Debat

Fhv. formand for Danske Medier: Indfør den digitale danske model

Vores demokrati afhænger af mere end lovregulering af techgiganternes krænkelser af mediernes ophavsret. En national digital handlingsplan for hele befolkningen er mindst lige så påkrævet, skriver Per Lyngby.

Ingen af tech-giganterne har respekt for EU’s persondataforordning eller privatlivets fred, skriver Per Lyngby.
Ingen af tech-giganterne har respekt for EU’s persondataforordning eller privatlivets fred, skriver Per Lyngby.Foto: Thomas White/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er al ære og respekt værd, at Danske Mediers bestyrelse forholder sig til techgiganterne og støtter kulturminister Joy Mogensens (S) overvejelser om lovregulering, der sikrer danske mediers ophavsrettigheder og betaling for brug af deres indhold.

Digitale medier, der ikke er enige i lovindgrebet – for eksempel Zetland – ser techgiganterne og de sociale medier som en del af deres brugerflade og forretningsmodel og mener, at indgrebet vil skade oplysning og demokrati.

Danske Medier støtter lovreguleringen for netop at beskytte den demokratiske debat. Hvorom alting er, bør der udover demokratikortet også lægges andre trumfer på bordet end ophavsrettigheder og betaling herfor.

Det må kunne løses, så den digitale danske model baseret på digital dannelse bliver en sejr for den enkelte dansker, for medierne og for demokratiet.

Per Lyngby
Medlem af Demokratikommissionen, fhv. formand for Danske Medier

Digital dannelse er demokratisk dannelse
Det fælles fundament for medievirksomhed og demokrati er læsere, lyttere, seere, brugere, forbrugere, borgere, befolkning, folk, indbyggere, vælgere eller for den sags skyld skatteydere. De bestemmer.

Techgiganterne er af en helt anden opfattelse. De er ifølge den amerikanske professor emeritus ved Harvard Business School Shosana Zuboff overvågningskapitalister, der ikke respekterer vores privatliv, dræner vore hjerner for data, påvirker vores adfærd – og sælger viden om det videre til annoncører. Og deres aktionærer griner hele vejen til Wall Street og tilbage igen.

Det kaldes med et neutralt begreb for personlig informationsøkonomi, men det gør det ikke mere demokratisk spiseligt. Heller ikke selv om fortalere for ultimativ ytringsfrihed hylder alle aktiviteter og frit spil på internettet.

Derfor bør vi med demokratiet in mente også drøfte og iværksætte tiltag, som gør tilværelsen tålelig for det enkelte menneske. Især ved at skrue op for digital dannelse, som i dén grad er demokratisk dannelse.

Det drejer sig ikke kun om skolebørn og studerende. Det gælder os allesammen, fordi mange har den tillidsfulde, men naive, tilgang til overvågning, at vi ikke har noget at skjule, og derfor gør det ikke noget.

Det synspunkt holder ikke i længden. Det gør hykleriet og dobbeltmoralen i at fordømme techgiganternes manglende respekt for databeskyttelse og privatlivets fred og samtidig bruge de sociale medier til at være sit eget livs redaktør heller ikke.

Den digitale danske model
Vi er stolte af og berømmes for den danske model, som giver arbejdsmarkedets parter ret til selv at regulere og forhandle overenskomster med videre uden politisk indblanding.

Danmark har muligheden for endnu engang at gå forrest og iværksætte den digitale danske model. En langsigtet, national handlingsplan for digital dannelse med vægt på faktatjek, kildekritik, adfærd, databeskyttelse, privatliv, god tone, ansvar, etik samt selv- og måske lovregulering.

I 1987 blev Det Etiske Råd til rådgivning af Folketinget og offentlige myndigheder oprettet. Det skete med fokus på sundhedsområdet og de nye bio- og genteknologier. Siden 2004 har det også omfattet natur, miljø og fødevarer.

Med den digitale, teknologiske udvikling har der næppe tidligere været et lige så stort behov for at oprette Det Etiske Råd for informations- og kommunikationsteknologi (IKT) til rådgivning af Folketinget og de offentlige myndigheder. Det bør indgå i den digitale danske model.

Alt for mange beslutninger træffes i øjeblikket på teknologiens præmisser, rådgivningen gives af teknologiske tilhængere, og techgiganterne giver søforklaringer om, at det ikke er dem selv, men den teknologiske udvikling, der driver dem frem. Det er ikke sandt.

Med den digitale, teknologiske udvikling har der næppe tidligere været et lige så stort behov for at oprette Det Etiske Råd for informations- og kommunikationsteknologi. 

Per Lyngby
Medlem af Demokratikommissionen, fhv. formand for Danske Medier

Ingen respekt for persondata og privatlivets fred
De drives af forretning og kaldes med rette The Big Five. Facebooks markedsværdi på cirka 5.000 milliarder kroner er den mindste, men alligevel dobbelt så stor som Danmarks bruttonationalprodukt, altså Danmarks samlede produktion i et år. Google, Microsoft, Apple og Amazon er endnu større.

Ingen af dem har respekt for EU’s persondataforordning, som også Danmark indførte i 2018. Vi kender det som GDPR, data- og informationssikkerhed for den enkelte. Techgiganterne har heller ikke meget tilovers for privatlivets fred, som er formuleret i straffelovens paragraf 27, og som måske trænger til en modernisering, der tager højde for digitale overtrædelser.

Alle bør naturligvis respektere databeskyttelse og privatlivets fred, ellers falder hammeren. Det kan kun være i alles interesse, at et bredt sammensat Etisk Råd med fokus på IKT kan rådgive Folketinget om det i forhold til techgiganterne.

Desuden bør trusler, tilsvining og krænkelser ikke fortsat stå uimodsagt og uden moderation på sociale medier. Det må kunne løses, så den digitale danske model baseret på digital dannelse bliver en sejr for den enkelte dansker, for medierne og for demokratiet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Lyngby

Medlem, Medienævnet, medlem, Demokratikommissionen, bestyrelsesformand, Nordjyske Museer, næstformand, Ejendomsfonden Regan Vest, bestyrelsesmedlem, DH Media, bestyrelsesmedlem, Kulturhistorisk Forening for Nordjylland
journalist (DJH 1984), HA (Aalborg Universitet 1979)

0:000:00