Klimaforsker: Vi må erkende, at Parisaftalen er for ambitiøs

Af Sebastian H. Mernild
Professor i klimaforandringer og glaciologi ved universiteterne i Bergen og Sogndal, adm. direktør for Nansen Centeret, Bergen, samt hovedforfatter på FN’s klimapanels kommende hovedrapport, der udkommer i 2021

Året 2019 er på vej til at blive det andet eller tredje varmeste år globalt målt siden 1880, hvor den globale middeltemperatur siden 1880 (siden det førindustrielle niveau) er steget med 1,1 grader celsius. For Danmarks vedkommende blev 2019 det vådeste år siden 1874, og forventeligt det andet varmeste år målt.

Det lyder som sådan ikke af meget, at den globale middeltemperatur er steget 1,1 grad siden det førindustrielle niveau, men selv ved en halv grads temperaturstigning ses markante forandringer i vores jord- og atmosfæresystem og biodiversitet.

Set i et perspektiv over de seneste 22.000 år betyder den igangværende globale middeltemperaturstigning, at temperaturen siden 1880 og til i dag er steget ti gange hurtigere end de næsthurtigste temperaturstigninger (beregnet over en 100-årig periode). Med andre ord sker de globale middeltemperaturforandringer i dag betydeligt hurtigere end tidligere.

Men såfremt oceanerne ikke havde optaget cirka 30 procent af de menneskeskabte CO2-udslip, ville vi forventeligt allerede have set en global middeltemperaturstigning på ikke kun 1,1 grad, men på mere end 2,0 grader.

Samspillet mellem oceanerne og atmosfæren er særdeles vigtig, når vi skal forstå klimaet, inklusive temperaturforløb. FN’s klimapanel (IPCC) vurderer på baggrund af tilgængelig klimavidenskab, at kloden tidligst i 2030 vil ramme en middelværdi på 1,5 grader.

Videnskaben siger, at vi teoretisk kan nå Parisaftalen, men i et praktisk perspektiv synes det umuligt. Dette skal ses i lyset af, at de globale udledninger over adskillige årtier er steget markant år efter år.

Sebastian H. Mernild
Professor i klimaforandringer og glaciologi ved universiteterne i Bergen og Sogndal

Største stigninger tæt ved polerne
Udviklingen i middeltemperaturen siden 1880 har vist, at hvad der tidligere var ekstremt varme år på kloden, for eksempel i perioden 1880-1930, blev nogle årtier senere, for eksempel i 1950-1960’erne, de gennemsnitlige årstemperaturer.

En tilsvarende tendens er, hvad udviklingen i klodens temperaturforløb har vist op gennem det 20. århundrede, nemlig at det, vi i dag opfatter som globale varmerekorder, over tid forventeligt vil blive de normale temperaturer.

Problematisk er det, at temperaturstigningerne er uensartet på kloden, hvor blandt andet Arktis og Den Antarktiske Halvø er nogle af de geografiske områder, hvor temperaturen er steget mest siden 1880. Dette er problematisk, da såvel Arktis som Antarktisk indeholder store mængder landbaseret is i form af gletschere, iskapper og isskjolde, som er potentielle kilder til det fremtidigt stigende globale havniveau.

I dag er vi der, hvor cirka en femtedel af klodens areal allerede har passeret de 1,5 grader, og omkring en tiendedel de 2,0 grader. Udfordringen er, at det arktiske område forventeligt over de kommende årtier vil se en hastigere opvarmning end det, vi har set til dato, hvor selvforstærkende processer (feedbackmekanismer) vil skubbe på temperaturudviklingen.

Havisudbredelse er en vigtig brik
Hvad vi ved er, at hastige temperaturstigninger i Arktis forekommer for eksempel efter en markant tilbagetrækning i havisarealet. Havisudbredelsen spiller dermed en vigtig brik i vores forståelse af klimaforandringerne i Arktis, men også globalt. Det arktiske havisareal er siden 1979 blevet reduceret med i gennemsnit 1 procent per år.

Tilbagetrækninger i havisen sker, dels fordi varmt vand transporteres fra troperne mod nord af Golfstrømmen, dels fordi luften over Arktis samtidig er blevet varmere.

Havisen og det ferske vandlag lige under havisen fungerer som en buffer mellem det dybereliggende relativt varmere atlantiske havvand og den relativt køligere arktiske atmosfære.

Når havisen bryder op, for eksempel på grund af en reduktion af havisarealet og -tykkelsen, kommer det varmere atlantiske havvand i kontakt med dels det ferske lag, og blandes dels med den nedre del af atmosfæren, hvorved det ferske lag og atmosfæren over Arktis varmes op.

Omvendt, når havisen flyder som ”et stort tykt låg” på det arktiske ocean, vil størstedelen af det relativt varmere atlantiske havvand (energien fra havvandet) forblive under havisen og under det ferske lag.