Bliv abonnent
Annonce
Debat

Internationalisering af den danske centraladministration

Som ambassadør i Bruxelles fra 1995 til 2003 spillede Poul Skytte Christoffersen en nøglerolle i forhandlingerne om EU's udvidelse med ti nye lande under dansk EU-formandskab.
Som ambassadør i Bruxelles fra 1995 til 2003 spillede Poul Skytte Christoffersen en nøglerolle i forhandlingerne om EU's udvidelse med ti nye lande under dansk EU-formandskab.Foto: Anne Hedeager Bentsen/Altinget.dk
22. oktober 2014 kl. 03.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Poul Skytte Christoffersen
Har blandt andet arbejdet som kabinetschef for landbrugskommissær Mariann Fischer Boel (V) og været kabinetschef for generalsekretæren for EU’s Ministerråd

Det private erhvervsliv har allerede i mange år lagt vægt på at have medarbejdere med international erfaring. Det samme gør sig gældende på Slotsholmen.

Danmark har især efter sidste verdenskrig været en aktiv deltager i internationalt samarbejde. Men det er EU-medlemskabet, der i stigende grad har internationaliseret den danske statsadministration. Indtil slutningen af 1980’erne var det – bortset fra Udenrigsministeriet – næsten udelukkende det daværende Handelsministerium, Det Økonomiske Sekretariat og landbrugsministeriet, der deltog i internationale møder, og som havde medarbejdere med international erfaring. De var også de aktive spillere i de første år af vores medlemskab af Fællesmarkedet.

Flere ministerier i EU
Men udbygningen af EU’s rolle både i bredden og i dybden siden Maastricht-traktaten fra 1992 har ændret dette billede. Nu har andre vigtige ministerier som Erhvervsministeriet, Økonomiministeriet, Justitsministeriet, Forsvarsministeriet, Klima-, Miljø- og Energiministerierne, Forskningsministeriet, Socialministeriet, Transportministeriet med flere ligeledes fået en aktiv rolle i EU-samarbejdet.

Statsministeriet har nok fået en stærkt stigende rolle i EU-politikken og i udenrigspolitikken generelt, men det er i høj grad folk fra Udenrigsministeriet, der leverer skytset.

Poul Skytte Christoffersen
Tidligere topdiplomat i EU

Udover deltagelse i møderne i Bruxelles har medarbejdere været udsendt til EU-repræsentationen eller arbejdet som nationale eksperter i Kommissionen. Dette har givet udsyn og erfaring, der rækker videre end den konkrete deltagelse i EU-beslutningsprocessen.

Udviklingen er gået udenom det måske mest magtfulde ministerium i Danmark - Finansministeriet. Dette skyldes, at Danmark har været repræsenteret i det vigtige Økofin-råd og dets forberedende grupper af Økonomiministeriet, og at ressort for EU-budget har ligget i Udenrigsministeriet eller i Økonomiministeriet. Dette har ført til, at kun få finansministerielle embedsmænd har været udstationeret eller haft internationale stillinger. Det danske Finansministerium har derfor nok i mindre grad end søsterministerierne i andre lande været påvirket af tætte internationale kontakter og ideudveksling.

Det danske Finansministerium har nok i mindre grad end søsterministerierne i andre lande været påvirket af tætte internationale kontakter og ideudveksling.

Poul Skytte Christoffersen
Tidligere topdiplomat i EU

Udenrigsministeriet leverer skytset
Udenrigsministeriet har som bekendt for længst tabt/givet afkald på sin tidligere altdominerende rolle i EU-politikken. Men ministeriet spiller fortsat en betydelig rolle på EU-området. Koordineringen af dansk Europapolitik ligger fortsat i ministeriet. Danmarks ambassader- såvel i Europa som rundt om i verden - forsyner ikke kun Udenrigsministeriet, men hele centraladministrationen med nødvendige informationer og analyser af, hvad der foregår i hovedstæderne – både indenfor og udenfor EU. I Bruxelles kender man nok landenes positioner, men ambassaderne kan yde væsentlige bidrag til forståelsen for, hvorfor landene har de pågældende holdninger, og til en vurdering af tyngden i positionerne.

Det er ligeledes hovedsageligt udenrigspolitiske embedsmænd, som udstationeres til Udenrigsafdelingen i Statsministeriet som rådgivere for statsministeren i internationale spørgsmål. Statsministeriet har nok fået en stærkt stigende rolle i EU-politikken og i udenrigspolitikken generelt, men det er i høj grad folk fra Udenrigsministeriet, der leverer skytset.

Få folk fra Danmark
Ledelsen af den danske EU-repræsentation i Bruxelles kommer ligeledes fra Udenrigsministeriet. Repræsentationen – der med sine 80 medarbejdere er Danmarks største repræsentation i udlandet – er en miniudgave af Slotsholmen med udsendte medarbejdere fra stort set alle ministerier. Samarbejdet mellem ministerierne på udebanen forløber ofte betydeligt mere gnidningsfrit end i København.

Danmarks EU-repræsentation er blandt de allermindste i Bruxelles. De store lande har normalt udstationeret 200-300 medarbejdere for at varetage de samme funktioner, som den danske repræsentation skal varetage. Det er blevet en stadig større udfordring - udover at deltage i forhandlingerne mellem medlemslandene – at holde kontakt og søge indflydelse hos de mange, der direkte eller indirekte er med til at udforme beslutningerne i EU - fra Kommission og Parlament til repræsentanter fra tredjelande, tænketanke, presse (verdens største pressekorps udenfor Washington), NGO’er og andre lobbyister.

Uanset fra hvilket ministerium man kommer, kræver internationalt arbejde - udover grundige sprogkundskaber - gode kontaktevner, situationsfornemmelse og evnen til at orientere sig i et dynamisk miljø. Dette læres bedst på udebanen.

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026