Anmeldelse: CEPOS-direktør er ambitiøs på sit lands vegne

ANMELDELSE: Martin Ågerup har skrevet en både lang og interessant bog. Man kan kun håbe, at bogen giver anledning til yderligere debat og handling, for velfærdsstaten står foran store udfordringer, skriver Niels Ploug, afdelingsdirektør for personstatistik i Danmarks Statistik.

Altingets vurdering: 4/6

Niels PlougAf Niels Ploug 
Afdelingsdirektør for personstatistik i Danmarks Statistik 

CEPOS-direktør Martin Ågerup vil have mindre stat og mere marked. Det er næppe overraskende, men han har skrevet en meget lang bog, Velfærd i det 21. århundrede, hvor ønsket sættes ind i en både interessant og relevant kontekst. Her er fokus på servicedelen af den danske velfærdsstat og en skitse til et nyt nationalt kompromis, som er bogens undertitel. Det svæver lidt i det uvisse, hvad det gamle nationale kompromis er, men det er muligvis den nuværende velfærdsstat i al sin magt og vælde.

CEPOS' Piketty når vidt omkring
Bogen er med sine 494 sider ikke helt så lang som en anden bog om det 21. århundrede, Piketty’s Kapitalen i det 21. århundrede, men den når vidt omkring. Hvis man er særligt interesseret i, hvad man kan kalde den konkrete politikdel af bogen, ’det nationale kompromis’, kan man begynde på side 407, hvor ideerne til en ændring af velfærdsdelen af den offentlige sektor begynder at tage form.

Inden da har man som læser været på en lang, omfattende og til tider interessant rejse med mange ind- og udfald i mange retninger. Man lærer indledningsvist, at Danmark engang – dengang Stauning stod i spidsen for landet i 1930'erne – var blandt verdens fem rigeste lande, og at det siden da er gået ned ad bakke med den danske velstand.

Ågerup er ambitiøs på sit lands vegne, og det kan man kun have sympati for, så han ønsker, at Danmark igen skal være blandt verdens absolut mest velstående lande. Vi lærer som læsere, at på den front – velstanden – går det langt bedre i Singapore.

Ikke mindst i Schweiz går det fint. Hvis Danmark var som Singapore, ville vi være 40 procent rigere. Man fristes til at læse det, som at vi alle ville være 40 procent rigere. Ågerups eksempel med SOSU-assistenten, der vil få sygeplejerskeløn understøtter den måde at se Singapore-eksemplet på, men de fordelingsmæssige forhold, og det forhold at den økonomiske ulighed er noget større i Singapore end i Danmark, indgår ikke i redegørelsen.

Derefter tages vi på en tur, hvor der stilles fundamentale spørgsmålstegn ved velfærdsstatens betydning for det danske samfund. Det er ikke velfærdsstaten, der har opfundet velfærdsydelserne, det har civilsamfundet – og så har velfærdsstaten overtaget dem på godt og ondt. Det er ikke velfærdsstaten, der er årsagen til den fortsat høje tillid mellem borgere i Danmark, den var der før velfærdsstaten, og er en forudsætning for den. Og det er som sagt ikke velfærdsstaten, der er årsagen til den trods alt relativt høje velstand i Danmark – for vi var endnu mere velhavende før velfærdsstaten.

Ikke meget tilovers for velfærdshæren
Til gengæld har velfærdsstaten skabt en hel hær af velfærdsprofessioner fra skolelærerne, der sammen med folkeskolen omtales en del, over SOSU'erne og administratorerne i alle mulige og umulige led af den offentlige sektor. På det punkt advarer Ågerup som et ekko af Dich (Jørgen Dich, red.) mod den herskende klasses særinteresser – og han har ikke meget tilovers for de offentligt ansattes fagforeninger generelt og Danmarks Lærerforening i særdeleshed.

Dilemmaet, som også fremgår af bogen, er at de ofte veluddannede offentligt ansatte på den ene side er fagprofessionelle på deres fagområder, og på den anden side også er ude på at mele deres egen kage, når de kommer med faglige input til udviklingen af deres ressortområder.

Diskussionen af digitaliseringens potentiale for udviklingen af en effektiv uddannelsessektor, og diskussionen af mulighederne i at skabe et internationalt marked for sundhedsydelser (det konkrete eksempel er bypass-operationer udført i Indien og fertilitetsbehandling af udlændinge af private, danske fertilitetsklinikker, er interessante.

De dele af bogen er direkte relevante for det, der også er emnet for det nationale kompromis – en mere innovativ og effektiv produktion af serviceydelser på velfærdsområdet. Andre dele om Uber, om Sovjetunionen, om produktionsforholdene i Danmarks Radio og i dansk minkavl og det i øvrigt interessante argument, at folkebibliotekerne er inderligt overflødige, forekommer mindre anvendelige i relation til det konkrete indhold i det nationale kompromis, som vel er bogens hovedærinde.

