Bliv abonnent
Annonce

Altinget har kortlagt alle private datacentre: Find dem her

Hovedstadsområdet rummer flere datacentre end noget andet sted i landet.
Hovedstadsområdet rummer flere datacentre end noget andet sted i landet.Foto: Andrew Caballero-Reynolds/AFP/Ritzau Scanpix - Grafik: Altinget
4. marts 2026 kl. 05.00

Bag Danmarks digitale hverdag ligger et voksende net af private datacentre, som fylder både fysisk, økonomisk og politisk.

Det er centre, som sikrer adgang til internet, brug af kunstig intelligens og opbevaring af data.

Altinget har derfor kortlagt alle private datacentre i Danmark og samlet oplysninger om, hvor de ligger, og hvem der står bag.

Ud af de i alt 76 private datacentre er der samlet set flest datacentre på europæiske og danske hænder med henholdsvis 34 og 19 anlæg. Amerikanske virksomheder ejer 21 centre.

Det er ifølge Tobias Liebetrau, lektor og forsker i cybersikkerhed og teknologiudvikling på Københavns Universitet, et positivt signal.

Han ville ønske, at Altingets opgørelse gik endnu et spadestik dybere: Hvem er datacentrenes kunder? Hvilke data ligger de inde med? Hvor store datamængder drejer det sig om? Og hvilke infrastrukturer og teknologier bruger de?

"Det viser, at der er andre muligheder end amerikanske, hvilket er positivt. Men opgørelsen viser ikke, om den teknologi, som danske eller europæiske datacentre bruger, på den ene eller anden måde har forbindelse til nogle af de store tech-virksomheder," siger han. 

Altinget har desuden spurgt Statens It, om staten har sine egne datacentre. Her oplyser styrelsen, at den "af sikkerhedsmæssige grunde" ikke kan oplyse om det. 

Artiklen fortsætter efter kortet.

To landsdele huser mange datacentre

De private datacentre samler sig særligt i hovedstadsområdet og i Vestjylland. Alene i hovedstadskommunerne befinder 36 ud af 70 datacentre sig, mens der i Esbjerg og Varde Kommuner er 10 centre.

Der er flere grunde til, at de to landsdele huser mange datacentre, forklarer Signe Sophus Lai. Hun er lektor i politisk økonomi med fokus på internettets infrastruktur på Københavns Universitet og medstifter af tænketanken Digital Infrastruktur.

"Datacentrene på den jyske vestkyst følger de store landingsstationer for søkabler. Det er smart at placere et datacenter for enden af et søkabel, for så skal dataene transporteres over kortere afstande," siger hun.

I hovedstadsområdet er det ifølge forskeren en "almindelig dynamik", at mange datacentre befinder sig her.

"Det er typisk, at man placerer datacentre der, hvor der er mange slutbrugere slutbrugere – især når det kommer til erhverv," siger Signe Sophus Lai.

Derfor er det ikke noget nyt, at det er attraktivt for virksomhederne at opføre infrastruktur som datacentre i Danmark. Det ser man blandt andet ved, at Google og Facebook har investeret i et søkabel, der på tværs af Atlanten forbinder Esbjerg med New Jersey, påpeger Signe Sophus Lai.

"Danmark har i lang tid været et infrastrukturelt knudepunkt for Nordeuropa over til Nordamerika, fordi vi har søkabler direkte til USA," siger hun og fortsætter:

"Det handler om, at Danmark er fladt og ikke har noget vildt klima. Derudover har vi egen energi, som er forholdsvis billig sammenlignet med andre steder. Derfor er det relativt lige til at lande et søkabel i Danmark og så føre fiberkabler videre til andre lande." 

Læs også

Virksomheder med flest datacentre

Når man ser på, hvilke virksomheder der ejer flest datacentre i Danmark, indtager europæiske GlobalConnect førstepladsen med 12 centre, efterfulgt af Microsoft med seks.

I hælene på den amerikanske softwaregigant ligger de europæiske it-virksomheder Cibicom og Kolo samt den danske energi- og telekoncern Norlys, som hver råder over fem centre.

GlobalConnects datacentre er placeret i større byer som København, Aarhus og Odense. Det samme gælder for Cibicom, Kolo og Norlys.

Microsoft har til gengæld sine datacentre placeret i industriområder udenfor de større byer. Her har virksomheden datacentre i Roskilde, Høje-Taastrup, Køge, Esbjerg og Varde. 

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026