Anmeldelse: Gribende page-turner om hvorfor kunstig intelligens render panden mod den sociale mur

ANMELDELSE: Thomas Bolander skriver godt og klart om, hvorfor forskningen i kunstig intelligens har brug for humaniora og samfundsvidenskab. Men man savner virkelig, at forskeren folder sit område helt ud og lukker læseren ind i, hvad der foregår ude i gangene på DTU, skriver Peter Svarre.

Altingets vurdering: 5/6

Af Peter Svarre
Forfatter, foredragsholder og digital rådgiver

For 15 år siden fik denne anmelder som 30-årig diagnosen slidgigt i hofterne, hvilket foranledigede en del research og læsning af bøger og internetsider om emnet.

Ingen af dem særligt opløftende, fordi alle pegede i retning af en temmelig indgribende operation, hvor knogle udskiftes med titanium.

Én bog skilte sig dog ud fra vrimlen af negative forudsigelser – nemlig Ray Kurzweils bog The Singularity is Near, som handler om, hvordan eksponentiel udvikling af teknologi vil forandre verden på en måde, som vi lineært tænkende almindelige mennesker slet ikke kan forstå. Én af hans forudsigelser var blandt andet, at vi meget snart ville have autonome nanorobotter flydende rundt i vores blodårer, hvor de ville reparere skavanker og sygdomme. Jeg forestillede mig straks, hvordan mine ømme og stive hofter meget snart ville blive repareret af nanorobotter, så jeg igen kunne komme under 20 minutter på en fem kilometers løbedistance.

Slem var skuffelsen derfor, da hofteoperationer blev ramt af den ene offentlige skandale efter den anden. I stedet for at udvikle nye smarte nano-teknikker gik hele disciplinen baglæns, og da dagen kom, hvor jeg ikke længere kunne gå uden smerter, blev min hofteoperation foretaget med 30-40 år gamle teknikker og materialer, som i øvrigt viste sig at fungere ganske upåklageligt.

Teknologisk forvirrende tider
Og Ray Kurzweil er ikke den eneste teknoprofet, der har taget fejl. I 2015 forudså Elon Musk, at hans flåde af Teslaer ville være fuldt selvkørende i 2017. Det skete dog heller ikke. Faktisk har Teslaer stadig svært ved at se forskel på vejskilte og parkerede brandbiler, hvilket skaber fatale problemer for deres ejere, fordi man nemt kan køre under vejskilte, men ikke under brandbiler.

Vi lever i forvirrende tider. På den ene side sker der hastige, banebrydende og virkelige teknologiske fremskridt inden for kunstig intelligens. Vi kan i dag tale med vores intelligente højttalere, vi kan finde al viden på internettet på et nanosekund, og når vi lytter til musik, føles det som om, at Spotify kender vores musiksmag bedre end os selv.

På den anden side oplever vi igen og igen, hvordan optimistiske forudsigelser om fremtiden bliver gjort til skamme. Facebook ville skabe en bedre verden af forbundne mennesker, men skabte et dystopisk overvågningsmonster. Google ville have selvkørende biler på alle gader, men har nu begrænset sig til at tøffe rundt med 15 kilometer i timen på nogle søvnige villaveje i Phoenix, Arizona. Og adskillige hospitaler rundt om i verden forsøgte med IBMs kunstige intelligens Watson at løse kræftens gåde, men har måttet kaste håndklædet i ringen og overlade jobbet til langsommelige og besværlige mennesker.

Hvorfor AI igen og igen render panden mod muren
I al denne teknologiske forvirring er Thomas Bolanders nye bog: Hvordan ser fremtiden ud med kunstig intelligens? et beroligende, sobert og oplysende fixpunkt, som bidrager til at skille teknologisk hype fra teknologisk virkelighed, når det handler om kunstig intelligens.

Bogens titel er en anelse misvisende, fordi man nemt kan komme til at tro, at det er endnu en bog, der taler med store bevingede ord om den gloriøse fremtid med superintelligente maskiner. Bogen er faktisk det stik modsatte. Det er en bog, som kort og præcist (80 sider) redegør for den nuværende status på et specifikt felt inden for forskningen i kunstig intelligens – nemlig forskningen i at få kunstige intelligenser til at kunne gebærde sig i sociale situationer.

Det kan umiddelbart forekomme en smule snævert, men det viser sig faktisk, at manglen på social intelligens - eller ”social perspektivtagning”, som Bolander kalder det - er en helt afgørende årsag til, at kunstige intelligenser bogstaveligt talt igen og igen render panden mod muren i disse dage.

