Polens ambassadør: "Formålet med COP24 har aldrig været at hæve de globale ambitioner"

DEBAT: Det er kendetegnende for et godt kompromis, at ikke alle er tilfredse. Og det var aldrig meningen, at COP24 skulle ændre Paris-aftalen, skriver den polske ambassadør i Danmark. 

Af Henryka Mościcka-Dendys
Polens ambassadør i Danmark

15. december 2018 sluttede klimakonferencen COP24 i Katowice. Her lykkedes det at nå til enighed om Katowice-regelsættet, et meget teknisk dokument på 133 sider, som definerer, hvordan alle lande, der er bundet af Paris-aftalen, skal implementere dens bestemmelser og dermed modvirke klimaforandringer.

Konferencens sidste timer var dramatiske, og forhandlingerne blev flere gange forlænget, hvilket viser, hvor vanskeligt det er at diskutere CO2-reduktion og nationale mål i en globaliseret verden, hvor man skal have både de velstående og de mindre udviklede lande med.

Polen var vært for klimakonferencen for tredje gang, og jeg er stolt over, at vi også i Katowice indfriede forventningerne. Katowice-regelsættet er ambitiøst og bæredygtigt; vi har fundet helhedsløsninger, der gælder for alle, og samtidig støtter vi de mindst udviklede lande, så de ikke sakker bagud.

Ikke alle er tilfredse
Helt afgørende er aftalen om, hvordan landene skal måle og afrapportere CO2-reduktion. Det er et meget vigtigt skridt hen imod en reel nedbringelse af udledningen af drivhusgasser og dermed forebyggelse af klimaforandringer. Vi er alle bevidste om, at tiden er knap.

Det gav stor genlyd, da den 15-årige svenske aktivist Greta Thunberg i Katowice opfordrede regeringer og repræsentanter for civilsamfundet til at handle målrettet.

Jeg ved godt, at den aftale, der blev indgået i Katowice, ikke tilfredsstiller alle – nogle efterlyser mere og hurtigere handling, mens andre lande mener, at de ikke kan følge med.

Det må understreges, at formålet med COP24 i Katowice aldrig har været at hæve de globale ambitioner for reduktion af udledningen. Den meget tekniske implementeringspakke har til formål at operationalisere gennemførelsen af Paris-aftalen, ikke at ændre den.

Ingen kan udrette noget alene
Det er kendetegnende for et godt kompromis, at ikke alle er tilfredse. Det afgørende er, at vi gør fremskridt og handler i fællesskab inden for rammerne af det eneste globale forum, vi har, nemlig FN.

Ingen kan udrette noget alene, og derfor må man hele tiden understrege værdien af globalt samarbejde, sørge for ikke at tabe nogen på vejen og prøve at nå til forståelse med dem, der måske tøver eller er parate til at forlade Paris-aftalen.

Det eneste område, hvor det ikke lykkedes at opnå betydelige fremskridt, er afsnittet om såkaldte markedsmekanismer (artikel 6 i Paris-aftalen). Arbejdet med dette spørgsmål fortsættes på næste topmøde COP25 i Chile.

Der er vedtaget nogle vigtige deklarationer om blandt andet elektrificering af transportsektoren (Driving Change Together Partnership), skove for klimaet (Forests for Climate) og solidarisk omstilling (Solidarity and Just Transition). Alle disse dokumenter er åbne – det er muligt at tilslutte sig dem, så det vil jeg hermed opfordre byer, regioner og ngo’er til at gøre, ligesom de danske aktører State of Green og Dansk Industri allerede har gjort.

Nej til plastik om agurken
Ansvaret for at modvirke klimaforandringer påhviler os alle, og det handler ikke kun om energiproduktion og transport, men også om cirkulær økonomi og begrænsning af affaldsmængden. Hver dansker producerer i gennemsnit 783 kilo affald om året, hvilket er det højeste tal i EU, mens Polen med sine 307 kilo per indbygger indtager en af de laveste pladser.

Jeg vil gerne opfordre til at droppe plastikkopper og plastikposer. Hold op med at pakke de enkelte agurker ind i plastik – det gavner hverken smagen eller sundheden. Se på, hvordan økologiske fødevarer sælges i Polen.

Polen er et godt eksempel
Jeg hører ofte, at Polen er en stopklods i klimadiskussionen, hvilket jeg betragter som højst uretfærdigt.

Da vi tiltrådte Kyoto-aftalen i begyndelsen af 1990’erne, forpligtede vi os til at reducere udledningen med 6 procent i forhold til 1988. Vi har imidlertid reduceret den med mere end 30 procent!

Vi støtter de ambitiøse mål i EU’s klima- og energipakke, der er formuleret som 3x20 inden 2020, og ifølge Det Europæiske Miljøagentur, som i øvrigt ligger i København, er vi i fuld gang med at indfri vores forpligtelser.

Vi har en voksende andel af vedvarende energi i energimixet – i 2018 producerede vi mere vindenergi end Danmark (6000 MW).

Vi planlægger nye investeringer i blandt andet havvindmølleparker.

Polens regering lægger stor vægt på elektrificering og CO2-reduktion i transportsektoren.

Vi reducerer konsekvent mængden af kul i produktionen af energi og varme.

Der er meget at gøre endnu, men Polen er givetvis et godt eksempel for mange udviklingslande på, at miljøbeskyttelse kan gå hånd i hånd med modernisering og økonomisk udvikling, også på en socialt bæredygtig måde.

Forrige artikel Forsker: Klimatopmøderne er en politisk illusion Forsker: Klimatopmøderne er en politisk illusion Næste artikel FDM: Afgifterne forhindrer – stadig – den grønne omstilling FDM: Afgifterne forhindrer – stadig – den grønne omstilling
  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Ambassadørens diplomatiske pligt

    Ambassadøren har naturligt nok en bunden dagsorden.

    Den står i skarp kontrast til oplysninger for et par dage siden i DR TV om virkningerne af polske borgeres fortsatte anvendelse af egne brunkul til opvarmning af boliger.

    Alle store byer er udsat for massiv luftforurening.

    I Krakow holdes et stort antal børn indendørs i vinterperioden, bortset fra når de skal til skole og retur, for at de ikke skal udsættes mere end højst nødvendigt for skadelig luftforurening.

    Det er tydeligt at den polske regering gør alt hvad der er muligt for at minimere import af russisk naturgas. Så er egne brunkul åbenbart en politisk bedre løsning.

    Børnenes - og øvrige borgeres helbred - kommer i anden række.

    Kynikeren kunne have den betragtning, at i et stærkt katolsk orienteret land, vil man altid kunne føde "børn nok"

    Om agurkerne er omviklet med plastik eller ej, har ikke nogen væsentlig betydning for helbredstilstanden