Kritik af ny strategi: Kunne man forestille sig en S-regering, der havde en holdning til digitalisering?

I sidste uge lancerede regeringen en digitaliseringsstrategi for Danmark. Og aldrig har udtrykket ”bedre sent end aldrig” været mere passende.

Vi lever i en verden, hvor personlige data flyder kaotisk rundt på Internettet, hvor algoritmer styrer mere og mere af vores liv, og hvor vi konstant manipuleres og nudges af virksomheder og offentlige myndigheder via apps og hjemmesider.

Vores penge er blevet digitale, vores politiske diskurs er blevet digital, vores arbejdspladser er digitale, vores venskaber er digitale og vores sundhed er i den digitale teknologis kolde hænder.

Når alting bliver digitalt, er der naturligvis brug for at forholde sig strategisk til vores digitale fremtid. Det ved de i EU, hvor de har sprøjtet forordninger ud om data, algoritmer og digitale monopoler de seneste år.

Den grundlæggende magtbalance mellem borgere, virksomheder og statsmagt, er ved at tippe ud af balance.

Peter Svarre
Digital rådgiver

Men af besynderlige årsager har den danske regering – bortset fra enkelte pip – været påfaldende tavs omkring dens syn på vores fælles digitale fremtid. 

Men nu har vi så en funklende ny national digital strategi med 9 visioner og hele 61 konkrete initiativer, der dækker emner som digitalisering af det offentlige, af sundhedssektoren og af de altid digitalt fodslæbende små og mellemstore virksomheder.

Problemet ved strategien er bare, at den afspejler regeringens generelle verdenssyn – bare overført på digital teknologi: Strategien bygger på en romantisk forestilling om, at Danmark er det fedeste digitale land i verden.

Alt det onde og dårlige ved digitalisering kommer udefra (læs: de store onde tech-selskaber). Og det er vores tunge men nødvendige byrde at opdrage resten af verden om, hvordan man bygger det ideelle digitale samfund. Med andre ord er det lidt som at høre en selvfed chihuahua bjæffe om egne fortræffeligheder. 

Det helt basale problem ved strategien er, at det slet ikke er en strategi, men bare en lang indkøbsliste med digitale ting, som ville være rare at have. Strategien bygger nemlig på den grundlæggende præmis, at digitalisering ikke er et politisk spørgsmål, men udelukkende et teknokratisk spørgsmål om maksimering.

Strategien handler overhovedet ikke om, hvorfor og hvordan vi skal digitalisere vores samfund. Den beskæftiger sig kun med, hvordan vi kan få mere og atter mere digitalisering. 
 
Strategien stiller for eksempel aldrig spørgsmål som: 

• Det er gået forrygende stærkt med digitalisering af det danske samfund, men er det måske gået for stærkt? Og er digitaliseringen foregået lidt for meget på digitaliseringens og ikke borgernes præmisser? 
• Digitaliseringens fase 1.0 har i store træk handlet om, at borgere og kunder kunne betjene sig selv via apps og hjemmesider, men nu går vi ind i en ny fase, hvor data, algoritmer og adfærdsdesign kan anvendes til at kontrollere og manipulere borgerne og kunderne. Hvordan klarer vi denne nye – og helt anderledes fase – lige så godt, som vi har klaret de sidste 20 år? 
• Hvordan regulerer vi offentlige myndigheder og private virksomheders brug af data, algoritmer og digitalt adfærdsdesign? Og hvad er overhovedet statens rolle i denne regulering? 
• Hvad kan vi lære af det store udland – og særligt EU – som er milevidt foran Danmark, når det handler om at lægge strategier for ansvarlig digitalisering.  

På mange måder er det en strategi, som man kunne have forventet af en mere erhvervsvenlig borgerlig regering – bare med lidt flere penge til sundsvæsenet.

Det er som om, at vores socialdemokratiske regering ikke rigtig har fattet, at vi på det digitale område står over for et kvintessentielt socialdemokratisk øjeblik. Et øjeblik, hvor den grundlæggende magtbalance mellem borgere, virksomheder og statsmagt, er ved at tippe ud af balance, og hvor der hurtigst muligt skal findes et nyt politisk ekvilibrium.   

