Mindeord: Ambassadør Alf Cornelius Jönsson (87)

Alf Jönsson kom til ambassaden i Paris som ministerråd – souschef – i 1982, året efter jeg var tiltrådt som kultur- og presseråd samme sted.

Det var en gevinst for ambassaden. Stemningen, der indtil da havde været formel og lidt trykket, lettede, og arbejdsglæde og munterhed fulgte med Alfs ankomst. Han var allerede da en erfaren diplomat, som havde haft poster i Beograd, London, Bruxelles og Washington, hvor han var rådgiver for Jens Otto Krag.

Alf var sprogligt og kulturelt godt forankret i Frankrig, bl.a. fordi han havde tilbragt en del af sin skoletid på et fransk gymnasium. Han havde derfor let ved at komme ind på livet af ambassadens franske forbindelser, som godt kunne lide ham.

I begyndelsen måtte han undvære sin hustru, Gladys, der ikke kunne forlade sit job i København. Han blev derfor en hyppig og elsket middagsgæst i min familie. For mig blev han en god chef, læremester og ven, der nænsomt hjalp med at bugsere mig gennem diplomatiets snørklede stier.

En ambassade er et midlertidigt fællesskab, hvor venskaber rives op med rode, når udstationeringerne er forbi. I 1986 skiltes vore veje, og jeg måtte nøjes med at følge ham på afstand.

Da jeg på et tidspunkt i Lausanne fik en pris for en dokumentarudsendelse, dukkede det danske ambassadørpar veloplagt op til prisuddelingen. Det var Alf og Gladys. Schweizere og lokale danskere omtalte ham med anerkendelse og begejstring. De satte pris på hans dygtighed og ligefremhed.

Nogle år efter modtog jeg som chef for TV 2 Lorry en gruppe sydafrikanske tv-folk. De talte i rosende vendinger om Danmarks ambassadør i deres land: Han var et usædvanligt menneske, fortalte de med stor hengivenhed. Det var Alf, som fra 1994 til 98 var ambassadør i Pretoria.

I de senere år havde Alf problemer med hørelsen, og det blev vanskeligt at tale med ham. Vi mistede desværre kontakten. Alf Jönsson var noget helt særligt – og for mig en værdifuld ven i en speciel del af mit liv.