Bliv abonnent
Annonce
Debat

DM: Det er meningsløst at nedlægge 1.000 stillinger uden at kigge på de opgaver, embedsmændene løste

At have færre ansatte som et decideret mål og ikke et middel – og først derefter kigge på, om der er opgaver, der så ikke skal løses – er at gå efter manden og ikke efter bolden.
At have færre ansatte som et decideret mål og ikke et middel – og først derefter kigge på, om der er opgaver, der så ikke skal løses – er at gå efter manden og ikke efter bolden.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
6. januar 2025 kl. 05.00

S

Hhv. formand DM Offentlig og bestyrelsesmedlem DM Offentlig

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med udgangen af året er mange statsansatte fratrådt. De har ikke gjort det af egen lyst, men fordi de er blevet fyret.

Deres eneste brøde var, at de fandtes.

Regeringen besluttede med finansloven, at der skulle spares 1.000 arbejdspladser i staten. Det var ikke fordi, der var opgaver, der ikke længere skulle udføres. Det var heller ikke fordi, der manglede penge. Det var bare fordi.

Man havde besluttet, at der bare er for mange ansatte i staten, og de laver “unødig administration”.

Øvelsen skulle ovenikøbet ske i form af deciderede fyringer som en frisk ouverture til fremlæggelsen af finansloven for 2025 i stedet for at basere det på naturlig afgang.

De 1.000 arbejdspladser svarer til omtrent 10 procent af den naturlige afgang i staten om året, så det var blot et spørgsmål om at træde lidt mindre på speederen ved genansættelser. Men nej, de statsansatte skulle straffes ekstra. De skulle fyres.

Kære politikere, alle disse opgaver er i sidste ende nogle, som I selv har bedt om, bliver udført. 

Sune Bach og Kell Sønnichsen
Hhv. formand DM Offentlig og bestyrelsesmedlem DM Offentlig

Set på den baggrund er det svært at konkludere andet, end at symbolet var vigtigere end effekten.

Har selv bedt om embedsværkets opgaver 

Hver eneste ansat i staten udfører pligtopfyldende en opgave, som regeringen selv har bedt om bliver udført. Det være sig kontrol med fødevarer, revision af indkøb i forsvaret, arbejde med konkurskarantæne, kontrol af dyrevelfærd, afholdelse af køreprøver, tilsyn med miljøvurderinger og hvidvask, vejledning af læger om medicin, klimaforskning, naturgenopretning, tilsyn med dagtilbud og fredede bygninger – alle de myriader af små og store opgaver, der får det danske velfærdssamfund til at fungere og hænge sammen.

Kære politikere, alle disse opgaver er i sidste ende nogle, som I selv har bedt om, bliver udført. Det er rigtige levende mennesker, der er blevet ansat til at udføre opgaverne.

Derfor er det – for at sige det på jysk – ret træls at blive udskammet som bureaukrater og “kolde hænder”, som om man ligesom lommeuld er noget, der er dukket af sig selv. Og blive sparket ud, fordi regeringen synes, at der er for mange ansatte i staten. Ekstra point, hvis det er en akademiker.

Læs også

Det er helt legitimt at have politiske prioriteringer omkring opgaver – om de skal løses eller ej, og om det i så fald er en offentlig opgave.

Det er også legitimt, at økonomien er så ringe, at opgaver skal nedprioriteres eller helt bortfalde. Alle de ovennævnte opgaver – fødevarekontrol, køreprøver, naturgenopretning og så videre – er nogle, der bliver ramt af nedskæringerne, men de er altså først fundet på bagkant.

Hvis argumentationen skal holde, er disse opgaver åbenbart “unødig administration”.

Men selv de tilsyn og kontroller, I nu lægger for had, er nogle, I har bedt om.

Færre ansatte kan ikke være et mål 

De nedlagte 1.000 arbejdspladser er ovenikøbet ikke nok.

Finansministeren har bebudet, at der skal nedlægges endnu flere stillinger. Hvornår vides ikke, så den trussel hænger og lurer i horisonten.

Hvis man fra politisk side ønsker færre ansatte i staten, så er den konsekvente løsning at sikre, at der skal løses færre opgaver.

Sune Bach og Kell Sønnichsen
Hhv. formand DM Offentlig og bestyrelsesmedlem DM Offentlig

En usædvanlig alliance mellem SF og Liberal Alliance har ikke været sene til at kalde tallet uambitiøst og overbyder med op til 16.000 stillinger.

Hvis man fra politisk side ønsker færre ansatte i staten, så er den konsekvente løsning at sikre, at der skal løses færre opgaver. Det er altså ikke de mennesker, der er ansat, der er et problem, men politikere, som kontinuerligt finder flere opgaver.

At have færre ansatte som et decideret mål og ikke et middel – og først derefter kigge på, om der er opgaver, der så ikke skal løses – er at gå efter manden og ikke efter bolden.

Det er at sige til os, som prøver at løse de opgaver, som politikerne har besluttet, skal løses, at vi er et problem.

Artiklen var skrevet af

S

Sune Bach og Kell Sønnichsen

Hhv. formand DM Offentlig og bestyrelsesmedlem DM Offentlig

Annonce
Annonce
IconNyeste job

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026