Debat

Cowi: Fremtidens digitale byggeplads mangler fagkompetente håndværkere

Regeringens digitaliseringsstrategi er et solidt fundament for fremtidig grøn vækst i Danmark. Men der er behov for, at vi gentænker, hvordan vi opbygger kompetencerne til at håndtere fremtidens opgaver, skriver Morten Alsdorf.

Byggeribranchen, og erhvervslivet generelt, får brug for nye medarbejdere, der kan betjene robotter og arbejde digitalt, skriver Morten Alsdorf.
Byggeribranchen, og erhvervslivet generelt, får brug for nye medarbejdere, der kan betjene robotter og arbejde digitalt, skriver Morten Alsdorf.Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I 2021 var byggeomsætningen i Danmark 289,3 milliarder kroner ifølge Danmarks Statistik. Men op mod 87 milliarder kroner er muligvis gået til spilde, hvis man skal tro på undersøgelser fra Australien og Sverige.

Undersøgelserne viser nemlig, at 10-30 procent af byggeomkostninger er spild grundet omkostninger til forbedring af fejl og mangler eller forsinkelse af projekter.

Når byggeprojekter rammer så meget ved siden af, har det ofte store økonomiske, miljømæssige og menneskelige konsekvenser.

En stor del af spildet kan begrænses ved, at bygherre, arkitekter, ingeniører og entreprenører arbejder tættere sammen – det sker allerede i større grad i form af integrerede byggeprocesser. Men en stor del af spildet kan også reduceres gennem digitale løsninger.

Digital optimering

Derfor skal regeringen anerkendes for dens nyligt lancerede digitaliseringsstrategi, som blandt andet udlægger, hvordan det offentlige og private i samspil kan skabe grøn vækst. Særligt et tiltag bør roses i forhold til byggesektoren:

"Der etableres en cirkulær databank, der samler og tilgængeliggør data om affald og materialer, så virksomheder og offentlige myndigheder kan effektivisere deres materialeforbrug og minimere affald."

Det er der behov for. Og det vigtige ord her er cirkulær. Vi er nødt til at indregne byggeriets fodaftryk i forhold til miljø og økonomi i hele byggeriets levetid. Det vil sige 50-100 år frem i tiden. 

I den kontekst bliver digitale LCA (Life Cycle Assessment) værktøjer vigtige, da man allerede i det indledende arkitektarbejde kan have en dialog om materialevalg, og hvilken effekt det vil have på økonomien og miljøet i hele byggeriets levetid.

Udbredelsen af multifunktionelle og autonome robotter vil være banebrydende for branchen.

Morten Alsdorf
Digital transformationsdirektør, Cowi

På den måde får man et mere oplyst grundlag at træffe sine beslutninger ud fra.

Et andet pejlemærke i regeringens strategi er øget automatisering – både af arbejdsprocesser men også af manuelt arbejde for at kunne skalere volumen, når vi særligt inden for byggeri står over for mangel på arbejdskraft.

Her spiller implementering af BIM (Building Information Modeling) en afgørende rolle.

BIM digitaliserer arbejdsprocesserne fra tidlig start til aflevering samt driften af en byggeopgave eller et anlægsprojekt.

BIM er en integreret metode til at digitalisere byggeprocessen, og med BIM kan risikoen for fejl reduceres betydeligt.

Regeringen kunne med fordel kræve dokumentation af nybyggeriers påvirkning af miljøet i hele dets levetid. Og på den måde accelerere både digitaliseringen og den grønne omstilling.

Robotterne kommer

Et andet område, hvor digitaliseringen kommer til at påvirke byggeriet og andre industrier er inden for robotteknologien.

I dag har vi allerede robotter, der eksempelvis kan beskære gipsplader. Problemet er blot, at dagens robotter kun kan beskære et element eller en proces på en bestemt forudprogrammeret måde.

Hvis der er mange forskellige elementer, som skal beskæres, så er robotterne ufleksible og vil kræve manuel indblanding. Det er ikke attraktivt økonomisk.

Heldigvis er der multifunktionelle robotter på vej, og det vil øge produktiviteten og minimere behovet for arbejdskraft betydeligt.

Regeringen skal hjælpe med at sikre, at der er nok tilgængelig arbejdskraft.

Morten Alsdorf
Digital transformationsdirektør, Cowi

I Tyskland udvikler en startupvirksomhed en robot, der kan male rum uden, at rummet skal afskærmes. Hvis du for eksempel skal male et nyt lejlighedskompleks, så gør det en verden til forskel, at du har sådan en robot til at male.

Vi befinder os stadig i en meget tidlig fase i forhold til robotternes indtog, men udbredelsen af multifunktionelle og autonome robotter vil være banebrydende for branchen.

Regeringen spiller en væsentlig rolle i at få flere robotter integreret på arbejdspladserne og accelerere digitaliseringen.

Byggeribranchen, og erhvervslivet generelt, får nemlig brug for mange nye medarbejdere, der kan betjene disse robotter og arbejde digitalt. Der er derfor behov for, at vi gentænker, hvordan vi opbygger fagkompetencer – herunder digitale – til at håndtere fremtidens opgaver.

Regeringen skal hjælpe med at sikre, at der er nok tilgængelig arbejdskraft. Det gælder både i forhold til at uddanne nok unge mennesker med de nødvendige kompetencer eller efteruddanne nutidens håndværkere til at blive fremtidens håndværkere.

Manglende arbejdskraft

Regeringens digitaliseringsstrategi er et solidt fundament for fremtidig grøn vækst i Danmark – men der er mange andre tiltag, som er nødvendige for, at vi opnår de ønskede resultater.

Det mest presserende og ubesvarede spørgsmål er, hvordan vi i Danmark får adgang til medarbejdere med de nødvendige digitale kompetencer. Det svarer strategien ikke på.

Læs også

Hvad kræver det uddannelsesmæssigt? Hvad kræver det i forhold til at tiltrække relevant udenlandsk arbejdskraft? Hvad kræver det af det offentlige og private samarbejde?

Der er derfor et behov for, at regeringen og det private erhvervsliv mødes og finder ud af, hvordan vi sammen bedst får gjort alle de gode ambitioner til virkelighed.

For vi er naturligvis helt enige i, at Danmark skal bevare sin digitale førerposition, så vi kan sikre fortsat grøn vækst til gavn for borgere, virksomheder og samfundet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024