Debat

Pepke: Kritik bygger på misinformation og mistænkeliggørelse

REPLIK: Et kritisk indlæg fra biolog Christoffer Bugge Harder er fyldt med faktuelle fejl og misinformation, mener forsker Jens Olaf Pepke Pedersen, efter han i et debatindlæg bakkede Pernille Vermund op i hendes fortolkning af videnskabelig konsensus.

Jens Olaf Pepke Pedersen svarer på kritik af biolog Christoffer Bugge Harder.
Jens Olaf Pepke Pedersen svarer på kritik af biolog Christoffer Bugge Harder.Foto: Privatfoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Olaf Pepke Pedersen
Seniorforsker, DTU

Biolog Christoffer Bugge Harder kommenterer 30. januar mit tidligere indlæg om klimaforskernes såkaldte 97 procent konsensus.

Bugge Harder har ingen faglige kvalifikationer inden for klimaforskning, men det har ikke afholdt ham fra i årevis at kaste sig ud i klimadebatten med tusindvis af blogindlæg og Facebook-kommentarer. Han har ikke meget andet at bidrage med end misinformation og mistænkeliggørelse.

Jeg vil i denne replik påpege de faktuelle fejl i Bugge Harders indlæg. Det er i sig selv en omfattende opgave, og den nedenstående liste er ikke udtømmende.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

1. påstand: ”Den videnskabelige konsensus om menneskeskabt opvarmning er opstået gennem mere end 150 års forskning siden opdagelsen af drivhuseffekten helt tilbage i 1859.”

Påstanden er forkert. Drivhuseffekten blev faktisk beskrevet allerede af den franske matematiker og fysiker Joseph Fourier i 1827, men helt frem til 1970'erne var den videnskabelige konsensus, at CO2 ikke havde en nævneværdig påvirkning af klimaet. Den svenske kemiker Svante Arrhenius skrev i 1896, at stigende CO2 i atmosfæren kunne få temperaturen til at stige, men kort efter viste hans kollega fysikeren Knut Ångström, at drivhuseffekten fra CO2 allerede var maksimal, og at mere CO2 derfor ikke ville betyde noget for temperaturen.

Han går efter manden i stedet for bolden, og derfor er hans reelle ærinde på Altinget næppe at drøfte videnskabelig konsensus, men få afløb for sine talrige meninger om min person.

Jens Olaf Pepke Pedersen

Det blev derfor den videnskabelige konsensus til langt op i 1970'erne, og den blev undervejs støttet af førende forskere som direktøren for det britiske meteorologiske institut George Simpson og i 1970'erne af fremtrædende klimatologer som tyskeren Helmut Landsberg og briten Hubert H. Lamb.

Først sidst i 1970'erne begyndte ledende forskere at anerkende, at der kunne være et menneskeskabt bidrag til klimaændringerne. Historien om forståelsen af drivhuseffekten er således et glimrende eksempel på, at videnskabelig konsensus både kan være forkert og kan skifte fortegn.

2. påstand: ”Det er ikke rigtigt, når han [undertegnede] skriver, at de resterende 95 procent [af artiklerne i Cooks undersøgelse] blot angav, "at mennesket i en eller anden udstrækning bidrog til opvarmningen."

Jo, jeg har ret: Cook inddeler de undersøgte artikler i syv kategorier. To procent af artiklerne angiver eksplicit, at mennesket er hovedårsagen til global opvarmning (Kategori 1: ”Explicitly states that humans are the primary cause of recent global warming”).

23 procent af artiklerne angiver, at mennesket bidrager, men uden at kvantificere det (Kategori 2: ” Explicitly states humans are causing global warming or refers to anthropogenic global warming/climate change as a known fact”).

Endelig angiver 72 procent af artiklerne indirekte, at mennesket bidrager til global opvarmning (Kategori 3: “Implies humans are causing global warming. E.g., research assumes greenhouse gas emissions cause warming without explicitly stating humans are the cause”).

Kategori 2 og 3 giver tilsammen 95 procent, og de angiver ikke, at mennesket er den primære årsag til global opvarmning. I så fald ville de tilhøre kategori 1.