Den sociale adfærds logaritme
Man er kommet langt med at kunne styre robotters motoriske evner, og i dag er der mange hospitaler, der har de såkaldte TUG-robotter kørende rundt på gangene. Robotterne er gode til at finde vej og løse helt simple opgaver, men de bliver ved med at støde ind i mennesker og opføre sig decideret uhøfligt. For eksempel har der været eksempler på, at TUG-robotter har snuppet en elevator fra ambulancefolk, der hastigt kom løbende med alvorligt syge patienter. Robotten kunne operere elevatoren, men den havde absolut ingen forståelse for den særlige sociale situation omkring ambulancefolk, der redder et menneske.

Thomas Bolanders forskningsfelt handler om at få robotter som TUG til at opføre sig mere socialt, og det viser sig, at være en overraskende svær øvelse. På den ene side kan man forsøge at træne robotterne ved at lade dem observere tusinder eller millioner af sociale situationer - og ved hjælp af statistiske algoritmer lade dem finde mønstrene i social handlen ganske af sig selv. Det er en teknik, som har virket med talegenkendelse, billedgenkendelse og brætspil, men det virker ikke rigtig med sociale situationer. Det viser sig, at der simpelthen er for mange uforudsete begivenheder ude i den virkelige verden. Man kan ikke lære sig alt af erfaring. Man er nødt til at opbygge avancerede mentale modeller for social adfærd for at kunne agere i verden.

Det leder frem til den anden tilgang, hvor man forsøger at observere mennesker, forstå deres mentale sociale modeller og overføre dem til kunstige intelligenser. Fordelen ved denne tilgang er, at kunstige intelligenser bliver i stand til at agere i situationer, som de aldrig har oplevet før, fordi de har tilegnet sig en abstrakt forståelse af, hvordan verden og menneskers sociale liv hænger sammen. Problemet er naturligvis, at det er ekstremt komplekst at forstå mennesker og deres sociale liv. De humanistiske og samfundsvidenskabelige discipliner har arbejdet på en sådan forståelse i årtusinder, og nogle gange føles det som om, vi ikke har flyttet os meget, siden Sokrates trådte sine sandaler flade i Athens gader.

Gribende, men alt for kort
Thomas Bolanders bog er et forsøg på at bygge bro mellem de to tilgange, og bogen argumenterer for, at vi måske har oplevet spektakulære gennembrud inden for den første tilgang, hvor statistiske algoritmer lærer af sig selv, men hvis vi ikke kombinerer den statistiske tilgang med en mere humanistisk og samfundsvidenskabelig tilgang, så får vi aldrig løst udfordringen med at få kunstig intelligens til at agere socialt. Og i sidste ende kan det betyde, at chatbots forbliver dumme som snot, og at Googles selvkørende biler aldrig forlader Phoenix, Arizona.

Man bliver grebet af Bolanders bog, og man bladrer ivrigt frem mod slutningen for at få hans bud på en løsning og et dybere indblik i hans forskning på området. Her er bogen dog begrænset af sine 80 sider og sandsynligvis et redaktionelt krav om at undgå for meget teknologisk nørderi. Men man savner virkelig, at Bolander folder sit eget forskningsområde ud og lukker læseren ind i, hvad der foregår ude i gangene på DTU, hvor han og hans ph.d.-studerende forsøger at skabe fremtiden for kunstig intelligens.

Man må bare se frem til den næste bog fra en forsker, som ikke alene forstår sit felt, men som også formår at formidle det i et sprog, hvor alle kan være med.

Thomas Bolander, Hvordan ser fremtiden ud med kunstig intelligens? 82 sider. Informations Forlag. 

Forrige artikel Boganmeldelse: Velskrevet, men flygtig kradsen i overfladen på den digitale verdens dårligdomme Boganmeldelse: Velskrevet, men flygtig kradsen i overfladen på den digitale verdens dårligdomme
Forsvarets Efterretningstjeneste retter sigtet mod techgiganterne

Forsvarets Efterretningstjeneste retter sigtet mod techgiganterne

NY VERDENSORDEN: Koncentrationen af magt hos få teknologivirksomheder er i gang med at ændre verden. Virksomhederne er ikke en aktuel trussel, men de har en hidtil uset magt til at påvirke politik nationalt og globalt, konstaterer Forsvarets Efterretningstjeneste i en ny udgivelse.