i sit frivillige arbejde, der overbeviser ansættelsesudvalget om, at man skal kaldes til samtale,” siger Bjarke Lindemann Jepsen. Ifølge ham er det ikke kun nyuddannede, der kan have fordel af at sælge sig selv på deres frivillige arbejde i jobsøgningen.

Her kan du læse rekrutteringskonsulentens råd til, hvordan du skal præsentere dit frivillige arbejde på CV’et, hvis det skal rykke dig til tops i bunken af jobansøgere.  

Gør plads til det frivillige arbejde i CV’et 
CV – curriculum vitae – betyder livsforløb på latin. I dag forventer vi, at CV’et gennemgår de væsentlige og relevante punkter i en kandidats professionelle livserfaring. Det skaber et helhedsindtryk, der i rekrutteringsprocesser udgør grundlaget for at vurdere, om kandidatens baggrund passer til den ledige stilling.

“Mange tilføjer deres frivillige arbejde og tillidshverv, men af og til oplever jeg, at det bliver et appendix til sidst som et krydderi på den personlige beskrivelse i slutningen af CV’et,” siger Bjarke Lindemann Jepsen.

Her er det afgørende at få fintunet beskrivelsen af sit frivillige arbejde, så det indgår i den samlede beskrivelse og vurdering af personen bag CV’et.

“Det er heller ikke hensigtsmæssigt at lade det frivillige arbejde være det vigtigste i CV’et. Det handler om at finde den rette balance – igen ud fra målet om, at de enkelte elementer i CV’et skal smelte sammen til den relevante helhedsvurdering,” siger Bjarke Lindemann Jepsen.  

Frivillighed sender et signal om overskud
Hvad er det så, frivilligt arbejde kan sende af gode signaler, hvis du præsenterer det rigtigt på CV’et?

For det første vidner frivilligt arbejde om overskud, engagement og motivation. Det viser, at kandidaten ved siden af job og studie har ressourcer og overskud til at gøre noget for andre, en sag eller sig selv, uden at det medfører flere kroner i kassen.

“Det er nyttig og interessant information at vide, hvad der motiverer og driver kandidaten, hvis vedkommende helt selv kan vælge, hvad han/hun vil engagere sig i,” siger Bjarke Lindemann Jepsen og fortsætter:  

“Af samme grund kan man i CV’et med fordel tydeliggøre, hvorfor man har kastet sig over lige netop denne organisation, forening eller lignende. Sørg for at fremhæve, hvad det er for en motivationsmotor, der gemmer sig bag dig og dit frivillige arbejde.”

For det andet giver frivilligt arbejde ofte plads til, at man prøver andre sider af sig selv af, end dem der er fokus på i jobbet eller under uddannelsen. Mange frivillige giver sig i kast med arbejdsopgaver og ansvarsområder, som supplerer og udbygger deres kompetencer. Dertil kommer, at mange har deres første ledelsesansvar som frivillig.

“Netop derfor er det vigtigt at huske på, at der er forskel på frivillighed. Der er forskel på, om du har været frivillig lektiehjælper, bestyrelsesmedlem i andelsboligforeningen, træner i fodboldklubben eller aktiv i en frivilligt drevet cafe. Forskellen ligger i de forskellige ansvarsområder, opgaver og færdigheder, man har sat i spil og udviklet,” siger Bjarke Lindemann Jepsen. 

Beskriv, hvilke kompetencer det frivillige arbejde har givet dig
Rekrutteringskonsulentens råd er, at der gælder det samme ved frivilligt arbejde som med erhvervsarbejde: At man skal tydeliggøre de specifikke ansvarsområder, opgaver, resultater og færdigheder, som det frivillige arbejde har givet én, når man beskriver det i CV’et.

“For at blive mere konkret vil jeg anbefale, at man laver et særskilt afsnit over frivilligt arbejde og tillidshverv i CV’et på linje med afsnittet om erhvervsarbejde og uddannelse, og at man beskriver opgaver, ansvarsområder, resultater og færdigheder, ganske som når man beskriver sit lønnede erhvervsarbejde,“ siger Bjarke Lindemann Jepsen og fortsætter:

“Det er desuden vigtigt her at tilføje ens motivation: Beskriv, hvorfor du valgte lige netop dette frivillige arbejde? Endelig kan det være en fordel at beskrive omfanget og timeforbruget på det frivillige arbejde. Proportionerne skal så at sige være til at gennemskue for dem, der skal læse CV’et.”

Medtag kun relevant frivilligt arbejde i cv’et og husk proportionerne
Endelig er det vigtigt at holde sig for øje, hvilke erfaringer og færdigheder, arbejdsgiveren leder efter og udvælge og vinkle beskrivelsen af ens frivillige arbejde herudfra. Vær skarp på, hvorfor dine erfaringer og kompetencer – også i det frivillige arbejde – er relevante for den ansættende arbejdsgiver.

“Det er vigtigt at holde sig proportionerne for øje. Det frivillige arbejde skal indgå med tilpas vægt i forhold til det øvrige arbejde for netop at demonstrere, at man ved siden af sine øvrige aktiviteter også har noget med i bagagen fra det frivillige arbejde, man har lavet,” siger Bjarke Lindemann Jepsen.

 

Bjarke Lindemann Jepsen er cand.mag. i retorik fra Københavns Universitet. Han arbejder for tiden som konsulent og ledelsesrådgiver i Mercuri Urval og har en fortid som frivilligkoordinator i en række NGO’er og som formand for Studenterrådet ved Københavns Universitet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00