En af Danmarks tidligere topdiplomater i appel: Vi skal turde forhandle med Rusland – ligesom vi skulle have forhandlet med Taliban

"Nogle politikere får det til at lyde som om, Danmark er tæt på en krig igen i dag. At vi skal antage, at Rusland vil mere end Ukraine. Og det synes jeg egentlig er en smule uforståeligt," siger han.

"Rusland har angrebet et land, der ikke er medlem af Nato. De har aldrig angrebet Nato. At få det til at lyde som om, de kunne angribe Nato, fordi de har angrebet Ukraine, som ikke er medlem af Nato, det mangler vi at se efterretninger eller sammenhæng, der kan dokumentere," siger Friis Arne Petersen.

Bag skiftende udenrigsministre har han været en central figur i dansk udenrigspolitik i mere end 40 år. Og selv om det er knap fire år siden, han afsluttede sin ambassadørkarriere i Beijing, Washington og Berlin, er han langt fra færdig med at analysere, hvordan de tektoniske plader rykker sig i international geopolitik.

Det er en meget bekymrende, pessimistisk trusselsvurdering, som nogle af vores politikere kommer med. Fordi det er ikke den, der står i FE’s vurderinger. 

Friis Arne Petersen

Nu udgiver Friis Arne Petersen sammen med journalist Kurt Strand bogen ’Den forandrede verden’ om dansk udenrigspolitik igennem fire årtier. Bogen er bygget op om interviews med Petersen, hvor læseren blandt andet kommer med bag de lukkede døre til de årelange forhandlinger om østudvidelsen af EU i 1990’erne, følger håndteringen af den ødelæggende tsunami i Sydøstasien i 2004 samt beslutningen om den danske deltagelse i krigen i Afghanistan.

Det er derfor med en vis tyngde, at den tidligere rådgiver for skiftende regeringer nu analyserer fremtidsperspektiverne for Ruslands krig mod Ukraine. Han mener ikke, at vi står på tærsklen til en mere omfattende krig på europæisk jord:

"Jeg synes, at det er en meget bekymrende, pessimistisk trusselsvurdering, som nogle af vores politikere kommer med. Fordi det er ikke den, der står i FE’s vurderinger. Det kan godt være, at Rusland lige nu gør nogle fremskridt, men det er stadigvæk en meget lige krig," siger Friis Arne Petersen.

"Rusland har enormt svært med at vinde over Ukraine. Heldigvis. Så hvordan skulle Rusland få mulighed for at angribe Nato, når de ikke engang kan vinde over Ukraine?" tilføjer han.

Vi skal turde forhandle med Rusland

Krig er diplomatiets nederlag, lyder det fra Friis Arne Petersen. Og selv under krig, er der brug for diplomatiet. Han er pragmatiker – ikke politiker, understreger han. Men diplomatiet som dogme har været hans politiske rettesnor igennem hele karrieren, og han mener, at en diplomatisk løsning bør være endemålet i den krig, der lige nu udspiller sig i Ukraine.

"Jeg tror ikke på dem, der siger, at vi i Vesten vil være i en evig konflikt med Rusland. Vi skal turde tro på, at vi kan forhandle. Jeg mener, det er Joe Bidens store politiske forbillede, J.F. Kennedy, der sagde, at vi ikke må forhandle ud fra frygt. Men vi må heller ikke frygte at forhandle," siger Friis Arne Petersen.

"Det vigtigste er, at der bliver lavet en våbenhvile uden en enorm række forholdsbetingelser. For eksempel at Ukraine ikke må blive medlem af Nato. At Rusland skal forlade Ukraine fuldstændigt, give Krim tilbage og trække alle styrker tilbage. Man er nødt til at komme ind i processen og tage den diplomatiske kamp, hvor der ikke bliver slået russiske eller ukrainske soldater ihjel", siger han.

Det maksimale i dag vil være at gå efter, at Krim, Luhansk, Donetsk, Kherson og Saporosje skal tilbage til Ukraine. Om det er realistisk, det vil jeg helst ikke udtale mig om, men man skal forhandle maksimalistisk om det.

Friis Arne Petersen

Han nærer derfor et stort håb til en mulig kommende global fredskonference om krigen, som Ukraines regering, i følge den finske præsident, planlægger af afholde til sommer, og som Schweiz har tilbudt at afholde.

"Det glæder mig, fordi jeg tror, at det vil være rigtigt, at Ukraine selv sammen med kloge allierede prøver at finde en vej væk fra krigen. Ikke for kapitulere, ikke for at afgive territorium, men ødelæggelserne og ofrene for et land som Ukraine, synes jeg altså er for store", siger han.

Friis Arne Petersen stod selv i spidsen for forhandlingerne mellem Rusland og de baltiske lande under forberedelserne af østudvidelsen af EU tilbage i 00’erne. Dengang handlede det om, hvorvidt Rusland kunne få adgang til Østersøen og den russiske eksklave Kaliningrad via Litauen. Rusland fik ikke fri passage, takket være nogle, ifølge Petersen, hårde forhandlinger med russerne.

