Debat

V: Her er den største barriere for eksport af velfærdsteknologi

DEBAT: Skal vi for alvor rykke på eksporten af velfærdsteknologi, er det afgørende, at både regioner og kommuner i højere grad tager de danske løsninger i brug, skriver Jane Heitmann (V).

Foto: ft.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jane Heitmann (V)
Sundheds- og ældreordfører

Vi drømmer om det alle sammen: det helt store eksporteventyr.

Set fra min stol ligger velfærdsteknologi lige for. Vi har i Danmark en solid tradition for både udvikling og produktion af velfærdsteknologiske løsninger, og ser vi os om i den store verden, så er flere udviklingslande nu et sted, hvor højere levestandard rent faktisk åbner mulighed for at efterspørge moderne velfærdsteknologiske løsninger.

Der er ingen tvivl om, at vi er på vej, omend omsætningen har været svagt faldende siden 2008. Derfor er det vigtigt, at vi ikke får spændt ben for os selv, men fortsat har fokus på at få skabt momentum. For når det kommer til velfærdsteknologi, så kan vi noget i Danmark, som mange lande uden tvivl misunder os.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

For et par år siden besøgte jeg COLAB og Syddansk Sundhedsinnovation i Odense. Anledningen var, at jeg som Venstres psykiatriordfører var nysgerrig på løsninger, som kunne lette hverdagen for både personale og patienter i en verden, hvor tvangsfiksering kan synes som den eneste udvej for at skabe ro om og for patienten.

Netop psykiatri-sengen er et godt eksempel på, hvordan OPI-samarbejde og målrettet samarbejde mellem brugere og personale kan rykke os steder hen, hvor vi ikke har været før, set med velfærdsteknologiske briller. Nu hvor sengen er sat i produktion og taget i brug, har jeg besøgt blandt andet OUH, hvor sengen bruges i psykiatrien. På trods af mindre ”børnesygdomme”, så er der enighed blandt det personale, jeg har talt med, om at sengen er et løft og skaber tryghed i en travl hverdag. Det er vigtig viden.

En af de største barrierer for øget eksport af danske velfærdsteknologiske løsninger er virksomhedernes manglende adgang til det danske marked.

Jane Heitmann (V)
Sundheds- og ældreordfører

Giv virksomheder adgang til markedet
For en af de største barrierer for øget eksport af danske velfærdsteknologiske løsninger er nemlig virksomhedernes manglende adgang til det danske marked.

Skal vi for alvor rykke på eksporten, er det afgørende, at både regioner og kommuner i højere grad tager de danske løsninger i brug. Danske producenter har brug for det danske marked som et ”udstillingsvindue” til resten af verden, og man skal ikke undervurdere det kvalitetsstempel, som adgangen til det danske hjemmemarked er.

Netop i disse uger er både regioner og kommuner i gang med næste års budgetlægning. Og jeg har stor respekt for det arbejde, som der lægges i at få puslespillet, som det ofte er at lægge budget, til at gå op.

Ofte hører vi, at kommuner og regioner i højere grad tager hensyn til pris og ikke totaløkonomi, når der skal prioriteres velfærdsteknologiske indkøb. At man ganske enkelte overser de tids- og ressourcebesparende fordele, der er ved i højere grad at implementere velfærdsteknologiske løsninger, som kan lette hverdagen for både borgere og personale. Set gennem kommunale og regionale ”budgetbriller” kan det derfor være en ”bremseklods”, at eventuelle ressourcebesparelser ved introduktion af innovativ velfærdsteknologi ikke umiddelbart kan realiseres inden for indkøbsbudgettet.

Vi må ikke spænde ben for os selv
Men en ting er indkøb, en anden ting implementering. Implementering af velfærdsteknologiske produkter og serviceløsninger i den daglige drift sker bedst ved tværgående udbud af samlede løsninger på baggrund af funktionsbeskrivelser.

Alt for detaljerede udbudskrav spænder ofte ben for den innovative udvikling og de private virksomheders investeringer. Regioner og kommuner kunne i stedet for benytte funktionskrav i beskrivelsen af ydelserne. Ved at anvende funktionsbeskrivelser i udbudsmaterialet vil fokus være på de aktiviteter, der skaber værdi for borgerne frem for på besparelser på de eksisterende arbejdsgange.

Derudover vil de private virksomheder med funktionsbeskrivelser få mulighed for at bruge de erfaringer og kompetencer, de allerede har, hvilket kan bidrage til øgede effektiviseringer og produktivitetsforbedringer på den lidt længere bane.

Man kunne ønske sig, at flere regioner ville skele til Region Syddanmark, som alene i 2010 brugte over 300 millioner kroner på velfærdsteknologi; mere end dobbelt så meget som den region, der investerede næstmest på området.

For vi har brug for, at vi i højere grad bliver bedre til at se og bruge hinanden – uanset om man er virksomhed med et stort eksportpotentiale, kommune eller region, som er på udkig efter driftsoptimeringer, borger eller patient, som drømmer om nye løsninger til at gøre hverdagen mere smidig, eller samfund, som higer efter den vækst, der på den lange bane skal understøtte det velfærdssamfund, som vi alle holder af.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jane Heitmann

Formand, Krifa og Sclerosehospitalerne, fhv. MF (V)
cand.mag. i dansk

0:000:00