Moderniserings­styrelsen lover kursskifte væk fra detailstyring

MENNESKEBLIK: Fem nye pejlemærker skal bidrage til at ændre måden at arbejde og kommunikere på i Moderniseringsstyrelsen. Tiltrængt, lyder det fra faglige organisationer.

Moderniseringsstyrelsen vil fremover i højere grad sparre med kolleger i den offentlige sektor, eksperter og faglige organisationer, siger direktør Poul Taankvist.
Moderniseringsstyrelsen vil fremover i højere grad sparre med kolleger i den offentlige sektor, eksperter og faglige organisationer, siger direktør Poul Taankvist.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Sine Riis Lund

Moderniseringsstyrelsen ser verden gennem regneark og vil styre staten efter samme.

Det har været en af de udbredte opfattelser af Moderniseringsstyrelsen, der lige siden sin fødsel i 2011 har været udskældt for at elske kontrol og styring og glemme tilliden til offentligt ansatte.

Med fem nye pejlemærker vil Moderniseringsstyrelsen signalere, at hovedfokus i styrelsens arbejde nu ændrer sig (se pejlemærker i boksen).

Færre unødige regler, registreringskrav og styringskoncepter er en rettesnor. Bedre rammer for ledelse og kompetenceudvikling er en anden.

Det er helt klart nye toner. Lad os håbe, der er indhold i det.

Anders Bondo
Formand, Danmarks Lærerforening

"Vi skal blive ved med at sikre, at borgerne får mest mulig velfærd for deres skattekroner, men med de fem pejlemærker gør vi det krystalklart, at det kan vi kun lykkes med, hvis vi har et stærkt fokus på at udvikle de rammer, der er for lederne og medarbejderne i det offentlige. Vores løsninger skal tage mere udgangspunkt i mennesker end i system- og detailstyring," siger direktør Poul Taankvist i en pressemeddelelse.

En ny start
Direktøren fremhæver, at man for eksempel har gjort samarbejde med og udvikling af ledere og medarbejdere til et selvstændigt strategisk pejlemærke.

Det lyder, som om Moderniseringsstyrelsen vil have en ny og frisk start. Det hilser vi velkommen, og vi mener også, det er absolut påtrængende.

Mona Striib
Formand for fagforbundet FOA

Poul Taankvist understreger samtidig, at Moderniseringsstyrelsen skal lytte til og inddrage kolleger i staten, kommunerne og regionerne samt sparre med eksperter og de faglige organisationer.

Det er ord, der vækker glæde hos formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo.

"Det er helt klart nye toner. Lad os håbe, der er indhold i det. Hvis det her er udtryk for et reelt paradigmeskifte, så hilser jeg det særdeles velkommen," siger Anders Bondo, der blandt andet i starten af 2018, som topforhandler for kommunalt og regionalt ansatte, tørnede sammen med Moderniseringsstyrelsen under forhandlingerne om en ny overenskomst.

Også formanden for fagforbundet FOA, Mona Striib, roser det nye strategiske fokus. 

"Det lyder, som om Moderniseringsstyrelsen vil have en ny og frisk start. Det hilser vi velkommen, og vi mener også, det er absolut påtrængende," siger hun.

Læs også

Stram styring dræber engagement
Anders Bondo fremhæver en undersøgelse blandt de ansatte i kommunerne for et par år tilbage, der viste, at det mest motiverende for de ansatte i arbejdssituationen ikke var høj løn, men at have indflydelse på eget arbejde og at kunne udfolde deres professionelle evner.

Det er dog lige det modsatte, Moderniseringsstyrelsen har været med til at fremelske, mener han.

"Det, de har gjort indtil nu, har ikke fungeret. Det har været denne her blinde tro på styring, styring, styring i stedet for at tro på det kæmpe potentiale, der ligger i engagementet og dygtige medarbejdere," siger Anders Bondo.

I april 2018 gjorde Socialdemokratiet klart, at man ville modernisere Moderniseringsstyrelsen, hvis man vandt et forestående valg. Det handlede om et opgør med den måde, styrelsen tænker på, lød det fra formand Mette Frederiksen, der slog til lyd for mere ledelse og mindre styring i den offentlige sektor.

 

Dokumentation

Moderniseringsstyrelsens fem nye pejlemærker

  • Vi klæder både ledere og medarbejdere på med viden, værktøj og videreuddannelse, så de kan håndtere fremtidens udfordringer.
  • Vi rådgiver og inspirerer til enkel og værdiskabende styring, der mindsker unødigt bureaukrati og giver mere tid til borgerne.
  • Vi forbedrer kvaliteten af administrative opgaver i fælles løsninger, så medarbejderne kan koncentrere sig om kerneopgaven.
  • Vi stiller nye data og analyser til rådighed, så offentlige ledere har den nødvendige indsigt til at træffe gode beslutninger.
  • Vi sikrer, at nye initiativer bliver omsat til reelle forbedringer i den daglige drift.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Bondo Christensen

Fhv. formand, Danmarks Lærerforening
lærer (Skårup Seminarium 1982), journalist (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 2023)

Mona Striib

Forbundsformand, FOA, formand, Forhandlingsfællesskabet
ufaglært

Poul Taankvist

Koncernstyringsdirektør, Forsvarsministeriet
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1998)

0:000:00