Anne Marie Pahuus: Følelsernes fine digitale arbejde

Af Anne Marie Pahuus
Prodekan, Faculty of Arts, Aarhus Universitet

Facebook fylder 14 i denne måned. At dømme efter en grundig gennemgang i tidsskriftet Wireds kommende martsnummer foregår der en hidtil uset selvransagelse hos grundlæggeren af Facebook, Mark Zuckerberg, der er blevet klar over, at hans virksomhed måske alligevel har et medansvar for udbredelsen af fake news, modsat hvad han udtalte efter Trumps valgsejr. 

Kan vi ikke bare droppe Facebook? Vi kan da bare melde os ud og sørge for at få vores information fra ordentlige kilder?

Tjo, men det er svært, blandt andet fordi Facebooks chattjeneste, Messenger, for mange har erstattet telefon og sms.

Vi står ganske enkelt i forbindelse med rigtig mange mennesker gennem Facebook og deres chattjeneste. Går vi af Facebook, går vi glip af for meget, derfor bliver vi. 

Man kan lige så godt lede efter forbedringsmuligheder af dét, vi bliver tilbudt fra Facebooks hovedkvarter i Menlo Park.

Hele #MeToo-effekten er skabt gennem sympati med hidtil usynlige ofre for overgreb, det vil sige på indignation og medfølelse.

Anne Marie Pahuus
Prodekan, Aarhus Universitet

Ser man til nyere moralfilosofi, er der da også inspiration at hente i smagens kritiske dømmekraft, når vi så skal finde noget at støtte os til i den nye type sociale fællesskaber.

Først og fremmest skal man ikke skyde skylden på følelserne. Blandt venner har det altid været følelserne, der afgjorde sagen.

Blandt andet derfor var det håbløst, at tilføjelsen af like-funktionen på FB i 2009 først i 2015 blev efterfulgt af en dislike-funktion.

Og der er kommet lidt flere til, men der burde være mange flere muligheder, eftersom følelser hjælper os til at forstå mange nuancer.

Foreløbigt er man med valgmulighederne landet på seks af de syv basisfølelser: glæde, sorg, frygt, vrede, afsky, foragt og overraskelse.

Tilkendegivelsen af følelser foregår, når de foregår på Facebook, i en offentlighed. Det er det, der gør forskellen.

Vi sorterer i og erklærer vores glæde, vrede eller afsky ved noget over for andre mennesker, som forstår vores reaktioner.

Vi søger derfor sammen med dem, som vi deler smag med. Netop derfra skal man hente kriteriet for sandt og falsk. Det nye kriterie er, at man skal vurderes på sine venner. 

Men Facebooks algoritmer er indtil videre primært indstillet efter vores nyfigenhed, hvor vi får mere af det, vi allerede har kigget på, og det som nogle mener, betaler sig.

Hvis derimod Facebooks algoritmer kunne gøre den formede reaktion mere synlig, og hvis man ansatte flere mennesker med etisk dømmekraft i behold, for eksempel journalister, ville Facebook også blive en værdig udgiver af nyheder ud over at være en platform for deling. 

Det moralske element ligger ikke i selve den følelsesmæssige reaktion. Vi reagerer ofte med stor fascination på noget, der er decideret uhyggeligt.

Tænk blot på drabssager og færdselsuheld. Er vi ikke del af det, skaber uhyggen ikke gru, men gys, som indeholder en god del behag over, at det ikke er os. 

Det moralske element ligger derimod i den sortering, vi kan bedømmes på at have foretaget med følelsernes hjælp. 

Med følelsernes hjælp kan man for eksempel uden selv at have oplevet samme uret tilkendegive en stor sympati med nogen, der er blevet uretfærdigt behandlet. Til det formål er Facebook genial.

Hele #MeToo-effekten er skabt gennem sympati med hidtil usynlige ofre for overgreb, det vil sige på indignation og medfølelse.

Det er følelser med muligheder for forandring til det bedre. 

Den moralske rettesnor er, hvad filosoffen Kant udnævnte som en appel om tilslutning. Når vi siger, hvor vi står, og blandt hvem vi står, tilkendegiver vi samtidig en forventning om, at det er det rette sted at stå og et ståsted, som enhver med moralen i orden også ville vælge. 

Uden Facebook og Twitter kunne #MeToo aldrig have skabt så store forandringer på så kort tid.

Delinger har været med til at bestemme, hvad der tales om – alle vegne. Og dermed været med til at bestemme vores samfundsindretning.

I #MeToo-sammenhæng vil ingen være en sådan person, der ikke kan respektere andres grænser.

Hvis ikke holdninger formet i en offentlighed kan styre og normere, risikerer vi at overlade alt til nyfigenheden og lettelsen over, at ulykkerne især rammer de andre.

Der er sandere følelser end nyfigenheden, nemlig dem, der har indbygget en appel om andres istemmen i sig. Deri ligger følelsernes fine arbejde for den digitale fremtid.

.............
Anne Marie Pahuus er prodekan på Faculty of Arts ved Aarhus Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.