3. påstand: ”Krav til konsensus […] var tilslutning til, at menneskelig aktivitet med stor sandsynlighed forårsager broderparten af den aktuelle globale opvarmning […] Artikler, der udtrykkeligt eller indirekte tager udgangspunkt i denne konklusion, angiver ikke blot, at mennesket bidrager, men at dette bidrag er dominerende.”

Her foretager Bugge Harder en logisk fejlslutning. Han mener, at når en videnskabelig artikel angiver, at mennesket bidrager til global opvarmning, så betyder det, at forfatterne bag artiklen også mener, at menneskets ”bidrag er dominerende”.

Det er naturligvis en forkert konklusion, og det er heller ikke, hvad Cook selv påstår. De skriver således, at en artikel i kategori 2 for eksempel kan angive, at ”drivhusgasser med forskellige levetider bidrager til globale klimaforandringer”. En artikel i kategori 3 kan ifølge Cook for eksempel angive, at ”optagelse af kulstof i jorden er vigtig for at modvirke globale klimaforandringer”. Cook skriver direkte, at det kun er artikler i kategori 1, der eksplicit støtter konklusionen om, at mennesket er hovedansvarlig for global opvarmning.

4. påstand: ”Det (er) derfor ganske forventeligt, at kun få procent direkte beskæftiger sig med direkte attribution af og kvantificering af menneskeskabte CO2-udledningers betydning for temperaturstigningen siden 1970, mens flere tusinde andre blot anerkender dette udtrykkeligt eller underforstået.”

Bugge Harder er åbenbart godt klar over, at hans konklusion fra punkt 3 ikke holder, så derfor argumenterer han også med, at hans konklusion er i overensstemmelse med hans egen forventning.

Hans ”argument” bygger imidlertid på endnu en misforståelse; Når kun få procent af fagartiklerne beskæftiger sig med kvantificering af CO2’s betydning, så er det ikke (som han forventer), fordi det er nemt at kvantificere, men fordi det er svært. Hvis det var nemt at måle den menneskeskabte påvirkning, ville der være mange, der gjorde det, og så behøvede man ikke at tælle artikler eller undersøge, hvad forskerne tror på, for at afgøre konsensus.

Noget af det svære er for eksempel at svare på det enkle spørgsmål: Hvor meget stiger temperaturen, hvis CO2-indholdet i atmosfæren fordobles?

Da forskerne sidst i 1970'erne opgav konsensus om, at CO2 var uden betydning, anslog de, at temperaturstigningen ville være mellem 1,5 og 4,5 grader, altså en usikkerhed på en faktor tre. Efter årtiers intensive klimaforskning måtte FN's klimapanel i den seneste rapport konkludere, at vi ikke er kommet en afklaring nærmere. Tallet ligger fortsat et sted mellem 1,5 og 4,5 grader.

5. påstand: ”Der (er) blandt Cooks 12.000 artikler ikke en eneste uafhængigt bekræftet alternativ forklaring på de sidste 50 års opvarmning.”

Også forkert. Bugge Harder overser, at Cook også har tre kategorier til de artikler, der implicit eller eksplicit afviser, at mennesket har en afgørende klimapåvirkning, og at de udgør de sidste tre procent af artiklerne. Antallet er således lidt større end de to procent af artiklerne, der eksplicit angiver, at mennesket er hovedårsagen.

Her er det på sin plads at bemærke, at Cooks optælling har fået langt mere opmærksomhed, end den fortjener, hvis man ser på hans metode. Han har naturligvis ikke selv siddet og læst de 12.000 artikler igennem, men har fået hjælp fra glade amatører, der ikke er klimaforskere, men meldte sig til opgaven via en hjemmeside, der er sat i verden for at bekæmpe ”klimaskeptikere”. De frivillige hjælpere har heller ikke læst artiklerne, men alene baseret deres bedømmelse på de korte resumeer, som artiklerne indledes med.

På trods af denne bias i udvælgelsen af bedømmerne og i bedømmelsen af artiklerne må Cook i sin artikel konstatere, at der faktisk var uenighed om ikke mindre end en tredjedel af bedømmelserne.

