Debat

Venstre: Socialdemokratiet bør stoppe det grønne hykleri

DEBAT: En optælling viser, at socialdemokraterne i 90 procent af tilfældene stemmer sammen med Venstre i klima- og energispørgsmål. Derfor er det da også tom luft, når partiet påstår, at regeringen fører sort politik, mener Erling Bonnesen (V).

Socialdemokratiet bør stoppe med de falske beskyldninger mod regeringen, skriver Erling Bonnesen (V). 
Socialdemokratiet bør stoppe med de falske beskyldninger mod regeringen, skriver Erling Bonnesen (V). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Erling Bonnesen (V)
Miljø- og fødevareordfører

Socialdemokratiets misvisende anklager om, at regeringen er sort, er efterhånden en gammel traver. Og som bekendt bliver en usandhed ikke mere rigtig af, at man gentager det. Tværtimod klinger beskyldningerne hult, når Socialdemokratiet i langt de fleste tilfælde stemmer sammen med Venstre på miljø-, natur-, energi- og klimaområdet.

Vi er naturligvis glade for et bredt politisk flertal bag vores politik, men jeg synes, at det er ærgerligt, at Socialdemokratiet fremfører beskyldninger, der ikke stemmer overens med virkeligheden. I stedet for at kalde regeringen sort, skulle Socialdemokratiet hellere glæde sig over vores samarbejde på området.

I Venstre mener vi, det er vigtigt at sikre vores fælles natur, passe på klimaet og værne om det miljø, vi bor og lever i. Det har vi vist med den politik, vi fører.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Danmarkshistoriens grønneste energiaftale
Tidligere i år indgik vi den grønneste energiaftale i danmarkshistorien – sammen med Socialdemokratiet og resten af Folketingets partier. Med aftalen investerer vi massivt i den grønne omstilling, og det baner vejen for, at hele Danmarks elforbrug vil blive dækket af grøn strøm i 2030.

Aftalen sikrer tre nye havvindmølleparker, der alene vil kunne dække mere end alle danske husstandes strømforbrug. Vi lemper de højeste elafgifter i EU for at sikre, at vi bruger mere af den grønne energi, som vi producerer.

Vi har en lang liste af konkrete og ambitiøse tiltag, som vi allerede har gennemført. Og modsat Socialdemokratiet har vi valgt at finde finansieringen til vores grønne visioner. 

Erling Bonnesen (V)
Miljø- og fødevareordfører

Jeg er glad for det samarbejde, vi har med Socialdemokratiet, som har stemt sammen med os 91 procent af gangene, når det drejer sig om klima og energi.

Økologi, pesticider og biodiversitet
Også på miljø- og naturområdet arbejder regeringen ambitiøst for et grønnere Danmark. Igennem de seneste to år har regeringen givet økonomisk støtte til, at et areal, der svarer til omkring 150 fodboldbaner, hver eneste dag er blevet omlagt fra konventionel landbrugsjord til økologisk.

Vi har udvidet pantordningen, så der genanvendes endnu mere, og så mindre skrald forhåbentligt havner i naturen. Aftalen om pesticidstrategien, hvor Socialdemokratiet i øvrigt er med, indeholder en række indsatser til beskyttelse af grundvandet. Og i Naturpakken afsatte vi over 360 millioner til blandt andet at standse tilbagegangen i biodiversiteten. Vi har allerede udpeget 10.000 hektar til urørt skov. Til sammenligning blev det kun til 500 hektar under den tidligere SR-regering.

Det lader til, at Socialdemokratiet ikke kan se skoven for bare træer, når de kalder regeringen sort. Glædeligt er det, at de alligevel lægger stemmer til Venstres miljø- og naturpolitik omkring 80 procent af gangene.

Stop de falske beskyldninger
Venstre og regeringen er langt fra færdig med at gøre Danmark grønnere. Inden længe kommer vi med vores klimaudspil, der skal sikre mindre CO2-udledning i de ikke-kvotebelagte sektorer og mindre luftforurening.

Vi har allerede slået fast, at vi ønsker at stoppe salget af benzin- og dieselbiler i 2030. Det er ambitiøst. Det er grønt. Til sammenligning kommer Socialdemokratiet med tomme løfter om 75.000 hektar urørt skov og en halv million elbiler. Men hvis man ikke ved, hvordan man vil finansiere det, eller hvad det vil koste, ender løfterne med at blive varm luft. Det får ikke Danmark i en grønnere retning.

Vi har en lang liste af konkrete og ambitiøse tiltag, som vi allerede har gennemført. Og modsat Socialdemokratiet har vi valgt at finde finansieringen til vores grønne visioner. Vi nøjes ikke med at drømme.

Vi skaber gode, grønne resultater, og jeg håber, at Socialdemokratiet også fremover vil være med og stemme sammen med Venstre.

Socialdemokratiet bør derfor stoppe med de falske beskyldninger. Venstre og regeringen sikrer, at Danmark har den grønne førertrøje på.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erling Bonnesen

MF (V)
revisor (1989)

0:000:00