Bliv abonnent
Annonce
Debat

Direktør: Sådan bør Danmarks skatter håndteres fremover

"Rekruttering og fastholdelse af it-talent bliver uden tvivl afgørende
for en succesfuld skatteforvaltning," skriver Lars Kirdan.
"Rekruttering og fastholdelse af it-talent bliver uden tvivl afgørende for en succesfuld skatteforvaltning," skriver Lars Kirdan.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
11. november 2024 kl. 04.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Skatteadministration er en kompleks opgave – selv i et lille land som Danmark. Når virksomheder opererer på tværs af landegrænser, bliver opgaven endnu mere vanskelig, idet der skal tages højde for både nationale og internationale love, regler og skattekrav.

For skattemyndigheder betyder det, at kontrolarbejdet bliver både mere omfattende og krævende.

Samtidig skaber en bølge af forandringer, som nye love, nye teknologier og mere avancerede metoder til skatteunddragelse samt utidssvarende IT-løsninger et krydspres for at tilpasse og opgradere skattehåndteringen. Det påvirker både skattemyndighederne og alle dem, der betaler skat.

Her er de for mig at se de fem største tendenser, der påvirker, hvordan skatter i Danmark bør håndteres fremover, og hvordan det komplicerede arbejde kan effektiviseres.

Eksplosiv vækst i datadeling

Skattemyndigheder over hele verden arbejder på højtryk for at gøre flere datakilder tilgængelige og for at integrere dem.

Når nye teknologier ser dagens lys, er de kriminelle hurtige til at udnytte dem

Lars Kirdan

Nye EU-direktiver såsom DAC7 og DAC8 gør desuden flere og flere datakilder tilgængelige ved lov, idet digitale virksomheder fremover skal indberette oplysninger om deres brugere til skattemyndighederne.

De nye datakrav betyder eksempelvis, at hvis en dansker ejer og udlejer en AirBnB-lejlighed i Lissabon, så skal de danske skattemyndigheder have adgang til denne information og i overensstemmelse hermed opdatere sine data, så indkomsten bliver synlig og beskattet i Danmark.

Tilsvarende gælder for virksomheder med aktiviteter og ejendomme på tværs af EU-lande.

Især på virksomhedsområdet er der store gevinster at hente ved at forbedre dataintegrationen og udnytte den voksende mængde EU-data til både overvågning og analyser, der kan understøtte en mere effektiv forvaltning. 

Kriminelle bruger AI

Når nye teknologier ser dagens lys, er de kriminelle hurtige til at udnytte dem. Skatteunddragelse og udnyttelse af sagesløse borgere er ingen undtagelse. Her omfatter svindelforsøg med AI alt fra stemmekloning over phishing til falske betalinger og dokumentation.

For at imødegå denne type avanceret svindel kræves en omfattende indsats, hvor relevante datakilder forbindes både internt og mellem organisationer.

Læs også

Her skal det offentlige udnytte sin adgang til netop store datamængder og gøre dem til tilgængelige for analyse, så man på den baggrund kan opstille effektive modeller og kontrolmekanismer af, hvad der er normal og unormal adfærd, hvilket gør det lettere at identificere svindel.

Hvad angår generativ AI som middel, så ser jeg ikke, at det finder vej til offentlig svindelbekæmpelse inden for de næste par år på grund af komplekse compliance- og datakrav.

Analyse i realtid

De fleste skattemyndigheder arbejder på, at selvangivelser og årsopgørelser behandles så hurtigt og smidigt som muligt, ideelt set i det øjeblik, de indsendes eller opdateres online.

Vi savner i Danmark tusindvis af højtuddannede it-specialister

Lars Kirdan

I Danmark er vi kommet langt, og for de fleste borgere i almindelig beskæftigelse fungerer behandlingen som regel gnidningsfrit.

Men mange analyser er stadig reaktive, hvilket betyder, at årsager til fejl eller svindel først undersøges, efter at skaden er sket.

Med analyser i realtid kan man overvåge og identificere risikomønstre i udbetalinger, som for eksempel skatterefusioner, midler til ngo’er eller udbytteskat – mens de finder sted.

Det giver mulighed for at undersøge og reagere på uregelmæssigheder langt hurtigere end i dag.

Digitale penge og aktiver

Kryptovalutaer og transaktioner på tværs af landegrænser giver kriminelle mulighed for at unddrage sig skat.

Derfor er det vigtigt for myndighederne at kunne analysere og skabe overblik over de nye former for digitale penge og nye finansielle aktører, der vinder frem. Sådanne analyser kræver samarbejde og adgang til relevante data fra flere kilder.

Helt konkret vil det være befordrende, hvis overvågningen og analyserne foretages i det øjeblik transaktionerne foregår.

Det betyder, at også de finansielle institutioner bør foretage analysearbejdet i realtid og indberette mistænkelige mønstre og uregelmæssigheder til Skat og politiet, som herefter kan tage affære.

Finansverdenen støvsuger it-specialister

Det er klart, at skattemyndighederne har brug for at implementere og udvikle mange nye og avancerede it-løsninger.

Men det er ikke nemt, da vi i Danmark savner tusindvis af højtuddannede it-specialister, og flere it-intensive sektorer, finansverdenen inklusiv, har støvsuget markedet for de mest kompetente kandidater.

Rekruttering og fastholdelse af it-talent bliver uden tvivl afgørende for en succesfuld skatteforvaltning.

Læs også

Når det er sagt, så skal der også tages værktøjer i brug, som gør det muligt for personer med almindelige it-kundskaber at udføre selv komplekse analyser.

Hvis datahåndteringen er brugervenlig, og der findes klare processer for analysearbejdet, så vil det offentlige kunne modsvare det faktum, at selv kriminelle it-amatører i dag kan agere som professionelle med GenAI.

Afslutningsvis er det desuden vigtigt at erkende, at kompleksiteten i skattesystemet kun vil stige i fremtiden.

Men de myndigheder, der formår at udnytte avanceret dataanalyse, vil ikke blot kunne navigere i denne kompleksitet, men også sikre en mere effektiv og fremtidssikret skatteopkrævning.

Annonce
Annonce
IconNyeste job

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026