Debat

Venstre i EU: Der er ingen tvivl om, at atomkraft er grønt

Hvis man holder sig til den teknologiske udvikling af atomkraften og ikke lader sig styre af den følelsesladede debat og de skrækkelige - men heldigvis forældede - billeder af Tjernobyl, så kan atomkraften være yderst fornuftigt, skriver Linea Søgaard-Lidell og Søren Gade.

Vi må ikke lade følelserne styre, når det kommer til at sikre fremtidens grønne energi, skriver Linea Søgaard-Lidell og Søren Gade.
Vi må ikke lade følelserne styre, når det kommer til at sikre fremtidens grønne energi, skriver Linea Søgaard-Lidell og Søren Gade.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Linea Søgaard-Lidell
Søren Gade
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der bliver talt og skrevet meget om EU-Kommissionens forslag til, hvilke investeringer der fremover skal have det "grønne stempel" i EU's taksonomi for bæredygtige investeringer. Diskussionen har blandt andet handlet om, hvorvidt investeringer i atomkraft kan kaldes grønne.

Lad os slå vores holdning fast med det samme: Atomkraft er klimavenligt.

Forklaringen er ganske enkelt, at atomkraftværker kan producere energi uden at udlede CO2, og det er jo netop det, klimaet har brug for. Hvis vi skal opnå de europæiske målsætninger om en reduktion af vores udledning af drivhusgasser med 55 procent senest i 2030 og nå fuldkommen klimaneutralitet i 2050, så er det investeringer i sådanne teknologier, vi har brug for.

Ny temadebat: EU's grønne taksonomi

Skal vi ændre EU's målestok for grønne investeringer?

EU's "grønne taksonomi" - målestokken for, hvilke investeringer der må kalde sig grønne – er i denne måned blevet taget op til debat i EU Kommissionen.

Og spørgsmålet deler vandene. Er atomkraft eksempelvis grønt? Hvad med naturgas?

I en ny temadebat spørger Altinget derfor, hvad der skal til for, at en investering må kaldes grøn? Hvad skal med og hvad skal for alt i verden ikke med? Hvorfor er det vigtigt? 

Om temadebatter:
Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vil du deltage i debatten om den grønne taksonomi? Indlæg kan sendes til [email protected].

Vi har hverken tid eller råd til at forbigå en klimavenlig energikilde i EU på grund af nogle skræmmebilleder og spøgelser, som blev dannet i 1970’erne og 1980’erne.

Desuden har atomkraften den fordel, at man kan styre mængden af energi, der produceres, alt efter behov. Det betyder, at man kan regne med en stabil levering af energi, og det er særligt smart på vindstille og solfattige dage. I dag bruger vi fossil naturgas, når vinden ikke blæser – men det er både dyrt og ikke mindst træls at være afhængig af Putins politiske luner.

Atomaffald er ikke en ulempe for miljøet

Det er desværre langt fra alle, der kan se atomkraftens fortræffeligheder.

Mange skeptikere peger straks på affaldet, når de forsøger at forklare, hvorfor de ikke mener, at atomenergi er en del af løsningen. Det er da også helt korrekt, at atomaffald er et problem, som skal håndteres. Men det er ikke synderligt forskelligt fra dens grønne fætre, der bestemt også påvirker miljøet.

Vi har hverken tid eller råd til at forbigå en klimavenlig energikilde i EU på grund af nogle skræmmebilleder og spøgelser, som blev dannet i 1970’erne og 1980’erne.

Linea Søgaard-Lidell og Søren Gade
Medlemmer af Europa-Parlamentet for Venstre

Ifølge Kommissionens egne forskere har atomaffald ikke større negativt miljømæssigt aftryk end andre bæredygtige energiformer. Man kommer kort sagt ikke uden om affald, når man producerer energi. Det gælder uanset om man snakker om sol-, vind- eller atomenergi.
 
En anden kritik, der ofte rejses af atomenergi er, at det tager lang tid at bygge nye værker. Mange mener ikke, at vi har tid til at vente, når vi står i en akut klimakrise. Vi er helt enige i, at vi har travlt med at gå gang i de grønne løsninger. Heldigvis kan vi berolige skeptikerne med, at den gennemsnitlige anlægstid for nye reaktorer er syv år.

De steder, hvor det har taget længere tid, er det ofte politisk modstand, dyre retssager eller folkelige protester, som har forårsaget forsinkelsen - ikke ulig, hvad man kan opleve i etableringen af vind- og solenergi.

Atomkraft er sikker, stabil og grøn

Sidst, men ikke mindst, hører man ofte, at sikkerheden i atomkraftværker ikke er tilstrækkelig. Men hvis man kigger på data, vil man opdage, at atomenergi bestemt er en sikker energiform. Ifølge det anerkendte medie Our World in Data er antallet af mennesker, der dør på grund af atomenergi stort set identisk med de øvrige grønne energikilder.

Derudover har innovative virksomheder udviklet nye slags reaktorer, som opererer på flydende salt - det er endnu sikrere end konventionel atomkraft, da processen sker ved lavere tryk. På det område har vi dygtige danske virksomheder, der er langt fremme i udviklingen.

Atomkraft kan producere sikker, stabil, hurtig og CO2-neutral strøm til europæerne - og på sigt kan det være med til at stabilisere energipriserne og gøre os uafhængige af Putins gas.

Linea Søgaard-Lidell og Søren Gade
Medlemmer af Europa-Parlamentet for Venstre

Hvis man holder sig til data og den teknologiske udvikling og ikke lader sig styre af den følelsesladede debat og de skrækkelige - men heldigvis forældede - billeder af Tjernobyl, så står man tilbage med et yderst fornuftigt indtryk af atomkraftens grønne egenskaber.

Atomkraft kan producere sikker, stabil, hurtig og CO2-neutral strøm til europæerne - og på sigt kan det være med til at stabilisere energipriserne og gøre os uafhængige af Putins gas. For ikke at tale om det potentielle eksporteventyr, vi kan stå over for med dygtige danske virksomheder, som allerede nu ligger forrest i feltet med hensyn til at forbedre og udvikle atomkraftteknologien.

Det er det på tide, at vi fralægger os de forældede forestillinger og følelsesbetonede holdninger til atomkraft. Vi har brug for alle klimavenlige sejl i den grønne omstilling, hvis vi skal nå i mål til tiden. Når en energikilde reelt er grøn, så skal vi selvfølgelig også anerkende det i EU’s system for bæredygtige investeringer og ikke lade gamle fordomme stå i vejen for en klimavenlig løsning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00