Vi har brug for en socialdemokratisk regering, som tør politisere den digitale verden. 

Peter Svarre
Digital rådgiver

Det lyder måske lidt abstrakt, så lad os tage et eksempel, som burde være lysende klart for enhver socialdemokrat.  

Vi har set hvor galt det kan gå, når store tech-virksomheder uhæmmet indsamler data, som anvendes til at bygge manipulerende og diskriminerende algoritmer.

Nu er de samme teknologier og metoder hastigt på vej ind på vores arbejdspladser i form af diverse digitale platforme til at optimere medarbejderes effektivitet, produktivitet, trivsel, sundhed og almene velvære.

I den bedste verden er det en win-win, hvor medarbejderne bliver gladere og virksomhederne rigere, men et langt mere sandsynligt scenarie er et dystopisk overvågningsmareridt, hvor medarbejdere overvåges, analyseres og nudges til at være lige 3 procent mere effektive, glade og sunde. Det er taylorisme på digitale steroider, og det kommer til at indtage en arbejdsplads nær dig ganske snart.  

Det store spørgsmål her er ikke om vi skal have mere eller mindre teknologi. Spørgsmålet er, hvordan vi sikrer, at digitale teknologier på arbejdspladser ikke sender vores arbejdsmarked tilbage til 1920’erne.

Burde det ikke være en socialdemokratisk regerings ypperste rolle at beskytte arbejderen – også selvom arbejderen ikke længere drikker håndbajere og spiser makrelmadder, men sipper latte og spiser speltbrød i pausen mellem Excel-ark og Teams-møder.  

Digitale teknologier, og særligt brugen af data, algoritmer og adfærdsdesign er godt i gang med at forskyde grundlæggende magtbalancer i velfærdsstaten. Ledere kan bruge digitale teknologier til at kontrollere og manipulere medarbejdere.

Den offentlige sektor kan bruge algoritmer og kunstig intelligens til at overvåge og disciplinere borgere. Og virksomheder kan bruge data og adfærdsdesign til at manipulere vores købsadfærd og diskriminere mellem kunder. 

På det digitale område har vi med andre ord brug for en rigtig socialdemokratisk regering, der tør tænke stort og udfordre idéen om at god digitalisering bare betyder mere digitalisering.

At forestille sig en bedre digital verden kræver, at man forstår hvad, der er galt med den eksisterende.

Peter Svarre
Digital rådgiver

Vi har brug for en socialdemokratisk regering, som tør politisere den digitale verden. Vi har brug for en socialdemokratisk regering, som stiller sig på arbejderens, borgernes og kundens side og skaber rammerne for en digital velfærdsstat. 

Regeringens strategi indeholder meget små skridt i denne retning, som når man i initiativ 46 og 48 lover at styrke Dataetisk Råd og Datatilsynet. Men det er som at putte plaster på et åbent benbrud.

Vi har naturligvis brug for dataetik og et stærkt datatilsyn, men vi har også brug for helt nye visioner og idéer til, hvordan vores digitale velfærdssamfund skal skrues sammen.  

Kunne vi eventuelt forestille os en radikalt ny tilgang til data, hvor det er borgerne og ikke virksomhederne og staten, der ejer borgernes data? Og hvordan kunne man teknisk lave en sådan løsning? Og hvilken rolle kunne det offentlige spille for at skabe en sådan platform.

Det er et hulens svært spørgsmål, men vi har tidligere i historien set socialdemokratiske velfærdsarkitekter kaste sig ud i svære opgaver. Så hvorfor skulle den digitale verden være anderledes? 

Måske kunne man også forestille sig en socialdemokratisk regering, der havde en holdning til algoritmer på arbejdspladser? Eventuelt en regering, som samarbejdede tæt med fagbevægelsen for at skabe regler og retningslinjer for, hvordan virksomheder anvender digital teknologi til at hyre, fyre og lede medarbejdere.  

Man kunne forestille sig mange ting. Men at forestille sig en bedre digital verden kræver, at man forstår hvad, der er galt med den eksisterende. Og det kræver en politisk vision for, hvad vi egentlig vil med digitalisering. En vision som er mere visionær end en lang indkøbsliste med 61 punkter.