I bogen beskriver han russisk diplomati som højt kvalificeret. De er "systematiske, grundige, historiske og velforankrede" i deres forhandlingstaktik, siger han i bogen. Det er blandt andet erfaringerne fra de forhandlinger, der gør, at Friis Arne Petersen nu mener, at forhandlinger med Rusland er mulige.

"Vi skal støtte Ukraine i at forhandle maksimalistisk. Det er sådan, jeg selv har haft oplevelsen af at forhandle med Rusland – at gøre det maksimalistisk."

Fakta om bogen

Friis Arne Petersen (f. 1952) arbejdede i Udenrigsministeriet fra 1979-2020, hvor han både har været direktør samt Danmarks ambassadør i USA, Kina og Tyskland.

I dag holder han foredrag om udenrigspolitiske forhold og udgiver ugentligt podcasten 'Friis diplomatpost' på Frihedsbrevet.   

Han er aktuel med interviewbogen 'Den forandrede verden - Fire årtiers diplomati på øverste hylde med aktivisme og nye brudflader', som er skrevet af Kurt Strand. Bogen er udgivet af Lindhardt og Ringhof 28. februar 2024.  

 

Hvad betyder det?

"Altså virkelig stille det hårdt op over for Rusland. Og ikke lave kompromiser – og slet ikke på forhånd. Dengang ville vi ikke give Rusland nogen rettigheder. Overhovedet. Det ville de gerne have haft, men det skulle vi ikke give dem. Det måtte vi ikke give dem," siger han med henvisning til forhandlingerne med Rusland om adgang til Kaliningrad ved Østersøen.

"Vi gik efter det maksimale dengang. Det maksimale i dag vil være at gå efter, at Krim, Luhansk, Donetsk, Kherson og Saporosje skal tilbage til Ukraine. Om det er realistisk, det vil jeg helst ikke udtale mig om, men man skal forhandle maksimalistisk om det," siger han.

"Man skal ind i det spor, hvor Ukraine ikke bliver endnu mere ødelagt. For et eller andet sted er det jo også en sejr for Rusland, at der bliver slået så mange ukrainske soldater ihjel, og at landet bliver så fuldstændig ødelagt. Det synes jeg bliver glemt: At Rusland vinder ved at smadre Ukraine og deres befolkning," siger han.

Skulle have forhandlet med Taliban

Friis Arne Petersens ord falder tydeligt og langsomt, som dikterer han et notat til en minister. Der er indlagte referencer til tidligere præsidenter, ministre og topembedsmænd i mange af hans sætninger. Perspektiver til tidligere krige og lignende konflikter bliver flettet ind som indskudte sætninger.

Overblikket er enormt, fornemmer man, for historien har udspillet sig for Friis Arne Petersens øjne mere end én gang i løbet af hans lange virke som øverste chef i for den danske udenrigstjeneste.

Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan er den historiske begivenhed, der har sat nogle af de største spor i ham, fortæller han.  

"Jeg vil sige, det er et af de sværeste kapitler i mit liv, det vi har prøvet i Irak og Afghanistan," siger han.

I bagklogskabens skarpe lys må man nok erkende, at det ville have været rationelt at forsøge at påvirke Talibans lederskab.

Friis Arne Petersen

Da Taleban indtager Kabuls gader i august 2021, er Friis Arne Petersen stoppet i Udenrigsministeriet. Han sidder i sit sommerhus og følger, hvordan situationen udvikler sig desperat, mens USA forlader det krigshærgede land.

"Resultatet er jo skidt. Det gør ondt. Og så gør det jo også ondt, at vi har mistet 40 soldater i løbet af de 20 år. Mange vil stille spørgsmålet: Døde de forgæves? Mange danske soldater har mistet ben og arme og har fået store psykiske traumer som en konsekvens af den militære udsendelse. Det gør selvfølgelig enormt ondt," siger han.  

Danmarks indsats i Afghanistan ser unægtelig anderledes ud i bagklogskabens klare lys. Men hvis ikke Danmark havde gjort forsøget i Afghanistan, siger han i bogen, ville vi have spurgt os selv, om vi burde have gjort mere. Alligevel ser han en oplagt læring fra krigen:

"Læren ligger lige for: Vi kan ikke, selv med den mest helhjertede militære indsættelse – og i realiteten besættelse af et land – nå en samfundsforandring, der er politisk attraktiv og demokratiserende med militær bistand alene. Det skal kombineres med en helt anderledes indsats i samfundet, civilsamfundet. Uddannelser af partier og politikere."

Men det var der også i Afghanistan – Danmark støttede en lang række indsatser i civilsamfundet.

