Concito til økonomer: EU’s CO2-kvotesystem overflødiggør ikke danske klimatiltag

Klimakrisen og Putins invasion af Ukraine udstiller behovet for at nedbringe vores forbrug af fossile brændsler akut.

I det lys er det positivt, at regeringen med klimaudspillet "Danmark kan mere II" hæver ambitionsniveauet for den danske udbygning af grøn strøm og foreslår at indføre en CO2-afgift på danske virksomheder. Begge elementer vil være centrale i forhold til at nedbringe forbruget af fossile brændsler til glæde for både klima og forsyningssikkerhed.

Overraskende nok har både udbygningen af grøn strøm og introduktionen af CO2-afgifter affødt kritik fra nogle økonomer, der på det seneste igen er begyndt at sætte spørgsmål ved klimaeffekten af disse tiltag. Det lyder umiddelbart absurd, men årsagen er den såkaldte vandsengseffekt.   

Glemmer en politiske dynamik

I dag er el, fjernvarme, industri og luftfart inden for EU dækket af et fælles kvotesystem. Systemet sætter et loft over udledningerne for virksomhederne ved at udstede et begrænset antal kvoter.

Virksomhederne skal aflevere en kvote for hvert ton CO2 de udleder, og kvoterne kan handles frit.

I teorien betyder det, at hvis en virksomhed sænker sin udledning, frigives der kvoter, som andre virksomheder kan bruge og dermed øge deres udledninger.

Aktører ignorerer den politiske dynamik i kvotesystemet

Martin Birk Rasmussen og Karsten Capion
Hhv. international klimaanalytiker og senioranalytiker, Concito

Dermed vil nationale tiltag, for eksempel udbygning af vindkraft eller energieffektiviseringer i industrien, teoretisk set ikke have nogen klimaeffekt, da udledningerne blot flytter til andre virksomheder andre steder i EU.

Det kaldes vandsengseffekten. Presser man ind et sted, buler det ud et andet.

Med udgangspunkt i denne logik påstår flere i den offentlige debat, blandt andet Det Økonomiske Råd og Kraka Advisory, at nationale tiltag i disse sektorer medfører en lille, ingen eller sågar negativ klimaeffekt.

Vurderingen fra disse aktører ignorerer dog den politiske dynamik i kvotesystemet.

Vi kender ikke fremtidens system

Kvotesystemet er i praksis dynamisk og politisk bestemt. Systemet er senest revideret i 2018, og det står nu igen over for en stor reform.

Der har været store politiske sværdslag i EU gennem tiden, som både har ændret i antallet af kvoter og introduceret nye mekanismer i systemet.

Med Europa-Kommissionens nuværende reformforslag, der styrker kvotesystemet frem mod 2030, vil kvotemængden falde med 4,2 procent om året, når reformen træder i kraft.

Det fører ifølge Klimarådet til, at de sidste kvoter udstedes i år 2040, hvis forslaget vedtages, og reduktionstaksten fastholdes efter 2030.

Det er urealistisk, at hele EU's tunge industri har reduceret sine CO2-udledninger til nul allerede i 2040, og systemet vil derfor med garanti skulle revideres igen. Alternativt er der slet ikke nogen vandseng at prikke til i 2040.

Med andre ord kender vi ikke til udformningen af systemet ret langt ude i fremtiden. Når reglerne ændres, vil de nuværende analyser ikke ramme skiven.

Tidligere forsøg på at modellere kvotesystemet er allerede forældede. Af samme årsag er det eksempelvis vanskeligt at vurdere effekten af energiøen i Nordsøen, der først går i drift efter 2030.

Modelberegningerne tager endvidere ikke højde for den politiske dynamik i fastlæggelsen af klimaambitionerne.

I den sammenhæng pejles der kraftigt efter, hvor meget der udledes, og hvad omkostningen ved et givent mål vil være.

Nationale tiltag kan øge klimaambitioner

Det vil i praksis være lettere at opnå enighed i EU om at øge klimamålsætningerne mere, end der allerede er aftalt, hvis Danmark og andre lande har reduceret udledningerne yderligere gennem nationale tiltag.

Danske reduktionstiltag kan bidrage til demonstration og billiggørelse af grønne teknologier

Martin Birk Rasmussen og Karsten Capion
Hhv. international klimaanalytiker og senioranalytiker, Concito

Danske reduktionstiltag kan også bidrage til demonstration og billiggørelse af grønne teknologier, hvilket også baner vejen for at øge klimaambitionerne i EU og resten af verden. Disse afledte klimaeffekter reflekteres sjældent i de økonomiske modeller. 

Det gode spørgsmål er derfor, om den teoretiske øvelse overhovedet giver et retvisende billede og ikke blot fører til misforståelser i debatten.

Hver eneste vindmølle, som vi stiller op, bidrager i praksis til den grønne omstilling i Danmark og i EU.

Vi bør derfor i stedet fokusere på, hvordan Danmark som grønt foregangsland kan hjælpe EU til at sætte højere klimamål og arbejde for at styrke kvotesystemet endnu mere.

Kvotesystemet er medvirkende til indsatser i medlemslandene, og samtidig er høje nationale ambitioner og indsatser helt afgørende for, at kvotesystemet revideres og strammes til over tid. De er altså hinandens forudsætning og ikke modsætning.

Lad os derfor punktere vandsengen og sætte de gode analysekræfter fri til andre gøremål.