Alternativet: USA er blevet en digital kolonimagt

DEBAT: USA's økonomi bygger i høj grad på dataindustriens overvågning og profilering af udenlandske borgere og virksomheder. Det skriver René Gade (ALT), der vil have kontrollen med persondata tilbage til borgerne.

Af René Gade (ALT)
Ordfører for digitale frihedsrettigheder og it

Ingen er i tvivl om, at vi befinder os i en periode præget af voksende politisk uro og mistillid til de etablerede systemer.

Trump, Brexit, de gentagne danske vælger-nej'er til EU-spørgsmål, oprør mod de gamle partiers autoritet samt aktive protester mod det, der kaldes Djøf-styringen, udgør delelementer i billedet af den voksende protest.

En digital verden
Når vi taler om privacy by design, taler vi i en digital verden ikke blot om at påstå at overholde nogle love, men om selve grundprincipperne for samfundet og drivkraften for fremskridt. Grundprincipper, som er vigtigere end nogensinde, fordi uigennemtænkt digitalisering skalerer problemer og trusler langt hurtigere end fordelene. Digitalisering skal være ensbetydende med forbedringer for mennesket og må ikke anvendes som en mere visionær term for simple spareøvelser.

Vores demokrati er et tvunget fællesskab, som bygger på en social kontrakt. Ligesom vores velfærdssamfund. Borgeren afskriver en del af sin suverænitet til at opkræve fælles skatter, fastlægge straffelove, overgive magt til domstole, militær osv.

Til gengæld garanterer staten individets sikkerhed og den individuelle suverænitet, herunder retten og magten til at træffe egne valg, retten til ytringsfrihed uden frygt for repressalier – og retten til at kunne agere som borgere uden at skulle strippes for sikkerhed af en indirekte kommerciel eller statslig overvågning.

Borgerne mister magt
Denne sociale kontrakt har staten i mine øjne ikke overholdt, men derimod er digitaliseringen i de sidste mange år aktivt blevet brugt til både at ændre magtbalancerne mellem borger og stat, samt som en åben invitation til at kommercielle virksomheder har lanceret stadig mere aggressivt overvågende teknologier – direkte ind i borgerens hverdagsbrug.

I dag er det næsten mere reglen end undtagelsen, at digitale produkter (smartphones, fjernsyn etc.) og services (google-søgninger, sociale medier, betalinger etc.) spionerer på borgere og virksomheder – og bruger denne viden aktivt til at profitere. Begrebet ”there is no such thing as a free lunch” er igen blevet hyperaktuelt med borgerens ustandselige bytten af persondata for services. Og ja, jeg gør det også selv – men spørgsmålet er, hvad det egentlig er for en digital person-slavehandel, vi stiltiende har accepteret og sat i gang med os selv i lænkerne.

EU erkender problemet 
Reformen af dataforordningen, som træder i kraft maj 2018, er en klar erkendelse af denne udvikling. I artikel 9 fremhæves eksplicit forbud mod eksempelvis opsamling af de særdeles sensitive biometriske data (aflytning via digitale enheder i borgerens nærhed eller automatisk ansigtsgenkendelse etc.).

Artikel 21 sikrer aktivt borgerens ret til at frasige sig profilering og automatisk beslutningstagen på grundlag heraf. Og hermed et kæmpe respektråb til det europæiske samarbejde i EU, som vi danskere ofte har det så svært med: Det her er progressivt og godt, og noget som vi ellers slet ikke ville have turdet lancere i Danmark, hvis ikke vi blev presset til det. Tak!

Og lad os i øvrigt blive bedre til at dele de positive historier om EU, det bør være enhver dansk politikers ansvar, ligeså vel som vi skal være kritiske.

