Professor: Telemedicinforsøg uden klare konklusioner

Af Kjeld Møller Pedersen
Professor i sundhedsøkonomi, SDU

Man leder forgæves efter, hvad omkostningerne ved de telemedicinske løsninger har været.

Kjeld Møller Pedersen
Professor i sundhedsøkonomi, SDU

Der er tre præmisser for min vurdering af telemedicin.

For det første, om det aflaster sundhedsvæsenet, altså delvist erstatter for eksempel læge-og ambulatoriebesøg (substitution).

For det andet, om der er en egentlig sundhedsmæssig gevinst, for eksempel i form af ekstra kvalitetsjusterede leveår, og/eller øget egenmestring hos deltagerne af de sygdomme, som er i centrum for brugen af telemedicin. Disse forhold er og bør være de primære. Hvis det samtidig også øger patienternes oplevede tryghed, er det en endog meget vigtig ekstra gevinst, men det bør ikke være et selvstændigt mål adskilt fra spørgsmålet om substitution og sundhedsmæssig gevinst.

Det er ikke svært at komme på nye forslag, der udvider eksisterende tilbud, det vil sige øger udgifterne. Dette ville være den direkte konsekvens af alene at fokusere på øget tryghed. Det samme gælder patienttilfredshed. Det er selvsagt meget vigtigt, at patienterne er tilfredse med de telemedicinske løsninger, fordi det sikrer brugen af de tekniske løsninger, men hvis det sker, uden at sundhedstilstanden eller egenmestringen øges og uden substitution, er det ikke nok til at begrunde telemedicinske løsninger.

Det er langt mere krævende at præsentere forslag, der substituerer eksisterende ydelser. Dette har da også været den vedvarende politiske og administrative begrundelse for den store interesse for telemedicin. Derfor er det også rimeligt at bruge dette som et centralt succeskriterium.

To storskalaforsøg på bordet
Det er godt, at der nu er gennemført to storskalaforsøg til en samlet pris på 100 millioner kroner i overensstemmelse for anbefalingerne i regeringens og Danske Regioners ’Telemedicin – en nøgle til fremtidens sundhedsydelser’ fra 2012.

Dels forsøget med Kliniske Integreret Hjemmemonitorering vedrørende diabetes (Region Midtjylland), KOL (Region Hovedstaden), gravide med komplikationer (Region Midtjylland), gravide uden komplikationer (Region Hovedstaden), der udsendte slutrapport i august/september i år, dels KOL-forsøget i regi af TeleCare Nord, der holdt afslutningskonference på Lungedagen 18. november, og hvor slutrapport også foreligger.

Nu begynder vi at kunne konkludere noget vedrørende telemedicin, hvis rapporterne er metodisk holdbare. Storskalaforsøgene er vigtige, fordi vi nu er ude over småforsøg, der primært skal vise, at telemedicinske løsninger er mulige, for eksempel, at de teknologiske komponenter er modne og brugbare. I storskalaforsøgene kan man i stedet fokusere på spørgsmålene om substitution, sundhedsmæssig gevinst og egenmestring suppleret med tryghed og tilfredshed.

Telemedicin er en ’behandlingsform’ – behandling i eget hjem, som det hedder journalistisk. Som sådan bør det evalueres med de metoder, som bruges ved vurdering af andre behandlingsformer, for eksempel nye former for medicin. Derfor bør der for det første anvendes én eller anden form for lotteribaseret forsøg. Det har været tilfældet for TeleCare Nord KOL-forsøget og for et par af projekterne i KIH-forsøget (NetKOL og eGastro).

KIH-projekt fejler på metode
For det andet skal ét af værktøjerne ved evalueringen af resultaterne naturligt være omkostnings-effekt-analyse, hvor fokus er på nettoomkostninger, det vil sige behandlingsomkostninger og besparelser, og den sundhedsmæssige gevinst ved den telemedicinske løsning sammenlignet med de almindelige behandlingstilbud.

Dette har man systematisk gjort i TeleCare Nord med klart metodisk fokus svarende til, hvad sundhedsøkonomer anser for god praksis, medens, det man har gjort i KIH-projektet, har været uden samme fokus – og udtrykt lidt skarpere uden klar metodisk fokus.

For eksempel har man alene set på det arbejdskraftbesparende potentiale på sygehuse og i kommuner, ikke på de samlede samfundsøkonomiske omkostninger, for eksempel inklusive hvad omkostningerne (besparelser) har været hos patienterne.

Det hedder samtidig, at resultaterne af evalueringen af det arbejdskraftbesparende potentiale på hospitaler bør betragtes som tendenser fremfor endegyldige konklusioner.

Omkostninger er uvisse
Man leder forgæves efter, hvad omkostningerne ved de telemedicinske løsninger har været, eksklusive udviklings-og projektomkostninger, men hvad omkostningerne ville være i daglig drift. Der er dog tilløb til at vurdere, om omkostningerne er skalerbare til almindelig drift, men uden klare konklusioner.

Det hedder for eksempel i KIH-rapporten, at samlet set viser analysen af NetKOL, at der er en årlig meromkostning ved telemedicin på 340.000 kroner ved behandling af 140 patienter, svarende til en stigning i omkostninger på 21 procent. Tilsvarende beløber den årlige meromkostning i eGastro sig til godt 90.000 kroner ved behandling af 100 patienter, svarende til en stigning i omkostninger på 20 procent.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget lid man kan fæste til dette, når der er anvendt et uklart omkostningsbegreb. Blev vi ret meget klogere på nettoomkostningerne ved de nævnte to telemedicinske løsninger? Og kan man sammenligne med KOL-resultaterne fra Telecare Nord? Svaret er nej til begge spørgsmål.