Debat

Enhedslisten: Øget masseovervågning mistænkeliggør hele befolkningen

DEBAT: Vi bliver ikke trygge af 1,5 millioner kameraer i det offentlige rum. Øget overvågning mistænkeliggør hele befolkningen og truer centrale retsprincipper, skriver Rosa Lund (EL).

Det har igen og igen vist sig, at masseovervågning ingen præventiv effekt har, skriver Rosa Lund (EL).
Det har igen og igen vist sig, at masseovervågning ingen præventiv effekt har, skriver Rosa Lund (EL).Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rosa Lund (EL)
Retsordfører

Lige nu er Danmark på vej ind på en farlig vej.

Mette Frederiksen stillede sig i spidsen for det, som hun selv kaldte, en ”massivt” øget overvågning af danskerne.

Formålet var at passe på Danmark.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Problemet er, at et massivt overvågningssamfund ikke kan passe på borgerne eller give os tryghed.

Tværtimod kriminaliserer og mistænkeliggør den øgede masseovervågning hele befolkningen, samtidig med at den truer centrale retsprincipper.

Almindelige mennesker skal have lov til at bevæge sig rundt i Danmark, uden at politiet konstant overvåger og registrerer deres adfærd.

Rosa Lund (EL)
Retsordfører

Lovpakken giver forkert indtryk
Først vil jeg gå i rette med regeringens spinstrategi på overvågningsområdet. De kalder deres lovpakke for 'Tryghed og sikkerhed i det offentlige rum'.

På forsiden er der to politibetjente. På den måde får man indtrykket af, at kritikerne af pakken ikke ønsker øget tryghed i Danmark, og at lovpakken betyder flere betjente på gaden i nærområderne. Begge dele er naturligvis helt forkert.

Tryghed er fuldstændig afgørende for et samfund. En socialistisk mærkesag.

Som venstreorienteret så er det en af de vigtigste mærkesager for mig at sikre mine medmennesker trygge og gode rammer at leve i.

Derfor har jeg altid stået forrest i arbejdet for et sikkert samfund, hvor man ikke er truet af vold i sin familie, i sin skole eller på gaden – uanset om man er brun, homoseksuel, kvinde eller alle tre.

Jeg har kæmpet for et rummeligt velfærdssamfund, hvor der er penge til, at pædagogen, politibetjenten og sygeplejersken har tid og overskud til at hjælpe den enkelte borger i øjenhøjde.

Men tryghed gælder også retspolitikken, hvor almindelige mennesker skal have lov til at bevæge sig rundt i Danmark, uden at politiet konstant overvåger og registrerer deres adfærd.

Det er nemlig sådan, vi gør hinanden trygge – ved at møde hinanden, stole på hinanden og være sammen i stærke fællesskaber.

Overvågning skaber utryghed
Tryghed er ikke 1,5 millioner kolde overvågningskameraer og automatiske algoritmer, som registrerer vores ansigter konstant.

Tryghed er at møde et venligt ansigt.

Vi ved desuden, at overvågningspakken ikke vil virke. Det har igen og igen vist sig, at masseovervågning ingen præventiv effekt har.

Masseovervågning afholder ikke fulde mennesker i nattelivet fra at slås, de tænker nemlig ikke deres kriminalitet igennem, men handler spontant. Og masseovervågning forhindrer ikke planlagt kriminalitet, som finder en vej rundt om kameraernes søgelys.

Til gengæld peger enkelte studier på, at videoovervågning skaber mere utryghed, fordi almindelige mennesker tænker, at deres nabolag er farligt, hvis det bliver overvåget.

Der skal med andre ord helt andre midler til.

Racisme reproduceres i USA
Ansigtsgenkendelse på 1,5 millioner kameraer, der hele tiden overvåger os, rummer nogle dybt skræmmende perspektiver.

Hvis vi ser os omkring i verden, så skræmmer sporene fra lande, som har valgt den samme vej. I USA er halvdelen af befolkningen registreret i forskellige ansigtsgenkendelsesregistre.

Læs også

Hovedparten af dem er fattige, sorte eller begge dele. Samtidig sættes de fleste kameraer op i fattige og sorte nabolag, og ansigtsgenkendelsesalgoritmerne er betydeligt dårligere til korrekt at identificere et sort ansigt i forhold til et hvidt.

Ansigtsgenkendelse og videoovervågning er på den måde med til at reproducere den strukturelle racisme i det amerikanske retssystem og undergrave retssikkerheden for bestemte grupper.

Ligesom med teledataskandalen herhjemme anvendes ansigtsgenkendelse nemlig ofte som stærkt og fældende bevis i amerikanske retssager.

Retssikkerheden gør os trygge
I Hongkong ser vi, at myndighederne aktivt bruger ansigtsgenkendelse imod byens demokratibevægelse. De må anvende masker, paraplyer, laserlys og maskering for at få lov til at demonstrere imod Kinas undertrykkende indflydelse.

I Danmark er vi hverken USA eller Hong Kong. Og det skal vi heller ikke være.

Vi er et land med høj tillid og tryghed.

Derfor er det også så bekymrende, at regeringen vil indføre masseovervågning sammen med højrefløjen, og at de ikke entydigt afviser Dansk Folkepartis ønske om ansigtsgenkendelse.

Det er vores velfærd og retssikkerhed, som gør os trygge.

Ikke masseovervågningen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rosa Lund

MF (EL)
cand.soc. i jura (Københavns Uni.)

0:000:00