Merete Riisager om ny bog: Hvad er mennesket, hvis staten er en maskine?

ANMELDELSE: "Konkurrencestatsministeren" er en nyttig håndbog for enhver håbefuld djøf'er, der drømmer om at gøre sit indtog i ”styringssektoren” og måske gøre karriere helt op på øverste embedsmandsniveau. Men som beskrivelse af, hvad en stat er, og hvad der driver politikere, er den mangelfuld, skriver Merete Riisager.

Altingets vurdering: 3/6

Af Merete Riisager
Undervisningsminister

”Hvad er en stat, og hvad er meningen med den?”

Dette spørgsmål forsøger bogen ”Konkurrencestatsministeren” at besvare – formentlig ufrivilligt.

Bogen, der er tænkt som en form for ”kogebog for statsministre”, beskriver staten som en maskine, der har til formål at optimere sig selv for at kunne indgå i en konkurrence med andre stater. Hvor mennesket og meningen bliver af i denne proces, gives der ikke noget sammenhængende svar på.

En af mine yndlingsbøger er ”Hvis dette er et menneske” af Primo Levi. Den beskriver forfatterens frygtelige oplevelser under Holocaust, og hvordan den jødiske kemiker mod alle odds klarer at bevare sin menneskelighed under umenneskelige forhold. Bogen er fremragende, ikke blot fordi den giver et gysende præcist billede af nazismens ødelæggelser og absurde instrumentalisering af det menneskelige, men også fordi den behandler et af menneskehedens vigtigste spørgsmål: Hvad er egentlig et menneske?

”Konkurrencestatsministeren” er en bog, der så at sige starter i den anden ende og forsøger at give svaret på, hvad en stat er, og hvad den optimale stat skal kunne. Den beskriver og oplister mekanismer og forhold, der af moderne økonomisk og politisk teori anses for relevante i forhold til styring af statsapparatet, den offentlige sektor og rammevilkårene for den private sektor.

Bogen vil være en nyttig håndbog for enhver håbefuld djøf'er, der drømmer om at gøre sit indtog i ”styringssektoren” og måske gøre karriere helt op på øverste embedsmandsniveau. Men for politikere er bogen irrelevant. Bogen overser nemlig fuldstændig, hvad der driver politikere, og hvad der bringer dem til at kaste sig ind i den opslidende kamp om magten.

Forfatteren Martin Møller Boje Rasmussen bruger de første mange afsnit på at rose netop den danske stats evne til at skabe optimale rammer for borgerne, samtidig med at bogen på forunderlig vis helt ser bort fra disse borgere. At borgerne, familien, civilsamfundet og kulturen ikke spiller nogen rolle i bogen overhovedet, er både bemærkelsesværdigt og foruroligende. Det vender vi tilbage til.

Martin Møller Boje Rasmussen ser ud til at mene, at Danmark – og muligvis også de andre skandinaviske lande, men nok mest Danmark – er en form for politisk og strukturelt slutmål, som andre (stater) kun kan drømme om at opnå. Han anvender ligefrem udtrykket at ”nå til Danmark”, hvilket fremstår som en form for systemisk velsignelse eller drømmetilstand.

Det, at man i Danmark klarer at have meget høje skatter, samtidig med at der fortsat er levedygtige virksomheder og høj velstand, beskrives som en art ”gyldent snit”, der må bevares og forsvares for enhver pris. Opgaven for ”konkurrencestatsministeren” er derfor at tænke i optimeringstiltag, der kan sikre bevarelsen af denne ”danske konkurrencestat”.

”Nonsens på stylter”
Hen over de 267 sider gennemgår forfatteren faktorer som beskæftigelsesgrad, skattetryk, finanspolitisk holdbarhed, immigration, indkomstulighed, lønforhold med videre.

Tilgangen er en systemisk centrum-venstre-tænkning, hvor farer truer både fra venstre og højre. ”Konkurrencestatsministeren”, der formentlig kommer fra partierne S eller V (hvilket jo heller ikke er urealistisk i den virkelige verden), skal vælge sine værktøjer for at optimere statens ageren og undgå styringsmæssigt slør eller finansiel slinger i valsen.

Sproget er præcist og sagligt – og kun når politiske tendenser, forfatteren opfatter som dybt skadelige for konkurrencestatens fine maskineri, behandles i bogen, tages der følelsesladede ord i brug som ”nonsens på stylter” eller ”kuriøs og lidt patetisk parentes i historien”.

Der ligger altså en iboende kategorisering i bogen: Styring og optimering af velfærdsstaten med dens iboende evne til at reformere og restrukturere indtægter og forbrug er det gode. ”Folkefortællinger” og ”af-globalisering” er af det onde. Forfatteren bruger ikke meget krudt på at definere ”folkefortællingerne”, men jeg tolker det som politiske strømninger, der udfordrer systemernes instrumentelle logik.

