Forsker: Pepke vildleder om klimavidenskaben

Af Christoffer Bugge Harder
ph.d. i mikrobiologi, forsker (postdoc) ved Texas Tech University's Institut for Plante- og Jordvidenskab

Jens Olaf Pepke Pedersens forsvar for Pernille Vermunds påstand om, at der ikke er 97 procent videnskabelig konsensus om IPCC-rapporternes konklusion om, at menneskelige drivhusgasudledninger er hovedårsag til den moderne opvarmning siden cirka 1970, fortjener at fremhæves som et værdigt studium udi den vildledning om klimavidenskab, som Pepke tilsyneladende har viet sit professionelle liv til at udbrede.

Pepkes forsvar er stort set et sammendrag af hans længere bidrag til Weekendavisen, hvis argumenter kan opsummeres i de (nogenledes indbyrdes modstridende) tre forhold, at der ikke er 97 procent, men kun omkring 80 procent konsensus, når man bare spørger om "forskernes" mening i stedet for at kigge på deres artikler; at de 97 procents konsensus i de videnskabelige artikler kun omhandler, at der er et menneskeligt bidrag til opvarmningen (ikke, at det er hovedårsagen); og at videnskab i øvrigt slet ikke virker ved konsensus.

Det er klart, at det er problematisk at forlade sig på blot at spørge folk med naturvidenskabelige uddannelser (hvoraf mange slet ikke arbejder med klima), hvad de "mener". Når man kan svare anonymt uden at blive afkrævet begrundelser, kan man frit lufte alle mulige mærkværdige meninger helt uden faktuelt grundlag.

Og påfaldende mange af Pepkes fremtrædende kolleger i den "alternative" klimavidenskab (trods fine titler) er voldsomt leveringsdygtige i okkulte, udokumenterede forestillinger om både klima og meget andet. Forhenværende geolog Nils-Axel Mörner mener således at kunne finde vand med ønskekviste, den excentriske engelske adelsmand Christopher Monckton er overbevist om, at hans far kunne finde mordere ved at svinge med penduler; mens meteorolog Roy Spencer mener, at Bibelens skabelsesberetning er en bedre videnskabelig forklaring på livets udvikling end Darwins evolutionsteori.

Men reel, videnskabelig konsensus handler om, hvad der kan eftervises konkret med forskning, ikke om afstemning eller håndsoprækning.

Det er faktisk P1 og ikke Pernille Vermund, der har ret i, at der rent videnskabeligt er overvældende konsensus om, at menneskelige drivhusgasudslip ikke blot bidrager, men er en hovedfaktor i den moderne globale opvarmning. 

Christoffer Bugge Harder
Ph.d. i mikrobiologi, forsker (postdoktor) ved Texas Techs Institut for plante- og jordbundsvidenskab

Den videnskabelige konsensus om menneskeskabt opvarmning er opstået gennem mere end 150 års forskning siden opdagelsen af drivhuseffekten helt tilbage i 1859. Det er den, Cook undersøgte i sit studium af knap 12.000 artikler offentliggjort 1991-2012, der nåede frem til de ofte citerede 97 procents konsensus om menneskeskabt opvarmning som hovedårsag.

Så når Pepke citerer forfatteren Michael Crichton (ham med Jurassic Park) for den generelle konklusion, at "konsensus intet har med videnskab at gøre", så må man svare, at hvor det er helt rigtigt for "håndsoprækningskonsensus'" vedkommende, så er videnskabelig konsensus derimod helt centralt for videnskabelig erkendelse – det ved en science-fiction-forfatter muligvis ikke, men det ved Pepke og alle med praktisk erfaring fra den faktiske forskningsverden godt.

For videnskabelig konsensus opstår ved, at bestemte resultater kan bekræftes ved gentagne eksperimenter og målinger af uafhængige forskningsgrupper, mens konkurrerende forklaringer, der kun kan bekræftes af ophavsmanden/-mændene, ryger på møddingen. Og efterhånden vil forskere simpelthen blot tage velunderbyggede forklaringer for givet som udgangspunkt for at forske i mere ukendte/interessante områder.