Trumps datajagt på ikke-amerikanere 
EU’s erkendelse af, at vi i en digital verden ikke kan sikre de fundamentale friheds- og sikkerhedsrettigheder ’by policy’ alene er altafgørende. Mulighederne og interesserne i at overvåge og profilere mennesker med digitale midler af hensyn til magtfastholdelse og profit er uden historisk fortilfælde.

Samtidig ser vi aktuelt USA’s nyindsatte præsident Trump, der i den forgangne uge erklærede fri datajagt på ikke-amerikanere. Det drejer sig ikke kun om nationale sikkerhedsinteresser (NSA), men taler i den grad også ind i ’America-first-politikken’.

USA er blevet en digital kolonimagt, hvor økonomien i høj grad bygger på Sillicon Vally og dataindustriens aktive overvågning og profilering af udenlandske borgere og virksomheder, som er indbygget i modeller, der nærmest handler borgerdata som produkter – og udøver stigende konkurrenceforvridende kontrol over markeder inklusive det danske. Og ja, det lyder vildt, og det er det også.

Dumt med datacentre i Danmark
Så skal vi politikere klappe af, at store datacentre eller serverfarme, om man vil, etablerer sig i Danmark med det ene formål at overvåge, aflytte og farme borgere og virksomheder? 

Nej, desværre ikke i mine øjne. Begejstringen undrer, når man tænker på, at disse farme vil lægge beslag på noget, som ligner op til 10 procent af hele Danmarks stærkt subsidierede bæredygtige el-produktion. Det kunne isoleret forsvares, hvis de rent faktisk skabte et afkast på de forbrugerbetalte investeringer over måske 30 år eller en krone-for-krone finansieret udbygning af kapaciteten, hvilket ikke synes at indgå i overvejelserne. Fik jeg skrevet, at det med at fjerne PSO-afgiften også i dette tilfælde er en gave ud af huset og blot en kortvarig følelse af varme for dansk erhvervsliv.

Når man derudover tænker på, at de stærkt tvivlsomme overvågningsaktiviteter i disse datafarme er automatiserede og hverken vil skabe mange arbejdspladser eller spæde stort til fælleskassen i skat, så klapper jeg slet ikke længere.

Måske klapper vi i dansk politik, fordi den danske stat heller ikke står tilbage for denne farming. De udenlandske persondatafarme er ikke meget anderledes, end når sundhedssektoren og hele det økonomiske system indrettes til at tvangsovervåge borgerne og føde en stærkt fejlslagen New Public Management-styring af vores liv og levned.

Løsningen er privacy by design
Løsningen hedder privacy by design – og vi skal kræve, at digitaliseringen sikrer borgeren kontrollen med egne data. Frem for at danske forbrugere og virksomheder profileres via infrastrukturen, skal man aktivt forfølge eIDAS princip om pseudonyme og formålsbestemte identiteter, som understøtter lokal datadeling, samtidig med at det forebygger global markedsforvridende profilering.

Vi er allerede i færd med at inddrage de mest sensitive persondata overhovedet i form af f.eks. gener, forbrugeradfærd og sensorer i hjemmet og monitorering via løbende blod- og vævsanalyser. Endvidere taler vi om at sælge disse tvangsopkrævne og sensitive persondata til kommerciel udnyttelse.

Det er farligt, det her, men det er så pokkers svært at forstå og overskue omfanget af, at vi måske først får blikket op for det for sent. Frem med pandelygten, medier og politikere – privacy by design kan sikre, at vi på samme tid opnår forskningsmæssig adgang til data, gør op med New Public Management og samtidig sikrer systemer og borgerrettigheder mod overgreb og svigt. Og den gode nyhed er, at 1. maj 2018 hjælper EU os godt på vej – så lad os tage teten nu.

Forrige artikel PROSA: Stort vækstpotentiale i privacy by design PROSA: Stort vækstpotentiale i privacy by design Næste artikel UCC-chef: Robotterne kommer – hvad gør folkeskolen? UCC-chef: Robotterne kommer – hvad gør folkeskolen?