Forsker: Pepke vildleder om klimavidenskaben

REPLIK: Jens Olaf Pepke Pedersen har tilsyneladende viet sit professionelle liv til at udbrede misledende information om klimavidenskaben. Det vidner hans forsvar for Pernille Vermund i Altinget med al tydelighed om, skriver Christoffer Bugge Harder.

Af Christoffer Bugge Harder
ph.d. i mikrobiologi, forsker (postdoc) ved Texas Tech University's Institut for Plante- og Jordvidenskab

Jens Olaf Pepke Pedersens forsvar for Pernille Vermunds påstand om, at der ikke er 97 procent videnskabelig konsensus om IPCC-rapporternes konklusion om, at menneskelige drivhusgasudledninger er hovedårsag til den moderne opvarmning siden cirka 1970, fortjener at fremhæves som et værdigt studium udi den vildledning om klimavidenskab, som Pepke tilsyneladende har viet sit professionelle liv til at udbrede.

Pepkes forsvar er stort set et sammendrag af hans længere bidrag til Weekendavisen, hvis argumenter kan opsummeres i de (nogenledes indbyrdes modstridende) tre forhold, at der ikke er 97 procent, men kun omkring 80 procent konsensus, når man bare spørger om "forskernes" mening i stedet for at kigge på deres artikler; at de 97 procents konsensus i de videnskabelige artikler kun omhandler, at der er et menneskeligt bidrag til opvarmningen (ikke, at det er hovedårsagen); og at videnskab i øvrigt slet ikke virker ved konsensus.

Det er klart, at det er problematisk at forlade sig på blot at spørge folk med naturvidenskabelige uddannelser (hvoraf mange slet ikke arbejder med klima), hvad de "mener". Når man kan svare anonymt uden at blive afkrævet begrundelser, kan man frit lufte alle mulige mærkværdige meninger helt uden faktuelt grundlag.

Og påfaldende mange af Pepkes fremtrædende kolleger i den "alternative" klimavidenskab (trods fine titler) er voldsomt leveringsdygtige i okkulte, udokumenterede forestillinger om både klima og meget andet. Forhenværende geolog Nils-Axel Mörner mener således at kunne finde vand med ønskekviste, den excentriske engelske adelsmand Christopher Monckton er overbevist om, at hans far kunne finde mordere ved at svinge med penduler; mens meteorolog Roy Spencer mener, at Bibelens skabelsesberetning er en bedre videnskabelig forklaring på livets udvikling end Darwins evolutionsteori.

Men reel, videnskabelig konsensus handler om, hvad der kan eftervises konkret med forskning, ikke om afstemning eller håndsoprækning.

Den videnskabelige konsensus om menneskeskabt opvarmning er opstået gennem mere end 150 års forskning siden opdagelsen af drivhuseffekten helt tilbage i 1859. Det er den, Cook undersøgte i sit studium af knap 12.000 artikler offentliggjort 1991-2012, der nåede frem til de ofte citerede 97 procents konsensus om menneskeskabt opvarmning som hovedårsag.

Så når Pepke citerer forfatteren Michael Crichton (ham med Jurassic Park) for den generelle konklusion, at "konsensus intet har med videnskab at gøre", så må man svare, at hvor det er helt rigtigt for "håndsoprækningskonsensus'" vedkommende, så er videnskabelig konsensus derimod helt centralt for videnskabelig erkendelse – det ved en science-fiction-forfatter muligvis ikke, men det ved Pepke og alle med praktisk erfaring fra den faktiske forskningsverden godt.

For videnskabelig konsensus opstår ved, at bestemte resultater kan bekræftes ved gentagne eksperimenter og målinger af uafhængige forskningsgrupper, mens konkurrerende forklaringer, der kun kan bekræftes af ophavsmanden/-mændene, ryger på møddingen. Og efterhånden vil forskere simpelthen blot tage velunderbyggede forklaringer for givet som udgangspunkt for at forske i mere ukendte/interessante områder.

