Debat

Ungeklimarådet: Regeringens klimaindsats er på dumpegrænsen - og der følger en streng advarsel med

DEBAT: Det handler ikke kun om at gøre det bedre end tidligere, men om at gøre det nødvendige for fremtiden. Og der er regeringen desværre langt fra ambitiøs nok. Med den nuværende kadence, så dumper I til eksamen, skriver Ungeklimarådet til regeringen.

Moder Jord  har ingen sympati for, at det bare er rigtig svært at være politiker, skriver Ungeklimarådet.
Moder Jord  har ingen sympati for, at det bare er rigtig svært at være politiker, skriver Ungeklimarådet.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det går for langsomt med klimapolitikken. Ja, vi er også ret trætte af at sige det. Nogle politikere er sikkert endnu mere trætte af at høre det. Vi trækker "klimanøl-kortet", siger nogle. Øv. Men det er jo ikke fordi, vi har lyst til det.

Vi vil så gerne rose. Verdens (næst-)mest ambitiøse klimalov. Største olieproducerende land, der stopper med at hente endnu flere skadelige brændsler op af jorden.

Alligevel uddeler grønne organisationer blodrøde 00’er til regeringen i Politiken. Det må være træls, når man selv synes, man har studeret hårdt. I hvert fald hårdere end tidligere og hårdere end de fleste andre lande i klassen.

Hvorfor får I så ikke 12? Simpelthen fordi målestokken ikke kun er at gøre det bedre end tidligere. Målestokken er, om der bliver gjort det nødvendige for en klimatryg fremtid. Efter den målestok er regeringen desværre på dumpegrænsen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

-3 i idræt og matematik: Hockeystaven er at misforstå opgaven
Det er ikke ligegyldigt, hvor hurtigt vi knækker kurven. At udlede drivhusgasser er som at hælde vand i et badekar: Det er ikke nok at sætte det mål, at hanen skal være slukket i morgen. Det betyder meget, hvor hurtigt du skruer ned.

Den såkaldte hockeystav-model, hvor vi udskyder reduktionerne indtil tættere på 2030, svarer til at lade vandet løbe hele dagen og først skrue ned i aften. Måske nås målet om en slukket hane, men i mellemtiden bliver badeværelset oversvømmet, og underboen klager over en vandskade.

Danmark har været god til at tale klimaindsatsen op i internationale fora og forsøge at presse andre til at skrue op for ambitionerne.

Ungeklimarådet

Når det drejer sig om drivhusgasudledninger, er konsekvenserne dog værre end vandskader: Jo mere vi nøler, jo flere liv får vi på samvittigheden.

Når regeringen siger, at kurven for drivhusgasudledningerne skal være hockeystavs-formet frem for at lytte til Klimarådet og gøre den til en lige linje, så udleder vi masser af drivhusgasser, mens vi venter på, at der på magisk vis kommer billigere løsninger i fremtiden.

For det første tvivler eksperterne stærkt på, at en sådan løsning er realistisk. For det andet må vi huske, at prisen for skaderne stiger, mens vi venter. Jo hurtigere regeringen indser det, des mindre bliver regningen både for Danmarks skatteborgere og ikke mindst for de mennesker i verden, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne.

7 i international politik: Flot diplomatisk indsats, men pas på troværdigheden
Danmark har været god til at tale klimaindsatsen op i internationale fora og forsøge at presse andre til at skrue op for ambitionerne. Det er en flot og nødvendig indsats. Vi må endelig blive ved med at tage arrangørposter for møder og sende vores klimaambassadør ud at sige, at klima-ansvarlige lande er seje.

Men vi skal passe på, at vores egen nølende indsats ikke gør vores grønne brand utroværdigt. For nok har vi sat en slutdato for oliejagten, men alle kan jo godt se, at 30 års varsel er for længe. Og nok giver vi bistand til verdens klima-udsatte, men vi puster også tallene op, og det kan andre lande godt se.

Alt i alt vil vi fra Ungeklimarådet gerne gå med til at give Dan Jørgensen og resten af Socialdemokratiet et skrabet 02. Med pil ned.

Men det er en standpunktskarakter, og der følger en streng advarsel med: Med den nuværende kadence, så dumper I til eksamen. For Moder Natur er en streng censor, og hun er ikke til at forhandle med. Hun har ingen sympati for, at det bare er rigtig svært at være politiker. Hun hverken flytter deadlines eller slækker på læringsmålene, uanset om de andre lande i klassen gør det værre end Danmark. Det håber vi bliver husket i det kommende år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00