Anmeldelse af 
Peter Svarre

Ny bog nuancerer overvågningsdebat, men har to væsentlige mangler

ANMELDELSE: Peter Lauritsens bog 'Hvordan får vi et bedre overvågningssamfund' er relevant for alle, der interesserer sig bare en smule for overvågning. Men bogen springer let hen over hovedværk i den digitale overvågningsdebat og påstår fejlagtigt, at der ikke findes nogen seriøs samfundsdebat om emnet.

For de fleste vil et "bedre overvågningssamfund" lyde som et oxymoron. Hvordan kan noget ubetinget dårligt gøres bedre, skriver Peter Svarre i sin anmeldelse.
For de fleste vil et "bedre overvågningssamfund" lyde som et oxymoron. Hvordan kan noget ubetinget dårligt gøres bedre, skriver Peter Svarre i sin anmeldelse.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Peter Svarre
Hvordan får vi et bedre overvågningssamfund?
Peter Lauritsen
67 sider, Informations Forlag, udkom 15. december

Den lille neonatale baby ligger i sin kuvøse spundet ind i slanger og ledninger, der hele tiden overvåger barnets puls og mængden af ilt i blodet. Pludselig falder tallene, barnet begynder at blive blåt i hovedet, men fire sekunder efter står der en sygeplejerske ved kuvøsen og hjælper barnet tilbage til livet.

På E45 mellem Skanderborg og Aarhus er der sket et alvorligt biluheld i juletrafikken. En familie er kommet slemt til skade og faren i bilen er klemt fast og bløder alvorligt. Takket være overvågningskameraerne på strækningen er Vejdirektoratet dog allerede i fuldt alarmberedskab, og ti minutter efter er brandfolk og ambulance til stede og sikrer, at faren kan holde mange juleaftener endnu sammen med sin familie.

Overvågning er et ord, der klinger negativt i de flestes ører. Når der tales om overvågning, tænker vi på George Orwells ‘1984’, og vi forestiller os hemmelige efterretningstjenester, der sidder i mørke rum og lytter til alt, forstår alt og kontrollerer alt.

Bogen springer let og elegant hen over ét af de vigtigste bidrag til den digitale overvågningsdebat, nemlig Shoshana Zuboffs ‘Surveillance capitalism’.

Peter Svarre
Forfatter, foredragsholder og digital rådgiver

Men overvågning kan ofte være en god ting. Overvågning redder dagligt menneskeliv, overvågning forhindrer overfiskning af vores have, og overvågning sikrer, at vi kan spise fødevarer, der ikke er fyldt med colibakterier og listeria. Og i øvrigt kan vi ikke undsige os overvågning, fordi vores moderne, frie, demokratiske og digitaliserede samfund er spundet ind i og funderet på overvågning fra vugge til grav.

Overvågning hverken godt eller dårligt
Det er meget kort fortalt den væsentlige og vigtige pointe i Peter Lauritsens bog med den provokerende titel: ‘Hvordan får vi et bedre overvågningssamfund?’. Langt de fleste danskere vil nok tænke på et overvågningssamfund som noget lidet ønskværdigt, så et "bedre overvågningssamfund" lyder som lidt af et oxymoron. Hvordan kan noget, som er ubetinget dårligt, gøres bedre?

Lauritsens svar er, at overvågningsdebatten har malet sig op i et hjørne – eller mere præcist to antagonistiske ringhjørner. I det ene hjørne har vi overvågningsskeptikerne, som råber ulven kommer, hver gang de ser et overvågningskamera eller en hjemmeside med en cookie.

I det andet ringhjørne har vi politikerne, der løser alle kriminalitetsproblemer ved at sætte flere overvågningskameraer på offentlige steder og udstyrer politiet med software til ansigtsgenkendelse og avancerede kunstige intelligenser, der kan forudsige fremtidig kriminalitet på baggrund af overvågningsdata.

Men overvågning er hverken ubetinget godt eller ubetinget dårligt ifølge Lauritsen. Overvågning kan sagtens gå for vidt og blive totalitær og undertrykkende, men overvågning er også en god ting, som bidrager til øget frihed og tryghed for langt de fleste borgere i moderne demokratiske samfund.