Pepke anfægter så videre, at kun knap to procent af Cooks samling udtrykkeligt kvantificerer og angiver det menneskeskabte bidrag som mere end halvdelen af opvarmningen siden cirka 1970 – men det er ikke rigtigt, når han skriver, at de resterende 95 procent blot angav, "at mennesket i en eller anden udstrækning bidrog til opvarmningen".

Cook definerede i artiklens allerførste afsnit, at deres krav til konsensus netop var tilslutning til, at "menneskelig aktivitet med stor sandsynlighed forårsager broderparten af den aktuelle globale opvarming" (siden 1950-70) – for dette er, hvad IPCC's konklusioner har været siden den 3. synteserapport i 2001 (der vurderede forskningen udgivet 1995-2000). Artikler, der udtrykkeligt eller indirekte tager udgangspunkt i denne konklusion, angiver ikke blot, at mennesket bidrager, men at dette bidrag er dominerende.

Så i forhold til den almindelige proces for dannelse af videnskabelig konsensus er det derfor ganske forventeligt, at kun få procent direkte beskæftiger sig med direkte attribution af og kvantificering af menneskeskabte CO2-udledningers betydning for temperaturstigningen siden 1970, mens flere tusinde andre blot anerkender dette udtrykkeligt eller underforstået.

At kun få procent af al nationaløkonomisk/geologisk forskning direkte arbejder med at kvantificere skattetrykkets betydning for specifikke sektorer eller zirkons alder er heller ikke et tegn på, at der er stor uenighed om, at de danske moms- og afgiftsniveauer er hovedårsagen til grænsehandel, eller hvorvidt Jordens alder er 4,5 milliarder eller 6.000 år.

Som Pepke klogeligt fortier, er der blandt Cooks ~12.000 artikler ikke en eneste uafhængigt bekræftet alternativ forklaring på de sidste 50 års opvarmning, så forskerne har derfor i lyset af de dusinvis af uafhængige bekræftelser af CO2's effekt efterhånden blot anerkendt som en veldokumenteret konklusion, at den moderne opvarmning siden cirka 1970 er altovervejende menneskeskabt og er gået videre til at forske i, hvor meget opvarmning eller hvor meget havstigning det vil medføre og så videre.

Sådan virker videnskabelig konsensus inden for alle felter. Når Pepke spørger, hvorfor det ikke er nødvendigt at slå konsensus om afstanden til Solen fast i offentligheden, er svaret, at dette felt modsat klimatologi ikke har et stort kontingent af den slags "skeptikere", der uanfægtet af forskning insisterer på, at afstanden til Solen måske er politisk vedtaget af hensyn til kalenderproducenterne.

Og når man studerer Pepke nærmere, kan man se, at han udmærket ved alt dette, lige som han er en glimrende, omend skizofren, illustration af forskellen på "håndsoprækningskonsensus" og videnskabelig konsensus: Pepke har de sidste 10-15 år gennem hundredvis af engagerede avisindlæg, læserbreve, populære artikler og offentlige optrædener højlydt fortalt titusindvis af danskere sine uforgribelige meninger om det store mulige forklaringspotentiale i kosmiske strålers indvirkning på klimaet; hvordan IPCC desværre "lægger låg på forskningen", og at hans kollegers forskning om markant menneskeskabt opvarmning er politisk farvet eller direkte svindelagtig.

Men ifølge Pepkes egne opgivelser består hans reelle videnskabelige arbejde på eget initiativ/som hovedforfatter gennem de sidste 25 år derimod blot af to artikler, der igen er blevet citeret af samfulde tre kolleger. Og hverken disse to eller nogen af de andre forskeres artikler, som Pepke har leveret mindre med/seniorforfatterbidrag til, indeholder nogen kvantificeret alternativ forklaring på hverken hele eller blot dele af den opvarmning, vi har observeret i de sidste 50 år.