Så lad os vende os til netop hovedærindet – for her bliver bogen noget mere konkret. Selvom det anføres, at der er tale om eksempler og ikke om en endelig og fyldestgørende liste, kommer den her:

  1. Uafhængig kommunal rigsrevision
  2. Kommunal regnskabsreform
  3. Reform af Rigsrevisionen: Fokus på omkostningseffektivitet
  4. Offentligt ejede organisationer underlægges offentlighedsloven
  5. Udpege medlemmer af råd og kommissioner fra udlandet
  6. Styrk institutioner, der repræsenterer outsideres interesser
  7. Styrk Konkurrencestyrelsen
  8. Opret Dansk importråd
  9. Flyt fokus fra det korte til det lange sigt
  10. Nedsæt en velstandskommission
  11. Begrænsninger af omfanget af reguleringer
  12. Nedskriv og skærp kommunalfuldmagten
  13. Forbud mod kommunalpolitikere i kommunale selskaber
  14. Reform af den kommunale udligning

Disse 14 konkrete punkter fremføres og uddybes i bogens ti centrale sider fra side 412 til side 422. Man forstår dem bedre, hvis man har læst resten af bogen, men er man bare en lille smule inde i den samfundsmæssige faglige og politiske debat på feltet, behøver man ikke nødvendigvis at læse de resterende 484 sider for at kunne få glæde af forslagene og tankerne bag.

Sparker de åbne døre ind
Man kan diskutere, om Ågerup med sit fokus på det nationale kompromis sparker åbne døre ind. Det gør han næppe med sine løsningsforslag, som han selv opsummerer på side 407:

”På sin vis ligger løsningerne lige for: Få konkurrence ind i velfærdssektoren, skab bedre incitamenter, reducer udgifterne, flyt finansiering fra skatter til privatforbrug, reducer reguleringen af samfundet, og sænk de mest forvridende skatter. Problemet løst, hvad skal vi nu lave?”

Men måske gør han det med en stor del af det fokus, som han har i sine 14 punkter. Det giver sig selv, at man med den måde, hvorpå velfærdsservicen produceres her i landet, skal have fokus på kommunerne. Det er Ågerup imidlertid ikke den eneste, der har – det har Finansministeriet haft længe.

Men Ågerups fokus er interessant. I afsnittet "Det sorte hul” på side 362 gør han opmærksom på den uacceptabelt dårlige viden, der findes her i landet om produktionsforholdene i den kommunale velfærdsservice. Egentlig burde den decentrale produktionsstruktur i 98 kommuner og tusindvis af institutioner (daginstitutioner, skoler, fritidsordninger, plejecentre og plejehjem osv.) være en kæmpe fordel med mulighed for systematisk vidensdeling og optimering, så forskellene mellem de bedste og de mindre gode kommuner på konkrete områder, som Ågerup nævner, kom tydeligt frem i lyset, og blev indsnævret.

Det er sådan set formålet med den registreringspraksis i kommunerne, der langsomt og desværre nok også sikkert er ved at blive lagt for had: at få en systematisk viden om produktionsforholdene. Fordi ens professionelle selvforståelse er, at man kun er ude på at gøre det bedste for målgruppen og yde omsorg og pleje, så er det altså ikke det samme, som at man ikke på nogen måde behøver at indsamle data om, hvordan man gør det.

Hjælpsomme reformideer
Det utænkelige kunne jo ske, at andre, der også indsamlede data, viste sig at yde en endnu mere optimal omsorg og pleje og måske endda for færre midler (uha, uha...). Her har Ågerup fat i den lange ende, når han med referencer til de effektive dele af det private erhvervsliv gør opmærksom på, at ingen virksomhed bliver succesfuld uden den systematiske, datamæssige viden til understøttelse af produktionsprocessen.

Vi ved alt for lidt om det i dagens Danmark, og det er rigtigt, som Ågerup nævner det på side 364, at Danmarks Statistik er i gang med et arbejde på området, men at det er en meget omfattende opgave at få data ind fra kommunerne og de mange institutioner. På det område kan man godt forestille sig, at Ågerups reformideer og skitser kan være hjælpsomme – og det siger jeg selvfølgelig ikke (kun) for at mele min egen kage.

Ågerup har skrevet en bog om et interessant emne. Bogen har på sin vis masser af kontekst i relation til hvad man som læser må forstå er indlysende selvfølgeligheder, når man går til et emne med det liberale udgangspunkt, som Ågerup møder verden med. Dette bliver suppleret med en lang række af de hadeeksempler på skingrende skør offentlig regulering, som man kan forestille sig liberalt sindede – til tider ikke uden grund – underholder hinanden med, når de skal understrege urimelighederne i samfundet.

Det kunne dog have været interessant, hvis bogen havde haft lidt mere kontekst i relation til de bestræbelser og diskussioner, der trods alt findes i sektoren selv, blandt andet fra KL, Finansministeriet og også fra Mandag Morgens velfærdspanel på for eksempel at skabe den information, der skal til for at ændre og udvikle de produktionsforhold på velfærdsserviceområdet, der er bogens fokus.

Man kan kun håbe, at bogen giver anledning til yderligere debat og handling på området, for det er, som det også understreges af Ågerup, et område, hvor der er behov for et omfattende fokus og fremadrettet håndtering af store udfordringer.

Martin Ågerup ”Velfærd i det 21. århundrede – fra tilsanding til innovation”, 494 sider, er udkommet.

Forrige artikel Hans Engell: 520 dage med Kaare R. Skou i Løkke-land Hans Engell: 520 dage med Kaare R. Skou i Løkke-land Næste artikel Anmeldelse: Debatbog dæmoniserer djøf'erne i sundhedsvæsenet Anmeldelse: Debatbog dæmoniserer djøf'erne i sundhedsvæsenet