Derfor handler det ikke om, hvorvidt vi vil have overvågning eller ej. Det handler om, at få det bedst mulige overvågningssamfund.

Orwell og Foucault
Lauritsens bog udkommer i Informations serie ‘Moderne Idéer’, hvilket betyder, at det er forskningsviden formidlet til lægmand. Undervejs i bogen bliver vi derfor introduceret til de væsentligste positioner i den akademiske debat om overvågning.

For det første er der naturligvis Orwells ‘1984’, som ikke rigtig indgår i den akademiske kanon, men som ikke desto mindre flyder som en konstant understrøm i både den akademiske og brede samfundsdebat om overvågning. Hos Orwell er overvågning altid totalitær, centraliseret og hundrede procent effektiv.

For det andet er der Michel Foucault, som særligt i ‘Overvågning og straf’ beskriver et samfund, hvor overvågning ikke alene overvåger og kontrollerer, men også disciplinerer og former individer. Magten til at overvåge det moderne menneske skaber det moderne individ.

Overvågning hos Foucault er ikke en trussel mod det moderne samfund, det er fundamentet for den individualitet, vi i dag forbinder med at være frie og demokratiske individer. Men ligesom hos Orwell er overvågning centralistisk, ulige og bundet op på magt.

Begge disse klassiske og negative tilgange til overvågning er mangelfulde, mener Lauritsen, fordi de alt for ofte forbinder overvågning med et panoptisk magtfuldt øje, som ser alt og forstår alt.

Virkeligheden er langt mere kompleks, og derfor er der naturligvis brug for Bruno Latour, som sætter overvågning ind i et aktørnetværksperspektiv, hvor overvågning er et allestedsnærværende fænomen, som udspiller sig på mange planer mellem mange aktører.

Overvågningen er aldrig perfekt, men derimod altid besværlig, ufærdig og upræcis. De enkelte aktører er med til at forme overvågningen, og de er ikke ofre for en central magt, men er selv medspillere i et komplekst netværk, hvor overvågning kan være både god og ond.

To væsentlige mangler
Interesserer man sig bare en smule for overvågning, er Lauritsens bog interessant læsning, fordi den perspektiverer og kvalificerer en debat, som ofte er alt for unuanceret. Den lider dog af to væsentlige mangler, som trækker noget ned i den samlede bedømmelse.

For det første springer bogen let og elegant hen over ét af de vigtigste bidrag til den digitale overvågningsdebat, nemlig Shoshana Zuboffs ‘Surveillance capitalism’, som udkom i begyndelsen af 2019. Bogen er med i litteraturlisten, men Zuboffs lammetævende kritik af techgiganterne og hendes unikke analyse af overvågningskapitalisme bliver overhovedet ikke præsenteret. Det er lidt som at skrive en bog om økonomisk ulighed uden at nævne Thomas Piketty.

For det andet nævner Lauritsen, at der er brug for langt mere debat om overvågning, fordi der ikke rigtig findes nogen seriøs samfundsdebat om emnet – ud over populistiske høtyvsdebatter, der opstår efter terrorangreb og bandeopgør.

Det er desværre lodret forkert, fordi særligt på det digitale område foregår der en omfattende debat om dataetik og algoritmer, som blandt andet har resulteret i GDPR, et dataetisk råd, en national strategi for kunstig intelligens samt myriader af civilsamfundsbaserede initiativer for at beskytte privatliv og menneskerettigheder i et digitalt overvågningssamfund.

Lauritsen er naturligvis undskyldt på grund af det korte format på 67 sider, men det er en lille smule ærgerligt, at en i øvrigt meget velskrevet bog springer let hen over to af de væsentligste samtaler inden for den digitale overvågningsdebat.

Peter Lauritsen: 'Hvordan får vi et bedre overvågningssamfund?', 67 sider, Informations Forlag, udkom 15. december

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Svarre

Forfatter, foredragsholder og digital rådgiver
Ma, International Affairs (Columbia University 1998), cand.scient.pol (Københavns Uni. 2001)

0:000:00