Pepke klagede uden held til Pressenævnet over, at Forskerforum med henvisning til Cook betegnede Pepke som "blandt de 3 procent", og eftersom han slet ikke bidrager med forskning til at understøtte sin offentlige skepsis, kan man for så vidt kun tage hatten af for hans beskedenhed og tilslutte sig, at Pepke rettelig burde have fået medhold.

Tværtimod finder man blandt Cooks 97 procent to artikler af Gary Shaffer med Pepke som medforfatter, som udtrykkeligt underbygger IPCC's konklusioner om menneskeskabt opvarmning som dominerende efter den ovenstående "konsensusskabelon". I den ene af disse modellerer forfatterne temperaturerne fra 1765 til 2000 ved hjælp af de af IPCC anerkendte dominerende forceringseffekter fra menneskelige drivhusgasudledninger – og finder en fin overensstemmelse med opvarmningen fra 1950-2000, helt uden at inkludere kosmisk stråling.

Og sidenhen har Pepke endnu engang været medforfatter på et af Shaffers studier, der blev kåret til årets danske forskningsresultat 2016.

Det viste, at klimaets følsomhed for CO2 ligefrem kan øges i takt med yderligere opvarmning, så vi måske ikke blot kan forvente IPCCs 1,8-4 grader, men måske snarere hele 5-6 grader fremtidig opvarmning. Her har vi omsider Pepkes første og hidtil eneste videnskabeligt begrundede kritik af en af IPCC's hovedkonklusioner. Desværre har han dog endnu ikke fundet tid til at skrive et harmdirrende avisindlæg om, hvordan IPCC burde holde op med sådan skamløst at bagatellisere CO2's effekt og komme i gang med at blæse noget voldsommere trængsel og alarm.

Så det er faktisk P1 og ikke Pernille Vermund, der har ret i, at der rent videnskabeligt er overvældende konsensus om, at menneskelige drivhusgasudslip ikke blot bidrager, men er en hovedfaktor i den moderne globale opvarmning – inklusive Pepke selv. Men man kan ikke bebrejde Vermund for ikke at gennemskue, at Pepke og de allerfleste andre alternative klimavidenskabsmænd taler med to tunger og slet ikke har forskningsmæssigt belæg for den skepsis, de lufter i offentligheden. Det ville være mere interessant at høre P1 spørge Pepke, om det videnskabelige grundlag for hans tvivl stadig ligger i skuffen efter 25 år eller måske slet ikke eksisterer? Samt om han slet ikke tror på (eller ikke helt er klar over) implikationerne i forskningsartikler, der bærer hans eget navn?

Man skal selvsagt huske, at selv en aldrig så oprigtig videnskabelig konsensus selvfølgelig stadig kan være forkert, så det er absolut meget vigtigt, folk ikke hindres i at arbejde seriøst med alternative teorier. Og det vil bestemt have almenvellets interesse, hvis den globale opvarmning har et stort, ukendt bidrag fra kosmisk stråling, orgonstråling eller kolde fusionsprocesser. Hvis Pepke ligger inde med dokumentation for dette, kan man kun stærkt opfordre ham til hurtigst muligt at få den offentliggjort.

I modsat fald må man opfordre folk til at mobilisere al deres kritiske sans over for Pepkes alternative klimavidenskab.

Forrige artikel Brintbranchen: Regeringen svigter energilagring Brintbranchen: Regeringen svigter energilagring Næste artikel Debat: Tag del i forbrugsfesten  – du må godt Debat: Tag del i forbrugsfesten  – du må godt
Ny debat: Klimapartnerskaberne efter coronakrisen

Ny debat: Klimapartnerskaberne efter coronakrisen

DEBAT: Inden coronakrisen ramte landet, afleverede 13 klimapartnerskaber deres anbefalinger til CO2-reduktioner. Men har krisen ændret anbefalingerne og den grønne omstilling? Det spørger Altinget Energi og Klima formændene for partnerskaberne om.