En nøjere gennemgang af artiklerne i Cooks opgørelse har da også vist, at der næppe er to procent, men kun en enkelt procent af artiklerne, der eksplicit angiver det menneskeskabte bidrag til at være afgørende.

Et andet problem er, at Cook kun har udvalgt de artikler, der indeholder vendingerne ”global warming” eller ”global climate change”, og dermed undgår han at medtage en lang række klimaartikler (herunder også de fleste af mine), fordi de ikke har brugt de rigtige kodeord.

6. påstand: ”Det er problematisk at forlade sig på blot at spørge folk med naturvidenskabelige uddannelser […] (for) når man kan svare anonymt […], kan man frit lufte alle mulige mærkværdige meninger.”

I mit indlæg på Altinget refererede jeg en hollandsk-australsk undersøgelse, hvor man spurgte 8.000 klimaforskere, om mennesket var den afgørende faktor i de seneste klimaændringer, og fandt ud af, at 66 procent mente, at det var tilfældet.

Jeg kan ikke helt afvise Bugge Harders påstand om, at klimaforskere generelt er nogle spasmagere, der lufter mærkværdige meninger, når de bliver spurgt om deres fag. Men jeg vil blot stilfærdigt gøre opmærksom på, at den undersøgelse, som Bugge Harder latterliggør, er udført af den samme Cook, som også har udført den optælling af fagartikler, som Bugge Harder har stor tillid til.

7. påstand: ”Det er faktisk P1 og ikke Pernille Vermund, der har ret i, at der rent videnskabeligt er overvældende konsensus om, at menneskelige drivhusgasudslip ikke blot bidrager, men er en hovedfaktor i den moderne globale opvarmning.”

Efter at jeg nu har tilbagevist alle Bugge Harders påstande, falder også hans afsluttende konklusion. I striden mellem P1 og Pernille Vermund er det således fortsat Vermund, der har ret i fortolkningen af den videnskabelige konsensus. Desværre er det kendetegnende for Danmarks Radio, at den eneste kommentar til mit indlæg er kommet fra en journalist ved DR Viden, der ikke har et eneste argument, men til gengæld er meget utilfreds med, at Altinget har bragt indlægget.

Det er også kendetegnende for Bugge Harder, at han går efter manden i stedet for bolden, og derfor er hans reelle ærinde på Altinget næppe at drøfte videnskabelig konsensus, men få afløb for sine talrige meninger om min person.

Det vil være et sisyfos-arbejde at imødegå Bugge Harders mange angreb, for han springer blot op igen med nye vilde påstande, hvad man allerede kan se i kommentarsporet til hans indlæg, hvor han beskylder mig for faglig skizofreni og sammenligner mig med Låsby-Svendsen og tilhængere af okkulte teorier.

Jeg vil derfor begrænse mig til et enkelt emne, idet sagen allerede har været omtalt på Altinget:

8. påstand: ”Pepke klagede uden held til Pressenævnet over, at Forskerforum […]”

Også denne påstand er forkert. Pressenævnet har behandlet seks af mine klager over Forskerforum, og nævnet har givet mig ret i alle seks klager (se her, her og her) og udtalt direkte kritik af Forskerforum i fem af klagerne (en syvende klage er fortsat under behandling).

Flere af klagerne drejer sig om, at Forskerforum har givet sine læsere en misvisende fremstilling af nævnets afgørelse. Det er også tilfældet her, og Bugge Harders taktik med at gå efter manden i stedet for bolden betyder, at han kommer til at score et selvmål, for han har overset, at den artikel, han linker til på Forskerforum, netop er udstyret med en advarsel om, at Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen for en misvisende gengivelse af nævnets kendelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christoffer Bugge Harder

Carlsberg Research Fellow, Lund Universitet, fhv. Postdoctoral research associate, Texas Tech University
ph.d. i biologi (Københavns Uni.), cand.scient.mykologi (Københavns Uni. 2008)

Jens Olaf Pepke Pedersen

Seniorforsker, Institut for Rumforskning og Rumteknologi, DTU
cand.scient. i fysik (Aarhus Uni. 1986), ph.d. i atomfysik (Aarhus Uni. 1990)

0:000:00