Michael Svarer giver 6 A’er: Piketty har skrevet en forrygende bog

ANMELDELSE: Den franske økonom Thomas Pikettys nye bog er et forrygende historisk og ideologisk blik ind i ulighedens verden. Bogen er et overflødighedshorn af interessante og relevante observationer, og der er en rød tråd gennem samtlige godt 1.000 sider, skriver professor og tidligere overvismand Michael Svarer.

Altingets vurdering: 6/6

Michael SvarerAf Michael Svarer
Professor i økonomi, Aarhus Universitet og Senior Fellow hos Kraka, tidligere overvismand

Den franske økonom Thomas Piketty har en mission – måske tangerende en besættelse. Han vil forstå indkomst- og formueulighedens dybeste væsen, og han deler gavmildt ud af de iagttagelser, han gør sig undervejs.

Begyndende fra midten af 1990’erne (da han var midt i 20’erne) med en perlerække af videnskabelige artikler i førende økonomitidsskrifter og indtil videre kulminerende med bogen 'Kapitalen' fra 2013, der er oversat til 40 sprog og solgt i mere end to millioner eksemplarer.

De hidtidige udgivelser har taget afsæt i en klassisk økonomisk videnskabelig metode. Piketty er i 'Kapitalen' og også i offentligheden dog gået skridtet videre end den typiske akademiske diskurs og har tilbudt omverdenen sine personlige holdninger om ulighedens størrelse og foretrukne økonomisk politiske tiltag, navnlig et mere progressivt skattesystem.

Kolossal mængde viden
I Pikettys nyeste bog, 'Kapital og Ideologi', fastholder han den politiserende form og kombinerer beskrivende og analyserende tekst med sine personlige holdninger. Samtidig bevæger han sig væk fra sit fagområde.

Bogen tilbyder et historisk og ideologisk blik ind i ulighedens verden, og hvad kan en økonom bidrage med på den front? I mine – indrømmet inhabile – økonomøjne imponerende meget. Piketty går til opgaven med krum hals, og i et ydmygt og forbeholdent sprog videreformidler han den kolossale mængde viden, han er stødt på undervejs.

Kildematerialet dækker bredt og strækker sig over fagbøger, tidsskriftsartikler, Gandhi-citater, Jane Austen-uddrag til scener fra Downton Abbey for at nævne et fåtal. Men det virker. Bogen er et overflødighedshorn af interessante og relevante observationer, og der er en rød tråd gennem samtlige godt 1.000 sider.

Personligt kunne jeg godt have undværet Pikettys personlige holdninger til ulighedsbekæmpelse og ”nøjes” med de beskrivende og analyserende dele af bogen.

På den anden side giver det personlige islæt et inkluderende nærvær i teksten, og det er svært at blive voldsomt provokeret af politiske holdninger, der på flere områder matcher holdninger hos flertallet af mandaterne i Folketinget, og hvor forslagene i overvejende grad er en integreret del af det danske skatte- og velfærdssystem.

Ulighedens politiske ophav
Pikettys udgangspunkt er, at ulighed ikke opstår af teknologiske eller økonomiske årsager, men har et ideologisk og politisk ophav.

Vi er altså på den helt store klinge. Denne vurdering understøttes gennem bogens fire dele. De fire dele kan læses uafhængigt af hinanden, hvilket kan være en fordel, hvis sidetallet forekommer uoverstigeligt i disse tider med matematikfessor, Aula, Skype-, Teams- eller Zoom-møder, kaoshåndtering på arbejdspladsen, hjælpepakker og andre forstyrrende opgaver.

I første del kastes et blik på ulighedens historiske udvikling med Frankrig som hovedrolleindehaver og med Storbritannien og Sverige i birollerne. Danmark nævnes desværre ikke, men det giver læseren en oplagt mulighed for at aktivere viden fra en muligvis afskrevet historieundervisning og læse op på enevældens indførelse i 1660 og lensafløsningsloven fra 1919, der bidrog til ændringer i fordeling af formue og indkomster i det danske samfund.

Den skuffende revolution
Et højdepunkt i første del er Pikettys forbløffelse og tydelig skuffelse over, at den franske stolthed, Den Franske Revolution, absolut ingen indflydelse havde på uligheden i landet. Indkomster og formuer var lige så ulige fordelt før revolutionen som efter. Det var først fra Første Verdenskrig og frem, at der skete noget på ulighedsfronten.

De ændringer, der fulgte fra 1914 og frem, får til gengæld coronakrisen til at ligne et teselskab. Inden vi når til den del, som er i bogens tredje del, skal vi lige dvæle 150 sider ved slave- og kolonisamfundenes indkomst- og formueforhold.

Igen er Frankrig i fokus med blandt andet landets involvering på Haiti, som i påfaldende grad minder om de danske erfaringer på De Vestindiske Øer. I slave- og kolonisamfundene var uligheden endnu mere udtalt end i slave- og kolonimagternes hjemlande og blev ved med at være det frem til slaveriets ophævelse. Frankrig ophævede slaveriet i 1848, faktisk samme år som Danmark.

Vi havde godt nok siden 1792 haft et forbud mod transatlantisk slavehandel, men for blandt andet den danske adel var slaveriet en meget vigtig indtægtskilde, så der gik 50 år, før der kom et generelt forbud. Et eksempel på Pikettys politiserende bidrag er, at han benytter lejligheden til at støtte det krav om erstatning, som de haitianske slavers efterkommere har fremført mod den franske stat.

Havde udviklingen i uligheden i de forgangne mange århundreder været som at se græs gro, går det pænt amok efter Første Verdenskrig. De rigeste dele af befolkningen i de krigsførende nationer må se deres værdier blive ødelagt og eksproprieret. Læg hertil Pikettys foretrukne forklaring på den faldende ulighed – progressive skatter. Formuerne og indkomsterne blev udsat for aggressiv skatteinddrivelse i de næste årtier.

I Storbritannien når den højeste marginalskat op på mere end 90 procent i årene efter Anden Verdenskrig. Siden er de faldet betydeligt – især i Thatchers regeringstid. Samme tendens gjorde sig gældende i USA under Reagan, og i Pikettys fortolkning er det hovedbidraget til den efterfølgende stigning i indkomstuligheden i disse lande.

Nyt skattesystem og borgerløn
I bogens sidste del er vi fremme i nutiden, og Piketty fremlægger sin analyse af det politiske verdensbillede og formulerer sin model for en mere lighedsskabende samfundsstruktur. En bærende observation er, at vælgerskaren hos de oprindelige arbejderpartier er blevet mere og mere højtuddannede, og at kampen for at mindske uligheden i samfundet er rykket ned i prioriteringerne.

Pikettys forslag til et nyt skattesystem minder i store træk om det danske. Så langt så godt. At han vælger at toppe modellen med et forslag om at indføre borgerløn, havde han i mine øjne ikke behøvet. Men som han afslutter bogen med at konstatere, er hans ærinde: ”at åbne debatten, aldrig at lukke den”. Mission accomplie, Monsieur Piketty!

Thomas Piketty: Kapital og ideologi. Oversat fra fransk af Peer Bundgaard, Manni Crone, Adam Diderichsen og Niels Ivar Larsen. Informations Forlag og Djøfs Forlag, 1.040 sider.

Forrige artikel Anmeldelse: Efterspurgt perspektiv på styring, faglighed og ledelse Anmeldelse: Efterspurgt perspektiv på styring, faglighed og ledelse Næste artikel Bertel Haarder: Ny bog viser, at Folketinget lader embedsmænd bestemme Bertel Haarder: Ny bog viser, at Folketinget lader embedsmænd bestemme