Socialdemokrater: Østersøen kan blive det næste vindeventyr

DEBAT: Der er brug for klarhed om en stor havvindmøllepark i Østersøen. Det er ikke kun god energi- og klimapolitik, men også den bedste regionalpolitik, vi kan få, skriver Lea Wermelin (S) og Winni Grosbøll (S).

Af Winni Grosbøll (S) og Lea Wermelin (S)
Hhv. borgmester på Bornholm og næstformand for Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg

Efter en hed sommer, som har strakt sig langt ind i september måned, må klimakampen være kommet under huden på de fleste. Klimaforandringerne er ikke bare fjern fremtid. De sker lige nu, og vi må gøre mere, hvis vi vil passe på kloden til vores børn og børnebørn.

Men en grøn omstilling af verdens sorte energi er ikke kun noget, der giver sved på panden. Det er også en gylden mulighed for at skabe arbejdspladser i områder af Danmark, der ligger tæt på vandkanten og langt fra de store byer. Hvis vi ser potentialet for havvind i Østersøen, er fremtidens regionalpolitik meget mere end flere statslige arbejdspladser og forsøg på at sætte plaster på alt for mange års centralisering. 

Danmarks østligst beliggende erhvervs- og forsyningshavn, Rønne Havn, har i årevis konkurreret side om side med polske og tyske havne om at blive valgt til udskibningshavn, når Danmarks største havvindmøllepark på 600 MW, Kriegers Flak, skal opføres i 2020. Og for nylig faldt armlægningen ud til Danmarks fordel.

Siemens Gamesa Renewable Energy (SGRE) valgte Rønne Havn som det sted, hvor de store vindmølledele på over 400 ton skal balanceres rundt. Det skaber selvsagt udvikling, vækst og arbejdspladser på Bornholm, men potentialet for vindmølleparker i Østersøen er langt større.

Vindeventyr i Østersøen
Hvis vi fra dansk side ser os blinde på Nordsøen, misser vi muligheden for et nyt vindeventyr i Østersøen, der kan styrke den nationale sammenhængskraft ved at få Østdanmark med i energi-loopet. For vi er ikke de eneste, der har fået øjnene op for, at havvind er et kinderæg af grøn omstilling, eksport og arbejdspladser. Andre nationer står på spring for at overhale os indenom på innovations- og teknologidelen, mens Løkke rejser verden rundt og slår ud med de grønne arme.

Det betyder, at vi for at bevare den grønne førertrøje må sætte barren højt og blive ved med at skabe nye gode rammer for havvind og også gerne mulighed for nye testfaciliteter. Ellers sakker vi agterud.

Potentiale i øst
De nationale erhvervsmæssige barrierer, Rønne Havn A/S har mødt i processen frem mod at blive netop konkurrencedygtig nok til at kunne bide skeer med de internationale havne, som ligger lige rundt om hjørnet i Østersøen, skal vi politisk have blik for.

Først og fremmest ved at holde fast i en ambitiøs plan for havvind i Danmark, så industrien og de store spillere ved, hvad de kan regne med i fremtiden. Derfor er vi glade for, at energiforliget slår fast, at vi får tre havvindmølleparker i fremtiden. Men det er vigtigt, at vi tænker hele Danmark med, så alle arbejds- og lærepladser og al teknologisk innovation, uddannelse og forskning ikke kun bliver et rendyrket Nordsø-fænomen. Når nu der er så meget potentiale i også at kigge mod øst.

Klare rammevilkår
En af de store sten på vejen for at udnytte vindpotentialet i Østersøen er, at vi venter på, at regeringen får gjort screeningen af mulige placeringer for havvind til tilsammen 10 gigawatt færdig. Hvorfor det trækker ud, ved vi ikke. Uret tikker og for hver dag, der går, rykker vores nabolande ud til Østersøen frem på banen.

Det gør sandsynligheden for store investeringer i eksempelvis polske havne større på bekostning af danske muligheder. Men et nyt vindeventyr kan vente forude, hvis vi politisk sætter rammerne nu. Om ti år vil priserne være så lave, at havvindmøller ikke længere skal modtage støttekroner. Men til den tid kan investeringerne være placeret andre steder.

Klare rammevilkår er nødvendige, siger vindmølleindustrien med én stemme, fordi vindmølleproducenterne har behov for at kunne se det langsigtede perspektiv, når de planlægger mange år frem i tiden og ikke mindst investerer milliarder. Alternativt skeler de til andre og mere sikre græsgange.

Derfor er vores opfordring til regeringen og alle Folketingets partier: Lad os hurtigst muligt få vished om en stor havvindmøllepark i Østersøen og mulige testfaciliteter. Det er ikke kun god energi- og klimapolitik. Det er den bedste regionalpolitik, vi kan få. Østersøen er Danmarks nye vindeventyr – hvis vi vil det.

Forrige artikel Drivkraft Danmark: Forbud mod fossilbiler er den forkerte vej at gå Drivkraft Danmark: Forbud mod fossilbiler er den forkerte vej at gå Næste artikel DI: Her er vores tre ønsker til regeringens klimaudspil DI: Her er vores tre ønsker til regeringens klimaudspil