Torsdag trådte Mia Wagner ind i regeringen: "Mange har spået, jeg ville ende i politik"

På skiftedagen i Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet torsdag kaldte Mia Wagner (V) det "helt naturligt" at sige ja til at overtage det øverste politiske ansvar for de to områder. Som ny minister vil hun trække på sin mangeårige erfaring fra erhvervslivet, lød det. 

Mia Wagner konstaterede, at hun har et "liberalt hjerte" og længe har følt sig politisk hjemme hos Venstre trods nyligt partimedlemskab.
Mia Wagner konstaterede, at hun har et "liberalt hjerte" og længe har følt sig politisk hjemme hos Venstre trods nyligt partimedlemskab.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

Mia Wagner (V) entrerede torsdag dansk politik, og udefra synes det muligvis mere overraskende, end det er for hovedpersonen selv.

På skiftedagen i Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet kaldte erhvervskvinden det i hvert fald "helt naturligt" at takke ja til posten som minister for de to områder.

"Digitalisering er for mig noget fantastisk. Det er noget, der åbner nye muligheder. Det er selvfølgelig også forandring, og det er forandring, hvor vi skal have alle med. Det kan være en udfordring," sagde Mia Wagner og tilføjede:

"Men der er også muligheder - eksempelvis med kunstig intelligens, som kan forbedre vores muligheder for at stille kræftdiagnoser."

Mia Wagner konstaterede, at hun har et "liberalt hjerte" og længe har følt sig politisk hjemme hos Venstre trods nyligt partimedlemskab. Forinden havde hun da også over for pressen røbet, at hun før er blevet opfordret til at stille op til Folketinget for partiet.

"Der er mange, der igennem årene har spået, at jeg ville ende i politik. Nu står jeg i det her skønne ministerium," lød det fra Mia Wagner.

Som ny minister vil hun trække på sine erfaringer fra dansk erhvervsliv – blandt andet i forbindelse med ligestillingsdagsordenen, som hun i årevis har markeret sig på, lød det.

Eksempelvis har hun tidligere argumenteret for nødvendigheden af at indføre midlertidige kønskvoter i ledelser.

"Ligestilling ved man jo godt, at jeg har holdninger til. Det har jeg også qua min baggrund fra erhvervslivet, hvor jeg har erfaringer, som jeg er stolt af og også glæder mig til at bringe herind i ministeriet," sagde Mia Wagner og tilføjede:

"Vi er langt fremme i Danmark på ligestilling, og det skal vi blive ved med at være. Det handler om at få alle med. Det handler ikke bare om én gruppes vilkår eller én særlig minoritet, det handler om at sikre helheden, og der skal være plads til alle."

Følelsesladet afsked

Der blev skålet i champagne til den traditionsbundne overdragelsesseance i ministeriet.

Men afgående minister Marie Bjerre (V) var tydeligt berørt over at måtte trække sig fra posten og helt træde ud af regeringen.

Jeg er stolt over, at vi for første gang har lavet en politisk aftale, hvor vi hjælper dem, der har det svært med det digitale.

Marie Bjerre (V)

Hun fik et år som minister, og for præcis en uge siden præsenterede hun regeringens storstilede digitaliseringsstrategi, som skal udstikke rammerne for hele den digitale udvikling i årene frem.

I netop det lys konstaterede departementschef Sophus Garfiel også hurtigt, at det "er et lidt specielt tidspunkt at skifte minister".

Som altid blev der udvekslet symbolske gaver mellem afgående og tiltrædende minister. Marie Bjerre forærede et hæftet eksemplar af den liberale tænkers John Stuart Mills værk Kvindernes underkuelse fra 1869.

Hun havde ikke kunnet nå at skaffe bogen, inden ministeransvaret skulle overdrages.

Bogen er "et synligt bevis på, hvor liberal ligestillingskampen er," sagde Marie Bjerre. 

Læs også

Oplistede resultater

Marie Bjerre benyttede lejligheden til at fremhæve politiske resultater og aftaler, som hun nåede at lande som minister.

"Jeg er stolt over, at vi har fået gjort digitaliseringen politisk. Det er blevet en politisk kampplads. Der er en frihedskamp, hvor vi ikke tolererer, at techgiganter gør os afhængige og tager vores frihed fra os, og hvor vi samtidig er begejstrede over digitalisering," sagde hun og uddybede:

"Jeg er stolt over, at vi for første gang har lavet en politisk aftale, hvor vi hjælper dem, der har det svært med det digitale. Jeg er stolt over, at vi har gjort det nemmere at blive digitalt fritaget fra offentlige selvbetjeningsløsninger."

Hun fremhævede desuden sit fokus på mænd i ligestillingsdebatten – og konkret at have sikret lige adgang til krisecentertilbud.

"Lige så urimeligt det er, at kvinder har svært ved at gøre sig gældende i toppen af vores samfund, lige så urimeligt er det, at mænd mislykkes på bunden. Ligestilling handler om både kvinder og mænd."

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mia Wagner

Fhv. digitaliseringsminister og minister for ligestilling (V)
cand.jur. (Københavns Uni., 2003)

Marie Bjerre

Digitaliseringsminister og minister for ligestilling, MF (V)
cand.jur (Københavns Uni. 2011), LL.M. fra UC Berkeley 2016

0:000:00