"Jo, men jo ikke nær nok. Åbenbart. Og det viser også, at selv når vi indsætter så meget, som vi har gjort i så mange år, så nytter det ikke. Vi havde vores største ambassade i Bagdad og i Kabul i alle de år, fordi vi troede vores sikkerhed skulle sikres mod Al-Qaeda og Taliban derude, hvor krigen var, for at forhindre terrorismen i at blive større og stærkere."

Du stiller selv spørgsmålet i bogen, men svarer ikke: Skulle man have haft politiske diskussioner med Taliban?

"I bagklogskabens skarpe lys må man nok erkende, at det ville have været rationelt at forsøge at påvirke Talibans lederskab," siger han.

Det er jo der, hvor man som embedsmand skal ind og opstille nogle næstbedste, tredjebedste, og rigtigt dårlige løsninger, som aldrig bliver sjove for en politiker at stå og fortælle om i Folketinget. 

Friis Arne Petersen

"Nu er det jo mandagstræner-analyse, fordi Taliban er tilbage ved magten. Men hvis vi dengang havde turde satse på at finde nogen hos Taliban, der kunne lytte, samarbejde, forandre deres tilgang, og hvis vi kunne støtte dem, så ville Afghanistan være endt et bedre sted, end det er nu," siger Friis Arne Petersen, og kalder Afghanistans nuværende situation for "skrækkelig".  

Men der var ikke nogen nemme løsninger i Afghanistan dengang, påpeger han. Og forhandlinger med Taliban havde været tæt på umuligt at få politisk støtte til.

"Det er jo der, hvor man som embedsmand skal ind og opstille nogle næstbedste, tredjebedste, og rigtigt dårlige løsninger, som aldrig bliver sjove for en politiker at stå og fortælle om i Folketinget. Derfor vil mange politikere sige: "Friis, det er jo hjernedødt. Det er jo tabt på forhånd. Det kan vi ikke få støtte til." Nej, men så bliver alternativet bare, at det bliver talibanerne, der sidder tilbage på magten efter 20 års indsats," siger han.

Men det må I have snakket meget om det her, mens Danmark var engageret i Afghanistan – om vi skulle samarbejde mere med Taliban?   

Friis Arne Petersen nikker én gang, men peger på, at USA i hans optik havde hovedansvaret.

"Nogen vil sige, at aktivisme (en aktivistisk udenrigspolitik, red.) er ikke attraktivt, fordi det forandrer ikke. Vi har desværre derfor med Afghanistan set nogle af de sværeste eksempler på, hvor vi møder muren, hvor vi ikke kan komme længere," siger han.

Den vigtige assistent

Friis Arne Petersen er i dag gået på pension fra Udenrigsministeriet. Sammen med sin søn passer han blandt andet sit lille firma, Nordic Clays, der producerer miljøvenlige lerduer til jagt. Sideløbende laver han den ugentlige udenrigspolitiske podcast, 'Friis' diplomatpost' og holder løbende foredrag.  

Han holder sig derfor fortsat mere orienteret i verdenssituationen end de fleste og følger også udviklingen i Udenrigsministeriet. Her noterer han sig blandt andet, at regeringen efter to årtier med massive nedskæringer i udenrigstjenesten nu har skiftet kurs og igen prioriterer Danmarks internationale engagement på finansloven.

Man skal vide mest muligt om fjenden ved at samle flest mulig vurderinger, analyse og informationer op om den. Ikke kun gennem efterretningstjenester, men også gennem diplomati.

Friis Arne Petersen

Som embedsmand igennem fire årtier er der ingen tvivl om, at han mener, at en stærk udenrigstjeneste er helt afgørende for Danmarks internationale engagement.

"Jeg tror, at man skal vide mest muligt om fjenden ved at samle flest mulig vurderinger, analyse og informationer op om den. Ikke kun gennem efterretningstjenester, men også gennem diplomati. Og det vi kommer til at satse på at have større ekspertise på Rusland, end vi har lige nu," spår Friis Arne Petersen.

Han påpeger, at man måske har sovet lidt i timen ved for eksempel ikke at sætte massivt ind for at styrke Danmarks viden om Rusland. For uanset hvor god en udenrigsminister er, så kan den ikke klare sig uden et stærkt system, siger han.

Igennem bogen ’Den forandrede verden’ bruger han et udtryk fra fodboldens verden til at beskrive det diplimatiske arbejde, der kulminerer i en politisk aftale: "Der var mange assists undervejs," siger han for eksempel om embedsmændenes årelange arbejde for at forberede og forhandle om EU's østudvidelse, frem til at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i december 2002 kan konkludere, at aftalen er klar.  

Du bruger begrebet ’assist’ flere gange i bogen om din rolle som embedsmand. Hvad ligger der i det? 

"Det er fordi, jeg er en sportsglad person. En assist er jo lige så vigtigt som et mål. Tit er det jo i virkeligheden assistenten, der er den geniale. Fordi de rigtigt gode assists kommer fra systemer, der arbejder tæt sammen," smiler han.