Digital uddannelse: ”Vi er i gang med et socialt eksperiment”

DIGITALT: Er studerende eller lærere ansvarlige for digitaliseringen i uddannelserne? Og hvordan får vi et sprog for det digitale? Spørgsmålene var mange ved folkemødedebat om digitalt uddannede.

Der findes ikke digitalt indfødte, og uddannelsessystemet har fejlet ved at tro det, mener Jakob Thulesen Dahl fra Danske Gymnasier, nummer to fra venstre.
Der findes ikke digitalt indfødte, og uddannelsessystemet har fejlet ved at tro det, mener Jakob Thulesen Dahl fra Danske Gymnasier, nummer to fra venstre.Foto: Kasper Kaasgaard/Altinget
Kasper Kaasgaard

ALLINGE: Stort set alle steder i uddannelsessystemet kæmper man med, hvordan man skal omfavne digitaliseringen og skabe digitalt uddannede.

Det var også omdrejningspunktet for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasiers første folkemødedebat på Grønbechs Hotel i Allinge.

Professor MSO i informationsvidenskab ved Aarhus Universitet Ole Sejer Iversen lagde ud med at sætte debatten på spidsen.

”Vi er i gang med et kæmpe socialt eksperiment, hvor vores grunduddannelser stempler en generation af digitalt udsatte ud på grund af den manglende viden omkring det digitale,” siger Ole Sejer Iversen.

Vi er i gang med et kæmpe socialt eksperiment, hvor vores grunduddannelser stempler en generation af digitalt udsatte ud på grund af den manglende viden omkring det digitale.

Ole Sejer Iversen
Professor MSO i informationsvidenskab, Aarhus Universitet

Overordnet kendskab til det digitale er nødvendigt for at være et dannet menneske i 2018, fastslår forskeren.

Manglende sprog
Ole Sejer Iversen oplever selv, at hans søn har styr på berettermodellen, men at det kniber mere, når han spørger ind til de bagvedliggende strukturer og koncepter ved teknologi som Snapchat.

Den fremstilling genkender Jakob Thulesen Dahl, der er næstformand for Danske Gymnasier.

”Det har været nemt at tale om i en klassisk naturvidenskabelig kontekst. Men det at få skabt en fælles viden om, hvad det digitale gør ved vores syn og vores verden – det mangler vi et sprog for,” siger han og erkender, at det er en kæmpe opgave for skolerne og deres ledere.

Studerende: Glem ikke os
Den kommende formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), Malte Paulsen, følger op med en opfordring til lærere og ledere om ikke at glemme elevernes kompetencer.

”Det er vigtigt at fokusere på, at det er eleverne, der er eksperter i it, fordi det er dem, der er vokset op med det og har haft det i hænderne, siden de var helt små,” siger Malte Paulsen og fortsætter:

”Man er nødt til at skabe et rum til at sparre med eleverne om, hvad der bedst giver mening for dem. Det vigtige ved digital uddannelse er at få alle med. Og det gør man ikke uden at have en samtale med eleverne.”

Digitalt indfødte er en myte
Man hører ofte de unge omtalt som digitalt indfødte. Men det er en myte, mener næstformanden i Danske Gymnasier.

”Vi havde en periode, hvor vi hoppede med på, at der findes digitalt indfødte. Det var en fejl, for det er der ingen, der er. Nu er vi kommet efter det ved at træne mere kontante ting,” siger Jakob Thulesen Dahl.

Klaus Kvorning, formand for Dansk IT’s udvalg for digitale kompetencer, stemmer i med, at det ikke er de konkrete brugerkompetencer – hvor eleverne er foran på de fleste punkter – det handler om.

”Det vigtige er, hvad vi lægger oven på de trivielle kompetencer. Det er der, vi skal sætte ind,” siger Kvorning, der også er chef for it på Københavns Universitet.

Det sidste spørgsmål fra salen kom fra en HHX-studerende, der ville have eksperternes syn på, at uddannelsesministeren har fjernet internetadgangen til eksaminer i gymnasiet. Det udløste en klapsalve fra publikum – og forsigtige udenomssvar fra panelet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Malte Sauerland-Paulsen

Forperson, Studenterrådet på Københavns Universitet, bestyrelsesmedlem, DM Studerende
filosofistuderende (Københavns Uni.), student (Hvidovre Gymnasium 2018)

0:000:00