”Folkefortællingerne” er meningsgivende fællesskaber, der både kan komme fra venstre og højre, men som i deres ”irrationelle” tilgang til samfundet, kan virke ødelæggende på den bevarings- og optimerings-opgave, ”konkurrencestatsministeren” står overfor.

Forfatteren beklager den menneskelige søgen efter mening og konstaterer på side 252 som med et suk, at ”menneskers appetit på fortællinger synes umættelig”. Hans afstandstagen til det normative bliver nærmest absurd, al den stund at han selv to sider længere henne i bogen forklarer, at ”den oprindelige begrundelse for etableringen af velfærdsstater var ikke i udgangspunktet velfærd for velfærdens egen skyld”.

Der var derimod tale om en kamp mod ”uretfærdighed”. Hele præmissen for bogen skrider altså lige der, for hvordan skal en statsminister forsvare instrumentalisering af borgerne og væg-til-væg-systemtænkning med et argument, der ikke indeholder en normativ værdi, når selve den samfundskonstruktion, han skal forsvare, blev skabt med en normativ begrundelse? Det giver ingen mening.

Forfatteren aner udfordringerne for sin systemiske og livløse samfundsopfattelse uden at kunne komme om på den anden side af den. Derfor vil mit bedste gæt være, at bogen er forældet, næsten før den er udkommet. Som et billede på samtiden og de sidste 20-30 års systemtænkning er bogen dog interessant.

Mangler blik for staten som historisk enhed
Tanken om det åbne, velfærdstunge, rationelle og operative samfund kan genfindes i det politiske embedsværk både i Danmark og i Bruxelles og skam også blandt generationer af politikere, der nærmest er groet sammen med embedsværket. Men systemtænkningen bliver sværere og sværere at sælge til en befolkning, der ikke finder sig til rette i tanken om at ”optimere for at bevare”, og som mangler tiltro til, at ”justeringens finmekanik” kan redde dem fra både ydre trusler og indre opløsning og meningsløshed.

I forhold til de økonomiske greb, bogen gennemgår, gives der bedre værker, der forklarer disse, samt fordele og ulemper ved at trække i det ene eller det andet håndtag. Bogen kan naturligvis læses som en kort introduktion eller pixibog til vigtige økonomiske parametre, men selvom lix-tallet er højt, er der for mange løse ender. Eksempelvis er det uklart, hvordan forfatteren slutter fra, at den ikkevestlige indvandring kostede 33 milliarder kroner i 2014 (s. 117), til at flygtninge og indvandrere er lig med vækst for de lande, der modtager dem (s. 186).

Bogens tiltro til optimerings- og justeringstænkningens evne til at redde vækst og velstand i fremtiden synes desværre også noget overdrevet. Forskydninger af globale og økonomiske tyngdepunkter betyder, at rammebetingelserne for Danmarks økonomiske vækst og velstand ændrer sig. Bogen forholder sig ikke til, at manglende relativ vækst også betyder manglende relativ magt og derved ringere mulighed for at videreføre og udvikle den levevis, vi finder meningsfuld.

Med andre ord: Hvis lande i Fjernøsten og Østeuropa indhenter og overhaler Danmark i forhold til velstand, vil disse landes samfundsmodeller, teknologi og politiske magt påvirke levemåden hos os.

Men igen. Ønsker man en hurtig introduktion til faktorer, der kan påvirke rammevilkår og økonomi i Danmark, kan bogen være udmærket. Som introduktion til politisk arbejde, er den dog mangelfuld.

Staten beskrives hverken som et historisk fællesskab, en kulturel enhed, en ramme om en befolkningsgruppe med særlige værdier, civilsamfund eller juridisk ramme for potentiel frisættelse eller undertrykkelse af borgerne. Staten er en maskine, der består af funktioner og incitamenter, der kan optimere statens ageren. Staten mister på den måde både formål og mening, mens borgerne reduceres til enheder, der kan optimeres på.

”Konkurrencestatsministeren” ser således stort på, at mange politikere motiveres af normer, værdier og forhåbninger om samfundet, livet og fællesskaberne.

Martin Møller Boje Rasmussen: Konkurrencestatsministeren – til forsvar for den danske konkurrencestat, Djøf Forlag, 296 sider.

Forrige artikel Bertel Haarder: Man bliver flov, når man læser ny bog om diplomater i Danmark Bertel Haarder: Man bliver flov, når man læser ny bog om diplomater i Danmark Næste artikel Forfatter svarer igen på Merete Riisagers anmeldelse: Du viser ufrivilligt værdien af min bog Forfatter svarer igen på Merete Riisagers anmeldelse: Du viser ufrivilligt værdien af min bog
Juniorministeren, der lagde sporene til fremtidens offentlige sektor

Juniorministeren, der lagde sporene til fremtidens offentlige sektor

EVALUERING: Trods undren og rysten på hovedet over den nye post som minister for innovation, så er det lykkedes Sophie Løhde (V) at lægge kimen til flere reformeringer af den offentlige sektor. Det mener iagttagere, der dog ser en risiko for, at reformsporet hurtigt kan blive afsporet.