Debat

Dansk Erhverv og Applia: Lad os samarbejde faktabaseret om grøn omstilling

DEBAT: Vi bør samarbejde om at bekæmpe brug-og-smid-væk-kulturen. Danske forbrugere er blandt de bedst beskyttede i EU, og vi skal derfor fastholde den nuværende reklamationsret, mener Dansk Erhverv og Applia.

Det kræver samarbejde på tværs organisationer, hvis vi skal lykkedes med den grønne omstilling, skriver Dansk Erhverv og Applia.
Det kræver samarbejde på tværs organisationer, hvis vi skal lykkedes med den grønne omstilling, skriver Dansk Erhverv og Applia.Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forbrugerrådets formand, Anja Philip, erkender i et debatindlæg i Altinget 2. februar, at det ekspertudvalg, der netop har afleveret en betænkning om købeloven, ikke har fundet nogen evidens for, at en længere reklamationsret fører til længere produktholdbarhed. Tak for det.

Anja Philip anfører i samme debatindlæg, at forbrugerne må kunne forvente, at en fladskærm, en vaskemaskine eller en bil holder mere end to år.

Det er vi enige i – og det gør de heldigvis også. Som vi påpegede i vores debatindlæg 27. januar, holder vaskemaskiner eksempelvis i gennemsnit ti år.

Reklamationsret har nemlig intet at gøre med, hvor længe et produkt holder. Det handler alene om, hvor lang tid efter et køb man kan klage over en fejl, som var til stede på købstidspunktet.

Erfaringen fra vores medlemmer er, at oprindelige mangler typisk viser sig inden for de første måneder af et produkts levetid. Købelovsudvalget refererer i sin betænkning til det såkaldte "fitness check", som EU-Kommissionen har gennemført, hvor det fremgår, at 45 procent af de forbrugere, som havde oplevet problemer med en defekt vare, opdagede fejlen inden for den første måned.

Undersøgelsen viser også, at det er kun fire procent af defekterne, som først opdages efter toårsfristen. Undersøgelsen dokumenterer, at to års reklamationsret giver forbrugerne en rigtig god beskyttelse.

Særligt med den måde, den praktiseres på i Danmark, hvor forbrugerne ikke selv bliver bedt om at dokumentere, at der er tale om en oprindelig mangel.

Forbrugerrådet efterlyser også et opgør med brug-og-smid-væk-kulturen. Enig. Lad os gøre dette konkret og faktabaseret

Lone Rasmussen og Henrik Egede
Markedschef og forbrugerpolitisk chef i Dansk Erhverv og direktør i Applia

Foreslår fradrag for reparationer
Det kræver samarbejde på tværs organisationer, hvis vi skal lykkedes med den grønne omstilling.

I Dansk Erhverv og Applia arbejder vi aktivt med den grønne dagsorden, og der er heldigvis masser, som vi kan være enige om.

Forbrugerrådet nævner blandt andet, at det skal være nemmere at få repareret sine produkter, at der skal være et genbrugsmarked med forbrugerrettigheder, og at vi skal stille skarpere design-krav til producenterne.

Vi kunne ikke være mere enige. Vi er allerede dybt involveret i EU-arbejdet med Ecodesign-direktivet for netop at sikre mere holdbare produkter og stille krav til øget genanvendelighed.

Men de krav skal stilles direkte til producenterne – og ikke ad mystiske omveje via danske forhandlere. Vi foreslår også, at der kommer et fradrag for reparationer, så forbrugeren får et større incitament til at vælge reparationen frem for et nyt produkt. Ligesom vi har foreslået, at vejledningen om grøn markedsføring skal opdateres og kontrollen af greenwashing styrkes.

Forbrugerrådet efterlyser også et opgør med brug-og-smid-væk-kulturen. Enig. Lad os gøre dette konkret og faktabaseret. I den forbindelse vil vi meget gerne invitere Forbrugerrådet til et samarbejde om afskaffelsen af reglen om brugte returvarer, der er en af de lavthængende frugter i forhold til den grønne omstilling.

Vi opfordrer også Forbrugerrådet til ikke – som tilfældet er nu – at presse på for at overimplementere købelovsdirektiverne og gøre det muligt, at forbrugere kan få lov til at hæve et køb på grund af uvæsentlige mangler.

En sag, som vi allerede samarbejder om, handler om alle de produkter fra tredjelande, som sælges billigt på online markedspladser, men som alt for ofte viser sig at være af en dårlig kvalitet og tilmed ulovlige og farlige. De flyves tilmed ind enkeltvis i små pakker for at slippe for momsen – det er heller ikke bæredygtigt. 

Lad os afskaffe reglen om brugte returvarer
Forbrugerrettighedsdirektivet, der er implementeret i den danske forbrugeraftalelov, giver forbrugerne ret til at fortryde et netkøb af en vare indenfor de første 14 dage efter leveringen, også selv om forbrugeren har taget varen i brug.

Det vil sige, at forbrugere kan købe en festkjole, tage den på til en fest og sende den retur til forhandleren inden for de 14 dages fortrydelsesret. Det samme gælder for eksempel partytelte, service eller smykker.

Det betyder, at der er netbutikker, som får brugte varer retur, som de ikke kan sælge igen. Da det er meget få netbutikker, der sælger brugte varer, oplever vi desværre ofte, at varerne blot destrueres, til trods for at der ikke er noget i vejen med produktet, ud over at det ikke længere kan sælges som nyt.

Problemet er steget, og ifølge en undersøgelse foretaget af Dansk Erhverv var det i 2016 næsten hver tredje under 30, der havde byttet noget brugt.

Dansk Erhverv har længe påpeget det uholdbare i, at forbrugerne har en ret til at fortryde købet, når varen allerede er taget i brug.

I lyset af de klimamæssige udfordringer giver det endnu mindre mening, at forbrugerne kan tage en helt ny vare i brug for straks derefter at fortryde købet af den. Det gavner ikke den grønne omstilling.

Forbrugerne er godt beskyttede i Danmark
Afslutningsvis er det værd at gentage, at Danmark følger det store europæiske flertal, hvad angår reklamationsret. 22 EU-lande har to års reklamationsret ligesom Danmark.

Men i Danmark har vi et meget velfungerende forbrugerklagesystem, som gør det nemmere og billigere at klage end i noget andet EU-land, som. vi kender.

Forbrugerrådet Tænk henviser til Sverige, som har tre års reklamationsret. Men den store forskel er, at i det svenske system skal forbrugerne selv oplyse sagen. For at citere det svenske Forbrugerklagenævn ARN:

"Hovedreglen er, at den, som påstår noget, selv skal bevise det. Det er en almindelig misforståelse, at nævnet står for at dokumentere problemet. Det gør vi ikke. Det er dit ansvar at indsende de beviser, du ønsker, nævnet skal tage stilling til".

I Danmark betaler forbrugerne et mindre klagesagsgebyr, som tilbagebetales, hvis forbrugerne vinder sagen. Men så sørger Forbrugerklagenævnet for at oplyse en klagesag uden yderligere beregning for forbrugerne – også selvom der er tale om et næsten to år gammelt produkt, og undersøgelsen kan løbe op i flere tusinde kroner.

Derfor mener vi, at danske forbrugere er blandt de bedst beskyttede i EU, og at vi skal fastholde det nuværende system.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Egede

Direktør, APPLiA Danmark og Elektronikbranchen.dk.
cand.comm. (Roskilde Uni. 1987)

Lone Rasmussen

Sekreatariatschef, Trafikselskaberne i Danmark
cand.scient.pol. (1992), kandidat i virksomhedsadministration (2019)

0:000:00