Hjortdal: Whistleblowerordning på Slotsholmen?

KLUMME: Måske Justitsministeriet bør minde de øvrige ministerier om, at der foreligger en anbefaling om at overveje at indføre whistleblowerordninger - eller måske Justitsministeriet selv burde gå forrest med en forsøgsordning, skriver Henrik Hjortdal, projektleder på CBS. 

Af Henrik Hjortdal
Projektleder for netværk om offentlig ledelse på CBS og tidligere kontorchef i Finansministeriet

Møgsagerne i staten har stået i kø de senere år. Og lige efter Bo Smith-udvalgets rapport om de syv embedsmandsdyder kom på gaden, fulgte Tibetsagen.

Tibetsagen er nok den alvorligste møgsag, vi har set siden Tamilsagen: Vores grundlovsfæstede ret til ytringsfrihed - som blev forsvaret under bål og brand i Muhammed-krisen – er tilsidesat af hensyn til kommercielle aftaler med Kina.

Ukendte politikere og/eller embedsmænd har ansvaret. Kun justitsministerens resolutte nedsættelse af en undersøgelseskommission har for en tid fjernet fokus fra ministerier og politi.

Det kan undre, at Tibet-sagen har kunnet ligge og ulme i flere år, uden at dens kerne: sandheden og alvoren er kommet frem. Det rejser spørgsmålet om, hvilke mekanismer der kan hindre eller begrænse opkomsten af sådanne alvorlige lovstridige, her endda grundlovsstridige, episoder?

Et anonymt talerør
I den forbindelse påkalder de såkaldte ”whistleblowerordninger” sig interesse. Det er tænkeligt, at nogle af de politifolk eller embedsmænd, som har følt ubehag ved at være vidner til eller deltog i grundlovsstridige handlinger, ville have gjort brug af en anonym whistleblowerordning. Måske kunne de ulovlige handlinger over for Tibet-demonstranterne endda være forhindret.

Whistleblowerordninger i det offentlige er for nylig behandlet i en lidt overset betænkning om offentlig ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger. Justitsministeriets betænkning fra april beskriver whistleblowerordninger, som typisk kendetegnes ved, at man anonymt kan henvende sig til en uvildig instans i tilfælde af lovovertrædelser og grove forsømmelser på arbejdspladsen.

Whistleblowerordninger giver altså ansatte mulighed for at ytre sig om kritisable forhold på arbejdspladsen uden at frygte negative karrieremæssige konsekvenser, og en whistleblowerordning kan bidrage til at sikre et grundlag for demokratisk debat og kontrol. Den kan også højne kvaliteten og troværdigheden i en myndighed, i og med at fejl og forsømmelser oftere bliver opdaget og taget hånd om.

Rummer risici
Whistleblowerordningers anonymitet kan dog opleves som en opfordring til at indberette anonymt og kan betyde, at færre står åbent frem om kritisable forhold på arbejdspladsen.

Der er også en vis risiko for, at arbejdsklimaet skades på grund af frygt for udhængning for mindre fejl og forsømmelser eller ved misbrug til chikanering af kollegaer.

En dansk forsker, Erik Plessis, peger på, at whistleblowerordninger stik imod intentionen risikerer at svække den offentlige debat og demokratiske kontrol, hvis ordningen gøres til en rent intern mekanisme. Han anbefaler, at man overvejer metoder, hvor arbejdstagere, civilsamfund eller Ombudsmanden kommer ind i billedet, så der kommer større åbenhed om eventuelle lovbrud og forsømmelser.

Den omtalte betænkning opfordrer hver enkelt myndighed til at overveje, om og hvordan man vil etablere en whistleblowerordning.

To nye ordninger
Siden betænkningen er udsendt, er der kommet to nye whistleblowerordninger til: Region Hovedstaden har placeret modtageren af den anonyme meddelelse hos advokatfirmaet Bech Bruun, mens Rudersdal Kommune har etableret et udvalg bestående af personalechefen og tre medarbejderrepræsentanter for henholdsvis AC, FTF og LO-grupperne.

Den sidste konstruktion er særligt interessant, i og med at den fastholder anonymiteten, men giver mere åbenhed om problemerne og opfølgningen.

Hvad med Slotsholmen?
Det er ret tankevækkende, at der ikke er etableret en eneste whistleblowerordning på Slotsholmen. Både Bo Smith-udvalget og senest Tibet-sagen taler for, at det overvejes. Bo Smith-udvalget behandler ikke emnet, men henviser til betænkningen. Og denne anbefaler, at hver myndighed overvejer whitstleblower-muligheden.

Måske bør Justitsministeriet minde ministerierne om betænkningens anbefaling?

Tibetsagen er en helt oplagt anledning som et aktuelt eksempel på, at der indimellem foregår helt urimelige ting, som først sent eller måske aldrig kommer for dagens lys.

Måske kan en ordning have en præventiv virkning i forhold til medarbejdere, der går til eller over grænsen for lovlig forvaltning? Måske kan den fange nogle af møgsagerne op så tidligt, at vi begrænser skadevirkningen? Måske burde Justitsministeriet endda gå forrest og lave en forsøgsordning på justitsområdet?

*I manchetten er der sket en ændring af formuleringen "en anbefaling om at indføre whistleblowerordning" til "en anbefaling om at overveje at indføre whistleblowerordninger".

Forrige artikel Hedegaard: Hvad tænker I på? Hedegaard: Hvad tænker I på? Næste artikel Djøf: Åbenhed får demokratiet til at leve Djøf: Åbenhed får demokratiet til at leve
Coronavirus kan give styrelse et nyt slag i ansigtet

Coronavirus kan give styrelse et nyt slag i ansigtet

INTERVIEW: Alarmtilstanden i sundhedsvæsenet kan lægge fornyet pres på sagsbehandlingen i Styrelsen for Patientklager, der kæmper med genopretningsplan. Men foreløbig er der fuld damp på kedlerne fra mere end 250 hjemmeadresser, fortæller direktør Lizzi Krarup Jakobsen.