Pepke anfægter så videre, at kun knap to procent af Cooks samling udtrykkeligt kvantificerer og angiver det menneskeskabte bidrag som mere end halvdelen af opvarmningen siden cirka 1970 – men det er ikke rigtigt, når han skriver, at de resterende 95 procent blot angav, "at mennesket i en eller anden udstrækning bidrog til opvarmningen".

Cook definerede i artiklens allerførste afsnit, at deres krav til konsensus netop var tilslutning til, at "menneskelig aktivitet med stor sandsynlighed forårsager broderparten af den aktuelle globale opvarming" (siden 1950-70) – for dette er, hvad IPCC's konklusioner har været siden den 3. synteserapport i 2001 (der vurderede forskningen udgivet 1995-2000). Artikler, der udtrykkeligt eller indirekte tager udgangspunkt i denne konklusion, angiver ikke blot, at mennesket bidrager, men at dette bidrag er dominerende.

Så i forhold til den almindelige proces for dannelse af videnskabelig konsensus er det derfor ganske forventeligt, at kun få procent direkte beskæftiger sig med direkte attribution af og kvantificering af menneskeskabte CO₂-udledningers betydning for temperaturstigningen siden 1970, mens flere tusinde andre blot anerkender dette udtrykkeligt eller underforstået.

At kun få procent af al nationaløkonomisk/geologisk forskning direkte arbejder med at kvantificere skattetrykkets betydning for specifikke sektorer eller zirkons alder er heller ikke et tegn på, at der er stor uenighed om, at de danske moms- og afgiftsniveauer er hovedårsagen til grænsehandel, eller hvorvidt Jordens alder er 4,5 milliarder eller 6.000 år.

Som Pepke klogeligt fortier, er der blandt Cooks ~12.000 artikler ikke en eneste uafhængigt bekræftet alternativ forklaring på de sidste 50 års opvarmning, så forskerne har derfor i lyset af de dusinvis af uafhængige bekræftelser af CO₂'s effekt efterhånden blot anerkendt som en veldokumenteret konklusion, at den moderne opvarmning siden cirka 1970 er altovervejende menneskeskabt og er gået videre til at forske i, hvor meget opvarmning eller hvor meget havstigning det vil medføre og så videre.

Sådan virker videnskabelig konsensus inden for alle felter. Når Pepke spørger, hvorfor det ikke er nødvendigt at slå konsensus om afstanden til Solen fast i offentligheden, er svaret, at dette felt modsat klimatologi ikke har et stort kontingent af den slags "skeptikere", der uanfægtet af forskning insisterer på, at afstanden til Solen måske er politisk vedtaget af hensyn til kalenderproducenterne.

Og når man studerer Pepke nærmere, kan man se, at han udmærket ved alt dette, lige som han er en glimrende, omend skizofren, illustration af forskellen på "håndsoprækningskonsensus" og videnskabelig konsensus: Pepke har de sidste 10-15 år gennem hundredvis af engagerede avisindlæg, læserbreve, populære artikler og offentlige optrædener højlydt fortalt titusindvis af danskere sine uforgribelige meninger om det store mulige forklaringspotentiale i kosmiske strålers indvirkning på klimaet; hvordan IPCC desværre "lægger låg på forskningen", og at hans kollegers forskning om markant menneskeskabt opvarmning er politisk farvet eller direkte svindelagtig.

Men ifølge Pepkes egne opgivelser består hans reelle videnskabelige arbejde på eget initiativ/som hovedforfatter gennem de sidste 25 år derimod blot af to artikler, der igen er blevet citeret af samfulde tre kolleger. Og hverken disse to eller nogen af de andre forskeres artikler, som Pepke har leveret mindre med/seniorforfatterbidrag til, indeholder nogen kvantificeret alternativ forklaring på hverken hele eller blot dele af den opvarmning, vi har observeret i de sidste 50 år.