Forsker: Nærhedsreform må ikke blive en "det finder I nok selv ud af"- reform

DEBAT: Nærhedsreformen, som Statsministeren nævnte i sin åbningstale, er en god ide, men det er vigtigt, at reformen bliver fulgt ordentligt til dørs med faglighed og ledelse og ikke overlades til medarbejderne selv, skriver Caroline Howard Grøn. 

Af Caroline Howard Grøn
Lektor ved Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet 

"Vi har brug for en Nærhedsreform. Hvor vi skruer ned for detailstyring oppefra. Og skruer op for faglighed og ledelse ude på institutionerne. Vi går ikke på kompromis med resultaterne."

Sådan sagde Mette Frederiksen, da hun åbnede Folketinget første tirsdag i oktober.

Dermed er det projekt, socialdemokraterne har barslet med i forskellige forklædninger i en længere periode, endelig navngivet: Nærhedsreform.

Det er grundlæggende sød musik i mine forskerører, når statsministeren vil give større råderum til faglighed og ledelse. Det bliver faktisk nok svært at finde nogen, der kan være uenige med statsministeren, og hendes udmeldinger ligger sig da også i lige forlængelse af Ledelseskommissionens anbefalinger.

Umiddelbart en god ide
Der er mange grunde til at tænke, at en Nærhedsreform med mere faglighed og ledelse er en god ide. Vi ved, at offentligt ansatte bliver motiveret af at gøre noget godt for borgerne og af at få lov til at bruge deres faglighed. Omvendt bliver de demotiverede, når de møder dokumentationskrav, de ikke kan se meningen med.

Ledelse, der understøtter mening og faglighed tæller også på pluskontoen i motivationsregnskabet. Og alt andet lige yder motiverede medarbejdere et bedre stykke arbejde.

Det betyder, at når statsministeren vil give råderum til medarbejderne i den offentlige sektor til i højere grad at kunne bruge deres tid på en måde, de oplever som hensigtsmæssig, så er det faktisk en udmærket ide. Motivation, meningsfuldhed, faglighed, autonomi, tillid og god ledelse hænger sammen – og det er tæt koblet til at kunne gøre det godt for borgerne.

Men hvis de gode ambitioner skal blive til mere end en samling gode intentioner, så skal vi huske, at det faktisk stiller ret store krav til offentlige organisationer og deres medarbejdere at sætte medarbejdere og ledere i velfærdens frontlinje fri til at bruge deres faglighed.

Den tillid, der ligger i Nærhedsreformens kerne kræver nemlig, at der både er nogen, der giver tilliden, og nogen der tager imod. Sagt med andre ord bliver nærheden og råderummet kun omsat til højere motivation og bedre kvalitet, hvis de offentligt ansatte er villige til at tage imod tilliden, og deres ledere kan give den på en ordentlig måde.

Det kræver, at et par ting er på plads.

Troen på egen faglighed
Medarbejderne skal for det første opleve, at de har ressourcer og kompetencer til at løse deres opgaver.

I 1.b skal 28 børn lære matematik. En af dem græder hver morgen ved afleveringen, og en stikker af fra klasselokalet. Så er det ikke nok, at læreren er ekstraordinært faglig dygtig.

Ledelsesmæssig opbakning og måske også flere ressourcer kan være nødvendigt for, at alle børnene lærer noget. I den situation handler det ikke kun om ubetinget tillid til faglighed, men også om de rette rammer at udøve fagligheden indenfor.

Et andet eksempel:

En sosu-hjælper i den udekørende hjemmepleje har i årevis været styret af meget specifikke ydelseslister med minutangivelser og har derfor ikke en oplevelse af sin egen faglighed, der fra den ene dag til den anden giver hende lyst til undvære den støtte, ydelseslisten giver hende.

Nogle offentligt ansatte vil tage imod øget autonomi med kyshånd og bruge den til gavn for borgerne. Andre tvivler på deres egne kompetencer, hvilket delvist skyldes den måde, vi har styret for eksempel ældreområdet på i en årrække. Og andre igen trives i en hverdag, hvor tydelig ledelse sætter klare rammer for opgaveløsningen.

Hvis man tilbyder de to sidstnævnte typer medarbejdere et meget stort råderum, er det ikke en luksus. Det kan nemt opleves som en ansvarsforflygtigelse. Her står den nære, lokale ledelse med en stor ledelsesmæssig opgave.

Tillid og faglig udvikling
For det andet kræver koblingen fra tillid til motivation og bedre kvalitet, at medarbejderne og lederne i første linje tror på, at tilliden ikke forsvinder i det øjeblik, noget går galt.

Det kræver, at både politikerne og de øverste administrative lag holder fast i, at løsningen, når noget går galt, ikke er mere kontrol eller dokumentation, men faktisk formår at fastholde tilliden og råderummet, også når mediemøllen kører – eller sagt på en anden måde ikke erstatter ledelse med styring.

Endelig kræver tillid og råderum, at de offentlige organisationer tager ansvar for egen læring og udvikling – ikke mindst gennem faglig ledelse.

Autonomi må ikke betyde en pause fra ambitionen om hele tiden at forsøge at gøre det bedre.

I forskningslitteraturen er en af tillidens skyggesider, at tillid kan stå i vejen for de nødvendige kritiske spørgsmål, der leder til faglig udvikling. Hvis tilliden gør det illegitimt at spørge "hvorfor?", er tillid ikke længere et gode, men derimod en kultur, der står i vejen for løbende forbedringer.

Nærhedsreform må ikke overlades til sig selv
Heldigvis er der en stærk forbedringskultur mange steder i den offentlige sektor – og den kommer ganske ofte "nedefra".

Men hvis den faglige udvikling skal drives "nedefra", så fordrer det af både ledere og medarbejdere, at de tager handsken op - og ikke mindst, at de får ordentlige rammer at gøre det indenfor.

Derfor bliver det også vigtigt, at en Nærhedsreform ikke bliver til en "det finder I nok selv ud af"- reform.

Den offentlige sektor har brug for mindre styring, men som statsministeren sagde i åbningstalen, kræver det både faglighed og ledelse.

Her ligger ansvaret ikke udelukkende i det yderste led. Tillid kræver et reelt fagligt råderum samt kompetent ledelse på alle niveauer.

Forrige artikel Dansk Erhverv: Principper forhindrer overimplementering af EU-regulering Dansk Erhverv: Principper forhindrer overimplementering af EU-regulering Næste artikel Jens Nymand: Bestemmer Finans­ministeriet i forhandlinger med EU? Jens Nymand: Bestemmer Finans­ministeriet i forhandlinger med EU?