Martin Lidegaard: Bør vi forbyde politisk annoncering på de sociale medier?

KOMMENTAR: Det er værd at overveje, om vi bør forbyde politiske annoncer på Facebook og Twitter, som vi allerede har forbudt det på TV. Resultatet af den politiske kommercialisering er nemlig, at dem med flest penge får mest eksponering og størst mulighed for at blive valgt.

De sociale medier truer med at gøre vores politiske offentlighed stadig mere kommerciel. Bør vi overveje at skabe større demokratisk lighed på nettet igen?

I 1992 vedtog et bredt flertal i Folketinget at forbyde politiske reklamer på landsdækkende TV. Baggrunden var dobbelt: Dels skulle det ikke være pengepungens størrelse, der afgjorde et partis chancer for at slå igennem politisk. Dels ønskede man ikke en politisk kultur som i for eksempel USA, hvor politiske tv-reklamer fylder meget i den politiske debat og fremmer en polariseret politisk kultur med mindre dialog og mere mudderkastning.

I mellemtiden er de sociale medier kommet til, og som alle ved, fylder de stadigt mere i det politiske liv. På godt og på ondt.

På den ene side har de nye medier åbnet helt nye muligheder for politikere til at føre en virtuel dialog og debat med borgerne, ligesom det har givet nye partier og ubemidlede politikere en ny mulighed for at blive hørt og gøre sig gældende, hvis de har talent for de nye platforme. 

På den anden side står det klart, at partier og politikere med mange penge i Facebook, Twitter og Instagram har fundet nye og magtfulde værktøjer til deres politiske profilering. Meget af deres politiske annoncering foregår under radaren, og det kan være svært at gennemskue for modtagerne, hvornår der er tale om politisk annoncering; et forhold, som de kommercielle aktører bag de sociale medier ikke gør meget for at ændre på.

Blandt andet er Facebooks algoritmer med til at skabe de omdiskuterede ekkokamre, der netop understøtter, at man kan annoncere målrettet til personer, der allerede har udvist interesse for de synspunkter, et parti repræsenterer.

Facebook har vokset sig så stor som politisk våben, at mange med rette spørger, om ikke det er ved at være en trussel mod vores demokrati, at vi lader et privat selskab overvåge os alle sammen og sælge de indhøstede politiske data til den højestbydende, uden at vi får indsigt i de bagvedliggende algoritmer. Der mangler i den grad gennemsigtighed.

Mange unge orienterer sig kun i det politiske univers gennem de sociale medier, der således indeholder uanede muligheder for at analysere og målrette den politiske annoncering til præcis de målgrupper, der kan tænkes at sympatisere med budskabet, og som kan gøre en forskel.

Kun antallet af annoncekroner sætter grænser for, hvor mange stemmer man kan forsøge at annoncere sig til, ligesom politiske konsulenter og it-firmaer står i kø med tilbud om behandling af data, der dag for dag revolutionerer vores måde at tænke og bedrive politik på.

Også politiske kræfter udefra har i dag mulighed for at påvirke vores valg gennem trolde og anden form for politisk manipulation, som det er næsten umuligt at gennemskue for et utrænet øje. Mange mener således, at det netop var pengestærk og målrettet annoncering i flere varianter, der banede vejen for både Trumps sejr i 2017 og Brexit året før.

Også herhjemme vinder de nye værktøjer frem. Alle partier og kandidater, herunder mig selv, målretter stadig flere af vores kampagnemidler mod internettet, mens vi skærer ned på lokalaviser og anden traditionel annoncering. Dermed er der også sket en kommercialisering af dansk politik, og resultatet er uundgåeligt, at partier og politikere med flest penge får mest eksponering og størst mulighed for at blive valgt.

Derfor melder spørgsmålet sig naturligt: Hvilke krav kan og skal vi sætte til transparens hos store spillere som Facebook og Twitter, og skal vi begrænse eller ligefrem helt forbyde visse former for annoncering på sociale medier?

Det er svære spørgsmål, der kræver en nøje vurdering, og man kan hurtigt blive beskyldt for at være lidt gammeldags og for at indføre en form for censur på nettet.

Netop derfor mener jeg, at vi nøje bør granske området. Af tre grunde.

For det første skal det ikke være penge, der afgør demokratiske valg i Danmark. Det skal være politikkens indhold og evnen til politisk dialog med vælgerne.  

For det andet vil et forbud kunne stække de kræfter udefra, der ønsker at bruge internettet til at fremme deres politiske interesser på bekostning af vores demokrati, ligesom det vil gøre den politiske debat på de sociale medier mere gennemskuelig. Vi må som forbrugere af sociale medier og kilder til data kræve en højere grad af gennemsigtighed, når det gælder brug af vores alles data.

For det tredje vil mere transparens og større begrænsning af muligheder for politiske reklamer på internettet kanalisere millioner af annoncekroner fra de store amerikanske techgiganter til danske lokale og nationale medier, som vi dermed vil støtte indirekte i at levere god og kritisk journalistik.

Det rejser naturligvis en lang række tekniske spørgsmål: Skal begrænsninger på politiske annoncer kun dække egentlig annoncering eller også boost af egne budskaber? Skal det rette sig mod annoncørerne eller medierne eller begge dele, og hvad kan håndhæves i praksis? Vil man kunne retsforfølge kræfter udefra, der målrettet annoncerer politisk på danske platforme? Og hvad med samarbejde med diverse influencers, som også vinder frem blandt stadig flere politikere?

For at finde afklaring på disse spørgsmål ville det være naturligt først at bede en håndfuld dygtige eksperter og jurister om at gennemgå området og komme med deres anbefalinger.

Med afsæt i en ekspertvurdering burde det faktisk ikke være svært at blive politisk enige om principperne for politisk annoncering. Så vidt jeg ved, støtter alle partier fortsat et forbud mod politisk reklame på de landsdækkende elektroniske medier.

------

Martin Lidegaard (f. 1966) er næstformand for den radikale folketingsgruppe, tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Direktør: EU har ikke forstået konsekvenserne af copyrighthastværk Direktør: EU har ikke forstået konsekvenserne af copyrighthastværk Næste artikel Direktør: EU-politikere har på fem år haft klare sejre og lavet utilstrækkelige tiltag Direktør: EU-politikere har på fem år haft klare sejre og lavet utilstrækkelige tiltag