Debat

Dansk Energi: Forudsætningerne for investering i fibernet skal fremmes

DEBAT: Fibernettets udbredelse giver forbrugerne reel valgfrihed. En yderligere udbredelse forudsættes af politik og rammebetingelser, der fremmer investeringer i digital infrastruktur, skriver Thomas Woldiderich.

Med udbredelsen af fibernettet får forbrugerne mulighed for at vælge mellem forskellige
infrastrukturer, skriver Thomas
Woldiderich.
Med udbredelsen af fibernettet får forbrugerne mulighed for at vælge mellem forskellige infrastrukturer, skriver Thomas Woldiderich.Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Woldiderich
Branchechef for telepolitik i Dansk Energi

Da de forbrugerejede energiselskaber for over et årti siden for alvor begyndte at rulle fibernet ud i det danske landskab, var der ifølge Energistyrelsen blot 4.500 husstande, som var koblet direkte på fibernettet i Danmark.

Dengang var spørgsmålet ofte: Hvad skal vi med det?

Spoler vi frem til 2019, så rundes 700.000 tilsluttede husstande inden årets udgang, og det seneste år er der koblet over 76.000 nye brugere på fibernettet inden for 12 måneder, hvilket samtidig er ny danmarksrekord.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

I dag er spørgsmålet blevet til: Hvornår får vi også fibernet til vores område?

Fibernet giver valgfrihed
Energiselskabernes entre på det danske bredbåndsmarked var samtidig startskuddet for en tiltrængt konkurrence på infrastruktur med det tidligere statsejede telemonopol, TDC.

Selvom fibernettet er nået langt ud i mange kroge af Danmark og for længst har fået sit folkelige gennembrud, er der fortsat lang vej til, at hele landet får ens muligheder.

Thomas Woldiderich
Branchechef for telepolitik i Dansk Energi

Hver gang de forbrugerejede energiselskaber ruller fibernettet ud til de enkelte husstande rundt om i landet, gives forbrugerne en ægte valgfrihed, når det gælder adgangen til internettet.

Det skyldes, at husstandene i forvejen – som oftest – er koblet på kobbernettet fra TDC. 

Med fibernettet får forbrugerne dermed mulighed for at vælge mellem forskellige infrastrukturer, og er man utilfreds med den ene, kan man skifte til en anden.

Hvordan Danmark havde set ud i forhold til digital infrastruktur uden energiselskabernes udrulning af fibernet, tør jeg næsten ikke tænke på. 

Danmark havde i hvert i fald næppe – som tilfældet er i dag – ligget nummer to i hele EU, når det gælder dækning med fibernet i landdistrikter – som er over 60 procent.

Og en lang række danske øer, såsom Læsø, Mandø, Ærø, Samsø, Omø, Årø, Askø, Lilleø, Thurø, Sejerø, Jegindø, Fur, Fejø, Orø, Agersø, Fanø, Femø og Enø havde næppe heller haft adgang til fibernet – som de har i dag – fra de lokale, forbrugerejede energiselskaber.

Så ud over en tiltrængt og afgørende konkurrence til TDC er og har fibernettet også været med til at mindske den digitale kløft mellem land og by.

En kløft, som med stigende digitalisering i vores samfund blot vil vokse i årene fremover, hvis ikke den lukkes med bedre bredbånd.

Investeringer er nødvendige
Selvom fibernettet er nået langt ud i mange kroge af Danmark og for længst har fået sit folkelige gennembrud, er der fortsat lang vej til, at hele landet får ens muligheder, og fibereventyret vil derfor fortsætte i mange år fremover.

Ifølge TDC har cirka 400.000 danske husstande fortsat kun adgang til internettet gennem kobberkablerne.

Den største konkurrencemæssige opgave for samfundet – og ikke mindst de forbrugerejede energiselskaber – er derfor at få fibernettet bredt ud til de hundredtusindvis af danskere, som ikke ønsker at være bundet til et kobbernet som eneste løsning.

Det kræver store private milliardinvesteringer de næste mange år at øge konkurrencen mellem infrastrukturer i hele landet og dermed give forbrugerne ægte valgfrihed.

Hvert år investerer over 15 forskellige forbrugerejede energiselskaber tilsammen op til to milliarder kroner i udbredelsen af fibernettet, og særligt i Region Hovedstaden har en række små, selvstændige fiberudbydere i en længere årrække set et spirende marked for at udbrede deres eget fibernet til bredbåndshungrende forbrugere i regionen.

Alt sammen noget, som styrker konkurrencen og gavner samfundet.

Fremtiden byder på fibernet til 5G
I de kommende år vil fibernettet dog ikke blot spille en væsentlig rolle i forhold til danske husstande og virksomheders stigende behov for bedre bredbånd.

Fibernettet vil også få en hovedrolle i udbredelsen af fremtidens 5G-netværk, hvor krav til båndbredde og kvaliteten af netværket vil pege i retning af øget brug af fibernet.

Så øges udbredelsen af fibernet, sikres også de bedste betingelser for udbredelse af 5G.

Forudsætningen for en fremtid med endnu mere udbredt fibernet i Danmark er politiske og regulatoriske rammebetingelser, som fremmer investeringer i digital infrastruktur.

Det er noget, som bør stå øverst på dagsordenen hos både de nyvalgte folketingspolitikere og myndighederne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas H. A. Woldiderich

Branchechef for telepolitik, Fiberalliancen
Cand.merc.jur. (CBS)

0:000:00