Debat

Offentlige ledere: Nej tak til detailstyring

DEBAT: Regeringens ledelses- og kompetencereform indeholder for få konkrete initiativer. Det er et stort problem for den offentlige sektor, skriver HK Kommunal, socialrådgiverne og socialpædagogerne.

Regeringens ledelses- og kompetencereform indeholder gode intentioner, men få konkrete initiativer, mener HK Kommunal, Dansk Socialrådgiverforening og Socialpædagogerne.<br>
Regeringens ledelses- og kompetencereform indeholder gode intentioner, men få konkrete initiativer, mener HK Kommunal, Dansk Socialrådgiverforening og Socialpædagogerne.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karin Termannsen, Anders Fløjborg og Helle Riis
Formænd for hhv. chefgruppen i HK Kommunal, ledersektionen i Dansk Socialrådgiverforening og ledersektionen i Socialpædagogerne

Som et led i Sammenhængsreformen præsenterede regeringen i sidste uge en ledelses- og kompetencereform med en ambition om at løfte og ensrette offentlig ledelse og ledere for at få en mere veldrevet offentlig sektor.

Det er positivt, at regeringen i den grad anerkender betydningen af god offentlig ledelse for, hvordan borgerne i sidste ende oplever den velfærd, vi leverer hver eneste dag. Men også, at offentlig ledelse er en helt særlig disciplin med mange modsatrettede krav og mange stakeholders.

Ledelseskommissionens anbefalinger følges
Som offentlige ledere ved vi, hvor fokuserede alle er på at møde og løse de opgaver, vi får fra politisk hold, og ikke mindst på at udnytte de midler og rammer, der bliver stillet til rådighed, mest optimalt.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Derfor er det positivt, at diskussionen nu åbnes, og det er glædeligt at se, at regeringen lægger sig så tæt op ad Ledelseskommissionens anbefalinger, som man mange steder i det offentlige landskab allerede er i gang med at gøre til god ledelsespraksis.

Det er en fordel ikke at skulle starte forfra med nye anbefalinger og tiltag.

 Det kan være svært at få et helt klart billede af, hvor regeringen gerne vil hen med reformeringen af de offentlige ledere.

Karin Termannsen, Anders Fløjborg og Helle Riis
Formænd for hhv. chefgruppen i HK Kommunal, ledersektionen i Dansk Socialrådgiverforening og ledersektionen i Socialpædagogerne

Mangler konkrete initiativer
Generelt ser vi, at reformen bærer præg af mange gode intentioner – og færre konkrete initiativer. Det kan være svært at få et helt klart billede af, hvor regeringen gerne vil hen med reformeringen af de offentlige ledere.

Derfor kunne vi ønske os, at staten vil gå forrest og vise vejen med nogle helt konkrete initiativer til at forbedre grundvilkårene for de offentlige ledere – herunder ikke mindst samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere, når regeringen nu så gerne vil give MED-systemet et serviceeftersyn. For eksempel kunne man jo starte med at se på egne styrings- og dokumentationskrav.

Når det er sagt, vil vi alligevel lave et par nedslagspunkter i reformteksten – og her først og fremmest tilslutte os meldingen om, at vi har brug for et større ledelsesrum.

Vi kan i den grad anerkende behovet for et opgør med den detailstyring, som har præget mange af de store velfærdsområder, vi repræsenterer. Og vi ved fra vores dagligdag, at ønsket om i langt højere grad at kunne bringe medarbejdernes faglighed i spil er udtalt.

Må beboerne være i deres eget køkken?
Et eksempel fra det socialpædagogiske område: Når Socialtilsynet er på besøg, kan de påtale, at beboerne på et botilbud ikke må bruge køkkenet alene og for eksempel smøre sig en mad.

Tilsynets anke er, at botilbuddet er deres hjem, og derfor skal de kunne gå i køkkenet, som alle vi andre kan det hjemme hos os selv. Men når fødevaremyndighederne så kommer på tilsyn, påpeger de, at beboerne ikke må færdes i køkkenet, med mindre de har helt styr på egenkontrol og hygiejnekrav. Og det har mange af for eksempel de udviklingshæmmede beboere ikke.

Det er blot et eksempel på en detailstyring, som slet ikke hænger sammen. Her ville det være fantastisk, hvis man turde overlade styringen og vurderingen af beboernes færden på stedet til det pædagogiske personale og deres ledere i tryg forvisning om, at de både har viden, erfaring og kompetencer til at anlægge et helhedssyn på situationen og vurdere, hvad der er forsvarligt og sund fornuft på det enkelte sted.

Det vil også bane vejen for et større ledelsesrum, hvis vi har medarbejdere, som har modet til at træffe selvstændige, fornuftige beslutninger i udøvelsen af deres kerneopgave uden at skulle detailstyres af deres ledere.

Støt udvikling af ledere
Et andet nedslagspunkt er meldingen om, at ledere skal udvikle sig. Igen: Det kan vi kun bakke op om. Og glædes over at se i reformteksten, at de kommunale og regionale ledere faktisk er de bedst uddannede.

Ledere bør uddanne sig hele livet – og de bør have vilkår og mulighed for at gøre det. Det gælder både de generelle kompetenceløft, som diplom- og masteruddannelserne har givet os, men også den individuelle udvikling, hvor den enkelte selv vurderer, hvilke ledelsesmuskler, der trænger til at blive trænet.

Det afhænger jo både af opgaver, nuværende kompetenceprofil og de i tiden efterspurgte kompetencer til at bedrive god, offentlig ledelse.

Nye ledere skal hjælpes
Særligt nye ledere skal støttes i deres job. Vi mener derfor, at der bør være strukturerede forløb for alle nye ledere.

Det handler om strukturerede introduktionsforløb og fastlagte kompetenceudviklingsforløb med adgang til blandt andet følordning. Der skal være klar forventningsafstemning og konsekvent opfølgning.

Denne støtte er vigtig, hvis vi skal gøre nye ledere til kompetente ledere. Vi må hjælpe dem på vej og give dem den skulder, de har brug for, og den viden om og fornemmelse for ledelse, som man ikke kan læse sig til.

Politisk ledelse på dagsordenen
Et sidste nedslagspunkt skulle være et generelt ønske om at få sat den politiske ledelse langt højere op på dagsordenen. Det knytter sig blandt andet til detailstyringen af hele den offentlige sektor.

Da minister for offentlig innovation, Sophie Løhde (V), sidste sommer præsenterede Ledelseskommissionens anbefalinger, sagde hun: ”Vi politikere skal lære at styre os”. En altafgørende brik i at skabe en offentlig sektor, som er sikret til fremtiden, er, at vi har modige og visionære politikere, som tør banke de nødvendige hegnspæle i og sikre rammerne for velfærd.

Det kræver, at nogen sætter rammer og mål op for deres virke. Og det er desværre ganske fraværende i regeringens reform.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Fløjborg

Børne- og Familiechef, Bornholms Regionskommune, fhv. leder af Børn og Familie, Vordingborg Kommune
Socialrådgiver (Den Sociale Højskole i Odense, 2007)

0:000:00