Enhedslisten: Telepolitik skal understøtte grøn omstilling

Lige nu forhandler Folketingets partier om et nyt teleforlig. For os i Enhedslisten er det afgørende at få en ordentlig og ambitiøs bredbåndsdækning for alle i hele landet.
Jeg ønsker mig en målsætning på gigabit til alle. Det vil sige at vi skal stræbe efter at 100 procent af alle virksomheder og husstande i Danmark har adgang til en gigabit i 2025.
Den anden af vores mærkesager i forhandlingerne er, at det skal stå helt klart i et nyt teleforlig, at dansk telepolitik skal understøtte den grønne omstilling. Der er et stort potentiale i telesektoren og i ny digital teknologi, der kan medvirke til at gøre både vores husholdninger og erhvervsliv mere klimaoptimalt, og det skal udnyttes.
Alle skal have adgang til højhastighedsinternet
I et nyt teleforlig ser vi gerne, at vi får løftet den gamle målsætning om, at alle virksomheder og husstande skal have højhastighedsinternet inden 2023 forstået som 100 megabit-download, til at alle virksomheder og husstande i Danmark skal have adgang til en gigabit senest i 2025.
Den digitale omstilling har også en klimabagside
Eva Flyvholm
It- og teleordfører for Enhedslisten
Det er et ambitiøst mål, der stiller store krav til parterne på området. Men målsætninger skal også være ambitiøse, hvis de skal kunne bruges til noget. Og bevares, hvis vi så rammer 99 procent, kan vi også klappe hinanden på skulderen og være glade og tilfredse. Vi er allerede langt med udrulningen af fiber og trådløse teknologier kan også hjælpe os det sidste stykke. Det er vigtigt for os, at især vores landdistriktsområder også kommer med på vognen.
Ved at gå forrest med ambitiøse mål, tror vi på, at vi kan sætte en klar retning for teleområdet, og skubbe yderligere på for at realisere det store potentiale, som digitaliseringen indebærer – ikke mindst i forhold til den grønne omstilling af vores samfund.
Den digitale infrastruktur og adgangen til højhastighedsinternet er nemlig afgørende for, at vi i fremtiden kan gøre brug af klimaoptimerende intelligente løsninger i både husholdninger og erhvervsliv, som kan bidrage til at reducere vores samlede energiforbrug. Dette skal selvfølgelig ske på måder, der samtidig sætter hensynet til borgernes privatliv og ret til kontrol med egne data i højsædet.
En grøn telepolitik
Klimakrisens alvor kræver, at alle sektorer i samfundet skal op i gear, hvis vi skal lykkes med at indfri klimalovens mål om at reducere drivhusgasser med 70 procent inden 2030. Den vigtige målsætning mener Enhedslisten, at dansk telepolitik og hele telesektoren skal understøtte.
Derfor bør det stå tydeligt i et nyt teleforlig, at dansk telepolitik også skal understøtte den grønne omstilling.
Hvis vi skal løfte digitaliseringen til det næste niveau, er der behov for at sætte en mere klar politisk retning for området. Digitaliseringen skal ikke kun hjælpe os gennem coronakrisen. Vi står overfor en global klimakrise, der kræver øjeblikkelig handling.
Klimakrisen kræver, at alle bidrager – det gælder også telesektoren, hvor der er et stort potentiale, der skal udnyttes
Eva Flyvholm
It- og teleordfører for Enhedslisten
Den digitale omstilling har også en klimabagside. Datacentre vil i fremtiden forbruge stadig større mængde energi. Derfor er der samtidig et behov for at stille krav til, at forsyne datacentrene med strøm fra vedvarende energi og tænke i løsninger, hvor vi udnytter energi på tværs af sektorer og overskudsvarme fra datacentrene.
Samtidig foreslår vi, at der afsættes ressourcer til en opgørelse af det danske telenets klimaaftryk i hele værdikæden, og at der udarbejdes en strategi for klimaeffektiv vedligeholdelse af det danske telenet.
Vi mener desuden, at det er oplagt at fiber-kabler i fremtiden skal transporteres og nedgraves ved brug af nulemissions køretøjer og -maskiner, og at alle datacentre alene bør køre på strøm fra vedvarende energi. Samtidigt bør vi også arbejde målrettet på at få kortlagt klimapotentialerne i Internet of Things.
Klimakrisen kræver, at alle bidrager - det gælder også telesektoren, hvor der er et stort potentiale, der skal udnyttes. Det mener vi i Enhedslisten bør understøttes i et nyt dansk teleforlig.
Artiklen var skrevet af
Indsigt
- Karina Lorentzen Dehnhardt spørgerHvilke initiativer vil ministeren tage, så Danmark også får ført sager mod techgiganterne?

Louise Brown spørger Sophie LøhdeHvorfor er reglerne ikke ændret, så onlineplatforme kan levere håndkøbsmedicin?
Peter Skaarup spørger Rasmus StoklundHvilke redskaber anvender myndighederne til at forebygge radikalisering via sociale medier?
- B 84 Anvendelse af kunstig intelligens i forbindelse med behandling af ansøgninger om dansk indfødsret (Udlændinge- og Integrationsministeriet)Fremsat
- L 111 Lov om supplerende bestemmelser til forordningen om kunstig intelligens (Digitaliseringsministeriet)1. behandling
- L 96 Lov om leje (Social- og Boligministeriet)1. behandling
- Her er, hvad der skete, da Mette Frederiksen skabte vild forargelse med udtalelse om børn, big tech og cigaretter
- I fremtiden hedder din sidemakker ChatGPT. Og det er kun de rigeste, der vinder på det
- Schaldemose: Det er bevidst manipulation at kalde EU-lov for chatkontrol. Det handler om at beskytte vores børn
- Forsker om politiets brug af omstridt software: "Det er fejlagtigt at tro, at Palantir ikke har adgang til data"
- International forsker advarer: Når mennesker ledes af maskiner, skader det demokratiet




















